Naja Marie Aidt (født 1963) er en af vores mest læste og anerkendte forfattere. Debuterede i 1991 med digtsamlingen ’Så længe jeg er ung’ og modtog Kritikerprisen i 2006 og Nordisk Råds litteraturpris i 2008 for novellesamlingen ’Bavian’. Hun fik sit helt store brede gennembrud med erindringsbogen ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ (2017) om tabet af sønnen Carl, der indtil videre er udgivet i 11 oplag.
Hun har i flere omgange arbejdet tæt sammen med sangeren og sangskriveren Nikolaj Nørlund, bl.a. omkring forestillingen ’Blæs på Odysseus’ (1998) og albummet ’Andersens drømme’, der udkom i forbindelse med 200-året for H.C. Andersens fødsel i 2005. Tidligere på året udgav makkerparret albummet ’Housewarming’ med tekster af Aidt og musik af Nørlund. Til efteråret turnerer de sammen med albummet. I den anledning har vi bedt Najas Marie Aidt fortælle om fem af de plader, der for alvor har gjort en forskel i hendes univers.
1. Bob Dylan: ’Nashville Skyline’ (1969)
”Det første album, der virkelig var en åbenbaring for mig, er Bob Dylan (og Johnny Cashs) ’Nashville Skyline’. Jeg var måske 4 år, da jeg opdagede det. Mine forældre spillede det på repeat i vores lille hus i den grønlandske by Aasiaat, og min søster og jeg lærte os at synge med på absolut sort engelsk. Jeg tror fascinationen for mig var mine forældres reaktion på musikken. Deres kærlighed til den, og også at de blev drømmende og længselsfulde, når de hørte den. Sådan tolkede jeg det i hvert fald. Her var noget, der virkelig tog fat i dem, og så tog det også fat i mig, som jo var i symbiose med dem.”
”Jeg elsker stadig albummet meget højt, og har gjort det lige siden. Da jeg som meget voksen flyttede til USA og rejste rundt der, fik teksterne en ny betydning for mig. Nu kunne jeg virkelig mærke de historier, sangene fortæller. Forstå dem på et nyt plan. Cash og Dylan. Hvad mere kan man ønske sig?”
2. Stevie Wonder: ’Songs In The Key Of Life’ (1976)
”Da jeg hørte Stevie Wonders ’Songs In The Key Of Life’, blev min verden ændret. At musik kunne være så rytmisk, så sanselig, så ja, musikalsk, det var stort. Det album har virkelig fulgt mig. Det svinger så vildt. Og ingen synger som Stevie”.
3. Prince: ‘Sign O’ The Times’ (1987)
”I firserne var det Prince. Prince og atter Prince. Jeg var total fan. Jeg arbejdede selv i musikbranchen på det tidspunkt, og var kæreste med en musiker, så musik fyldte nærmest alt i mit liv. Jeg husker, at jeg købte dobbeltalbummet ‘Sign O’ The Times’ den dag, det udkom i 1987. Jeg skulle til Tyskland samme dag, tog direkte fra pladebutikken med toget til Leipzig. Det første jeg gjorde, var at rive cellofanen af albummet, så snart jeg var ankommet. Så sad jeg sammen med min kæreste og vores lille søn i en lejlighed i fem dage, og hørte alle numrene igen og igen. Jeg var helt oppe og køre. Sangene var for os ungdom, sex, firserne, energi, frihed. En milepæl i min kærlighed til Princes musik. Jeg var 23 år, og verden lå for mine fødder, det var for mig dét, musikken udtrykte.
4. Red Hot Chili Peppers: ’Californication’ (1999)
”Jeg fik øjnene op for Red Hot Chili Peppers omkring år 2000. Det var albummet ’Californiacation’, som var begyndelsen for mig. Men så kom ’By The Way’, hvor jeg var til koncert med dem i København, og i 2006 udkom ’Stadium Arcadium’. De albums var i høj grad noget, jeg havde sammen med min mand og mine store sønner.
Vi havde i mange år den tradition, at vi nærmest kun hørte RHCP når vi kørte i bil. Vi rejste rundt på roadtrips i USA med den musik. Vi skrålede med og dansede i bilsæderne. Sangen ’Road Trippin’’ har en særlig betydning for mig. Den minder mig om min nu afdøde søn, Carl, og vi spillede den til hans begravelse. Den var vores families sang, hans sang, den mindede os om alle rejserne med ham.
5. Monica Zetterlund & Bill Evans: ’Waltz For Debby’ (1964)
”Og så er der jazzen. Som kom sent ind i mit liv. På et tidspunkt hvor jeg ikke kunne holde ud at høre al den musik, som mindede mig om Carl, og det var næsten al den musik, jeg holder af. Jeg havde aldrig før været vild med jazz, men nu var den pludselig et frirum. Jeg kastede mig over den. Det er svært at vælge et særligt album, som betyder mest, men det må nok alligevel blive Bill Evans og Monica Zetterlunds ’Waltz for Debbie’. Der er så meget sødme i hendes stemme og musikken er vidunderlig. Man bliver ligesom omfavnet af den. Man bliver glad og let.”
