Se psykedelisk video fra ‪Dengue Dengue Dengue!
Radio & podcast
menu-close

Se psykedelisk video fra ‪Dengue Dengue Dengue!

17. december 2015 |

Den peruvianske gruppe, som spiller på Jazzhouse til januar, har udgivet et crowdfundet album med sange inspireret af fuglesang.

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.

Til Januar kan man opleve duoen Dengue, Dengue, Dengue! på spillestedet Jazzhouse i København. Gruppen med det særprægede navn er fra Lima i Peru og befinder sig i den mere originale ende af den elektroniske musikscene. De har netop udgivet en video til nummeret “Remolinera Real”.

Nummeret er fra A Guide to the Birdsong of South America, et crowdfundet album med sange inspireret af fuglesang som har til formål at skabe opmærksomhed omkring truede fuglearter i Sydamerika. Det er pladeselskabet Rhythm and Roots der står bag udgivelsen.

Det lyder måske lidt specielt, men Dengue Dengue Dengue! er heller ingen helt almindelig gruppe. Rafael Pereira og Felipe Salmon er producere, djs og grafiske designere og de startede Dengue Dengue Dengue! som et audiovisuelt projekt i 2010. De udgav deres debutalbum La Alianza Profana i 2012 og siden har de på meget kort tid opbygget et imponerende musikalsk CV, turneret verden tynd og høstet udbredt international anerkendelse.

Deres musik tager udgangspunkt i traditionelle rytmer fra Peru samt andre dele af verden og genfortolker dem i et elektronisk og psykedelisk udtryk, hvor gammelt og nyt, analogt og digitalt blandes i et særegent lydunivers der trækker på cumbia, dub og techno.

Duoens visuelle udtryk er mindst lige så unikt. De optræder med et sanseudvidende lysshow iført farvestrålende masker og har desuden hang til ganske trippede musikvideoer. Videoen til ”Remolinera Real” står den prisvindende instruktør Joery Santos Gómez for og hans farvemættede, magisk realisme-inspirerede visuals komplimenterer på fin vis det dubbede track.

Duoen har tidligere været forbi Danmark med stor begejstring til følge. Senest til en udsolgt koncert på Global i maj og før det på Roskilde Festival i 2014. Pønser man på se dem i Jazzhouse den 15. januar kan man passende varme op med videoen her.

 

Fabian Hansen

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.