Nikita Klæstrup: Forstå dine venners styrker og svagheder med astrologi
Radio & podcast
menu-close

Nikita Klæstrup: Sådan kan du bruge astrologi til at forstå dine venners styrker og svagheder

25. marts 2019 |

Nikita Klæstrup skriver fremover om astrologi for Heartbeats. Her fortæller hun om, hvordan hun bruger sit ugentlige horoskop som rettesnor til selvindsigt og prøver at forstå sine medmennesker ud fra deres stjernetegn.

Mediestuderende, kattentusiast, Twitter-entertainer og generelt festlig type.

Jeg har tidligere skrevet om damebladenes forkærlighed for at fortælle dig, at en gammel flamme vil blusse op igen, men kan astrologi bruges til andet end gisninger om fremtidige flirts?

Kort fortalt: Ja. Selvom jeg er fast gæst til at tjekke mit ugentlige horoskop på Cosmopolitan hver evig eneste mandag, så er det faktisk ikke fremtidsperspektivet i astrologi, som interesserer mig mest. Det er der flere grunde til.

En af dem er, at jeg, som den neurotiske skorpion, jeg er, ikke blot skal tjekke mit eget horoskop, men også min kærestes. Da vi først var begyndt at se hinanden, tog han en uge til Bornholm. Samme uge fortalte hans horoskop mig, at weekenden ville byde på romantik. Det fik mig til at skrive til ham, og meget bestemt fortælle ham, at hans horoskop tog fejl, og der absolut intet romantik ville eller skulle være, før han var hjemme igen mandag. Kort sagt – jeg kan ikke administrere det.

Og det fører mig faktisk til min foretrukne brug af astrologi – selvindsigt. Jeg har skorpion både i sol og i Venus. Det medfører én lettere tendens til at blive besidderisk og jaloux.

Selvom astrologien kan forklare de her lettere uheldige karaktertræk, skal den aldrig bruges til at forsvare dem. Astrologi siger ikke, at fordi du er født på det her tidspunkt, da stjernehimlen så sådan her ud, vil du automatisk være sådan her, og dit liv vil udforme sig sådan her. Vi har en fri vilje.

LÆS OGSÅ: Nikita Klæstrup: Derfor er astrologi vildt moderne igen

Du kan ikke bruge det faktum, at du er født i tvillingens tegn som en eviggyldig undskyldning, når du endnu engang har spredt sladder. Et forsvar som: “Det var ikke min skyld. Merkur var i retrograd” vil nok heller ikke holde i retten, selvom jeg i visse perioder mener, at den burde. Og til et AA-møde vil det nok også virke fjollet at rejse sig op og sige: “Ja, mit misbrug startede jo nok, da jeg blev født i fiskens tegn. Virkelighedsflugt, am I right?”.

Astrologi kan give dig et indblik i dine styrker og dine svagheder. Det kan hjælpe dig med at forstå dig selv bedre, og når du kender dine faldgruber, kan du meget nemmere undgå at falde i dem. Astrologi kan også hjælpe dig med at forstå de mennesker, du omgiver dig med. Hvordan de tænker, og hvorfor de reagerer, som de gør.

Har du en ven, som ofte får raserianfald over ligegyldige ting? Han er sikkert vædder. Har du en veninde, som meget sirligt skriver alt ned i en dagskalender? Hun er sikkert jomfru. For mig at se er en af de største udfordringer i sociale sammenhænge, at vi oftest ikke forstår, hvorfor andre handler, som de gør.

Hvorfor danser løven ind i et lokale med et spor af festfyrværkeri efter sig, mens krebsen sniger sig ind og lige skal lære folk at kende, før den åbner sig op? Når vi forstår hinanden bedre, bliver det nemmere at omgås hinanden.

LÆS OGSÅ: Kramme-skeptikeren: Jeg er ofte mere til et solidt håndtryk, eventuelt med spyt i håndfladen

Jeg vil gerne afslutte denne astrologiklumme med at adressere de skeptikere, som har haft travlt med at fortælle mig (og Heartbeats), at der ikke er videnskabelig evidens for astrologi:

Jeg er ikke missionær. Jeg stemmer ikke dørklokker med pamfletter og siger: “Har du et øjeblik til at tale om vor herre og frelser, vandmanden?”. Kort sagt: Det er ikke vigtigt for mig, at du, kære kritiker, tror på astrologi. Så hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg ikke skal tro på det? Vi tror jo alle på et eller andet som ikke kan bevises. Kærlighed, intuition, kristendom, mavefornemmelse, Kernesunde Ninka eller luftige valgløfter.

Så skal vi ikke bare aftale, at jeg skriver om astrologi, holder øje med planeternes bane og laver birth charts på alle, der kommer ind i mit liv – og så får du lov til i fred – hver evig eneste gang Danmark spiller en landskamp i fodbold – at tage de gamle, stinkende strømper på, som du bar i 92, og som ikke er blevet vasket siden, fordi det er KLART, er det, som vil sikre os sejren?

Kærlig hilsen

Nikita, skorpion med krebs i ascendanten

Nikita Klæstrup

Mediestuderende, kattentusiast, Twitter-entertainer og generelt festlig type.