En meget snæver idé om din identitet skaber problemer
Radio & podcast
menu-close

Salman Rushdie: En meget snæver idé om din identitet skaber problemer

2. juni 2018 |

Hvem er vi? Hvor hører vi til? De tunge våben var ladt, da festivalens superstjerne åbnede op for den intellektuelle godtepose.

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi. Kontakt: soren@heartbeats.dk

Foto: Christian Bang (Heartland)

Politiet var mødt op i kampuniform og med automatvåben og skudsikker vest. Vejene indtil pladsen var talstærkt kontrolleret. Det samme var dørene indtil talks-teltet, der var klar til at tage imod en superhelt af dimensioner.

Salman Rushdie, kontroversiel forfatter med en fatwa hængende over sig, skulle sammen med kunstmennesket Hans-Ulrich Obrist lægge arm med den svære samtale om, hvor vi egentlig hører til – og hvor meget det betyder for os som mennesker at have følelsen af, at vi hører til.

Og hvorfor er det overhovedet et vigtigt spørgsmål at stille?

Jo, at dømme ud fra hvor mange gæster, der var troppet op, tyder meget på, at det er et spørgsmål, mange tumler med. Teltet var propfyldt med gæster, der viftende skulle holde varmen ud og lukke de eksistentielle tanker ind.

Der var store bifald, da de to intellektuelle sværvægtere trådte ind på scenen. Publikum havde tydeligvis hørt om og forventet sig meget af opsætningen. Og for to ægte akademikere er ingenting helligt, så vi startede ud med at rive samtale-konceptet lidt fra hinanden.

”Som 21-årig i London under den såkaldte ”Summer of Love” boede jeg oppe over den mest fashionable butik på King’s Road, der hed Granny Takes A Trip. Da jeg gik ind for at introducere mig selv for damen bag disken, sagde jeg, ”Jeg hedder Salman, jeg bor ovenover, jeg tænkte, jeg lige ville sige hej”, hvortil hun svarede, conversations are dead, man.”

Punch-linen gik rent ind hos publikum og dagens første spontane klapsalve var i hus. Skuldrene var sænket, fokus fra de varme temperaturer fjernet og øregangene var lirket op.

3500 år gammel hermafroditisk guddom

Den næste time gik i fremragende selskab, hvor moderator Barbara Læssøe Stephensen gennem hele talken holdt en skarp tråd, der gav plads til både konkret livserfaring og abstrakte kunstkommentarer, der til skøn afveksling rent faktisk var forankret dybt i faktisk og relaterbar virkelighed. Vi var inviteret til en slags superforelæsning i Heartlands Universitetstelt.

Og mens vi i går savnede, at debattørerne på scenen virkelig gik ind i spørgsmålene, og som til stor skuffelse forblev ved hyggesnakken, gik man her til stålet.

LÆS ARTIKEL Bedrag erstattede Skam

Ord blev smedet og svejset, og snakken blev vedkommende.

”Jeg indså hurtigt, at det ikke er nemt at stille denne slags spørgsmål. For det betyder også, at vi vælger hvad ”identitet” betyder og de ting, vi vælger at putte ind i den kasse,” lød Barbara Læssøe Stephensens oplæg, mens både Rushdie og Hans-Ulrich Obrist fulgte trop og på skift udlagde de mange ting, der gør os til, hvem vi er.

Navn. Fødselsår. Arbejde. Opvækst. Religion. Familie. Venner. Hudfarve. Land. Musiksmag. Ekskærester.

”Vi hører alle sammen til nogen eller til noget. Det behøver ikke alt sammen være et stort spørgsmål, som vi gør det til i dag. Men den måde ”identitet” bliver brugt, skaber en række problemer,” sagde Salman Rushdie og trak helikopterperspektivet frem:

”Det betyder noget forskelligt, afhængigt af hvor vi taler om det. I Indien (hvor Salman Rushdie er født, red.) mener de som regel religiøs identitet, mens det i Storbritannien har ført til en krise om, hvad det vil sige at være britisk. I USA handler derimod om raceproblemer og kønsidentitet.”

Men selv fasttømrede forestillinger har kendt en anden skæbne. For mere end 3500 år siden dyrkede man i hinduismen en guddom, der var halvt mand og halvt kvinde.

”Underligt, at Indien er så konservativ i dag,” konstaterede Salman Rushdie til publikums store begejstring. Jovist, kønsdebatten har også nået de danske breddegrader.

Sociale medier er ikke kun en ligegyldig tidsrøver

Vores egen H.C. Andersen fik også central betydning i teltets nyopdagede forståelse af egen identitet.

Der blev vist klip fra filmen ”H.C. Andersen og den skæve skygge” fra 1998, hvor hovedkarakterens skygge langsomt vokser sig selvstændig og endelig drager ud i verden og vender tilbage på egen hånd, stærkere end før og mere magtfuld end ejermanden selv.

På den måde har vi alle mange forskellige sider af os selv. Vi kan være én ting, når vi er sammen med vennerne, og en anden, når vi er i familiens varme skød. Og måske er vi allerede klar over, at det er sådan det forholder sig, men ifølge Salman Rushdie nytter det faktisk noget at sætte ord på det.

”Intet menneske er kun én ting. Vi er alle 25 forskellige ting på én gang. Og ofte er de ting i konflikt med i hinanden. Det sker, at jeg modsiger mig selv, og det er ganske i orden. For jeg tror, at en meget snæver idé om hvad ens identitet er, vil skabe problemer,” sagde han.

”Det skaber en modreaktion til globaliseringen,” supplerede Hans-Ulrich Obrist senere og fortsatte, ”og den modreaktion fører til nye former for nationalisme og rascisme. Derfor er den globale samtale vigtig,” fortalte han.

Og ”global samtale” behøver ikke være en teoretisk og virkelighedsfjern idé. Selv har Hans-Ulrich Obrist fået sig en profil på sociale medier, og herfra kan man jo i princippet snakke til hele verden på en gang og samme tid.

LÆS ARTIKEL Populærvidenskabens rockstjerner væltede Heartland

Derfor er sociale medier ikke kun en ligegyldig tidsrøver. De bliver ganske vist indopereret som et dagligt ritual, der hurtigt kan tage skikkelse af en overfladisk samtale, men hvis det daglige ritual er at tale med verden, er vi allerede nået langt i forhold til det globale naboskab.

Hvis bare vi er bevidste om, at det er det, vi gør, og vælger det til. Ligesom med identitet. Og således blev cirklen fuldendt.

Pointerne gav genlyd hos publikum, der kvitterede med stående oviation. På Heartland Festival formår gæsterne virkelig at sætte de intellektuelle i scene, og det er måske det, samfundet har brug for. Festivalen er fyldt med overskud og luksus, og hvis man kender Maslows behovspyramide, så den danske middelklasse helt dér oppe i toppen, hvor vi der virkelig er plads til, at vi kan tænke på andre end os selv.

Den eneste bekymring er, om vi kan tage de mange gode tanker med ud af Midtfyns lille parallelsamfund og ind i den virkelige verden.

Vi håber.

Søren Vestergaard Thiesen

Cand.mag. i journalistik og filosofi. Skriver om kultur, videnskab og teknologi. Kontakt: soren@heartbeats.dk