Set i bakspejlet var Dylan McKay nok ikke den optimale første kærlighed
Radio & podcast
menu-close

Bad boy 4 life: Set i bakspejlet var Dylan McKay nok ikke den optimale første kærlighed

11. marts 2019 |

Luke Perry er død, men Dylan McKay har været væk længe. Dylan var for mange af os en stor, første, formativ kærlighed. Men har det egentlig gjort noget godt for dig tidligt i forløbet at forelske dig i en klassisk Bad Boy med ondt i sjælen?

Skribent med forkærlighed for kulturstof i ret bred afskygning: Fra fodbold til TV til kvinder og mænd, hvad de laver med hinanden, og hvorfor det er svært at blive voksen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes, mit Facebook-feed er begyndt at overreagere en anelse, når berømte mennesker dør. Altså SÅ mange mennesker kender jeg heller ikke, der virkelig har holdt Prinsgemalen stærkt og varmt i deres hjerter, også inden han forlod os. Men nogle gange er det måske døden, der skal til. For at vi får øje på, at tiden går. At vi alle sammen selv skal ud ad den vej. At 52 år er alt for tidligt og alt for tæt på.

Så da nyheden om skuespiller Luke Perrys slagtilfælde med døden til følge i sidste uge bredte sig, var der intet utroværdigt over de mange tilkendegivelser fra mine jævnaldrende damevenner. For de fleste af os Brenda’er har jo været kærester med Dylan McKay, da vi var helt spæde teenagers. Vi har mistet vores mødom til ham på et fancy hotelværelse. Vi har snavet os heeelt væk med ham i den porsche under en stjernehimmel og det ømmeste Chris Isaak-soundtrack. Vi har danset salsa med ham en magisk aften i Mexico efter at have tilgivet ham for engang at have haft en anden pige med ud at surfe.

Det var kærlighed, ren kærlighed af den slags det kun kan være, inden du brænder dig på livet og mændene. Sødmefuld. Nostalgisk.

Var det et godt forhold? JA. Dylan havde en hæs stemme og en måde at bære skjorter på, der var det hele værd, men det var også svært. Hårdt arbejde.

Selv fandt han en identitetsfælde i den excessive, romantiske poet Lord Byron (“Mad, bad and dangerous to know, that’s me, that’s him”, siger Dylan til Brandon, da de er i begyndelsen af et smukt venskab), og det er nok at tage den lidt langt. Byron havde trods alt en affære med sin halvsøster, og ‘Beverly Hills 90210’ var aldrig i den henseende særligt eksperimenterende (det var ej en ‘Game of Thrones’).

Men Dylan var dragende. Lidt mystisk. Fordi han havde LEVET. Jeg ved stadig ikke, hvordan han havde nået at brænde alle de dæmoner af inden starten på high school, men det var den type ‘Lev stærkt, dø ung’-mentalitet, du i forvejen sad og fantaserede om på dit semi-kedelige ungdomsværelse.

Dylan havde forsøgt at dulme fraværet af sin rige far med alkohol, heldigvis tørlagt da vi møder ham, reddet af AA-møder. Men den korte lunte og iboende vrede, som ikke fornægter sig, da han tyrer en stor potteplante i jorden første gang, ham og Brenda dater, vidner om et ikke helt bearbejdet svigt-issue. Dylans længselsfulde øjne kunne aldrig skjule den konstante søgen efter en tryg havn at lægge til i for en stund, et sted at høre hjemme, en flok at høre til i.

Han fandt det hos Jim og Cindy Walsh et øjeblik, men plagede sjæle kan ikke stå stille, som I ved, de driver videre, så snart de opdager, at dyb ensomhed ikke nødvendigvis bare fordufter, fordi du finder en anden at kalde far. En at holde om og holde af som Anne Linnet synger.

“Good boys go to heaven, bad boys go everywhere”.

via GIPHY

Men du fornemmede som seer altid det bankende hjerte af guld derinde. Dylan havde masser af kærlighed at give: Han var en FANDENS god kammerat, aldrig moraliserende, altid støttende (her tænker jeg f.eks. på noget af det møg, Brandon uforvarende laver den aften, han er på en art ecstasy i en undergrundsklub, hvem er en fucking guttermand dagen efter?).

Dylan var en følelsesfuld kæreste, ikke bange for at lytte til kvinderne i hans livs behov, og hvis gode råd altid havde tyngde (netop livserfaring) bag sig. En HEFTIG snaver, men en BLID elsker, er mit klare indtryk.

Og således voksede vi – en hel pigegeneration – op med den velcementerede og sejlivede maskulinitetsmyte, at alle slemme drenge inderst inde, aller, aller inderst inde, er bløde som smør på en sommerdag. Du skal bare grave dig frem. Det enestående potentiale findes, og er din indsats værd, det skal blot forløses. Og det er vel og mærke din opgave. Ethvert røvhul kan så at sige blive en virkelig god far, hvis du bare først redder ham lidt fra sig selv. DIG, den helt rigtige kvinde, som stilner alle hans ubevidste længsler.

LÆS OGSÅ: 10 magisk-sexede øjeblikke: Derfor er ’Sex Education’ den mest woke ungdomsserie nogensinde

Det tror jeg, vi er nogen, der har brugt en rum tid på i 20’erne, det der. Selvsagt er det tidsspilde af den åbenlyse årsag, at bad boys selv må finde ud af deres lort ligesom alle os andre. Det er det der med at blive voksen. Blev Dylan McKay nogensinde det? Nok ikke rigtig. Var det meningen? Heller ikke rigtig. Det var derimod meningen, at vi skulle vokse fra ham.

Vi mistede Dylan for længe siden, da vi selv blev ældre.

RIP Luke Perry.

Cathrine Lundager

Skribent med forkærlighed for kulturstof i ret bred afskygning: Fra fodbold til TV til kvinder og mænd, hvad de laver med hinanden, og hvorfor det er svært at blive voksen