Godt så, sommeren er endelig overstået, og lige om lidt får Quentin Tarantinos seneste epos, ‘Once Upon a Time In Hollywood’, dansk premiere. Anmeldere og fans står med obligatorisk filmhipstercoolness lystne på lur, og det må være på tide med en liste funderet i Tarantinos univers. Dét bal åbner jeg med en rangordnet liste over de værste, klammeste og mest nasty snusk-sadister i mandens samlede filmværk.
Lad os få benspændene overstået: For det at være en snusk-sadist er altså ikke det samme som at være en episk, ensidigt ond stodder som for eksempel Mr. Blonde i ‘Reservoir Dogs’ (1992). Tilsvarende er der også det lidt besynderlige forhold, at Tarantinos skurke ofte er voldsomt karismatiske, men ret beset også lidt psykologisk halvkedelige (tænk for eksempel på den smådumme og fesne wannabe-aristokrat Calvin J. Candie fra ‘Django Unchained’, 2012). Eneste signifikante undtagelse fra denne tendens er så omvendt en af filmhistoriens bedste skurke ever, nemlig mageløse Hans Landa fra ‘Inglourious Basterds’ (som du kan finde hyldet her).
Sådan er en ægte snusk-sadist
Men kære læser, selvom du allerede nu mærker adrenalinen pumpe i dit hidsige legeme over den slags stride benspænd, så giv mig en chance for at argumentere for logikken i denne top-fem-liste over de værste snusksadister i mandens produktion.
Kendetegn? Snusk-sadisten har noget grundlæggende klamt, nedrigt, beskidt og skævt over sig. Snusk-sadisten er gusten og fugtig, klynkende og decideret lav. Vi starter med nogle klassisk-klamme snusk-sadister og ender ved de ypperligste af de små og tarvelige sado-niddinger.
5. Pantelåneren Maynard fra ‘Pulp Fiction’ (1994)
Vi åbner listelegen med en lille og alt for overset klam fyr fra ‘Pulp Fiction’ (1994), nemlig den depraverede og snuskede pantelåner Maynard (foruroligende overbevisende spillet af Duane Whitaker), en mand som ved et forrykt tilfælde får både Butch og Marsellus i sit klæbrigt-klamme spind.
Det er Maynard, som ringer til den blonde sikkerhedsvagt Zed og i et topnasty mandefællesskab voldtager mafiabossen Marsellus. Det også Maynard, som har den famøse bondageslave ”the gimp” i sin kælder, et læderklædt gespenst, som kun bliver lukket ud, når overgrebet skal i gang. En sært klam detalje ved Maynard er mandens næsten savlende orgasmeglæde ved at betragte Zed voldtage Marsellus. Gudskelov ender han med at få sin bekomst.
4. Überslaven Stephen fra ‘Django Unchained’ (2012)
En på overfladen betydeligt mindre vederstyggelig figur er Stephen fra revisionist-western-eposset ‘Django Unchained’ (2012), spillet af Tarantino-gengangeren Samuel L. Jackson. I modsætning til white-trash-pantelåneren nyder Stephen godt af sin plads som überslave på Candie-plantagen og indtager en central plads i persongalleriet. Det nedrige og sadistiske ved Stephen er knap så indlysende som hos Maynard, men til gengæld folder det sig ud gennem en tarvelig og slangeagtig kløgt, noget der dog kun kommer subtilt til udtryk, al den stund at manden ofte fremstår voldsomt og hudløst ærlig.
Det klamme er her også ulideligt tragisk, for den institutionaliserede racisme legemliggøres gennem Stephens besynderlige ”ligebyrdighed” med plantageejeren. Stephen både tilhører plantagen og er plantagen, han er både slave og pseudoherre og dermed i sidste ende også et sjæleligt tilintetgjort væsen, en snusket sadist, som aldrig havde en chance for at være andet – endda en sadist med dyb kærlighed til sin herre/surrogatbarn.
3. Sygeplejeren Buck i ‘Kill Bill: Volume 1’ fra 2003
Her i midten af det hele kommer vi til endnu en perifer klamphugger, beslægtet med sado-pantelåneren Maynard, nemlig Michael Bowen i rollen som sygeplejeren Buck. Vi er i ‘Kill Bill: Volume 1’ fra 2003, og i modsætning til alle de svært bjergtagende skurke filmen i øvrigt så gavmildt byder på (særligt skønt-brutale Gogo og trip-trappende O-Ren), er Buck både marginal, tarvelig og klam udover alle grænser.
Han skiftevis voldtager og udlejer adgang til Black Mambas livløse krop under hendes fire år lange koma, leverer kvalmende smørelse og systematiserer voldtægt. Hvad Buck mangler i overordnet kompleksitet, besidder han til gengæld i helt igennem vederstyggelig nastiness, en kvalitet bedst udtrykt i replikken: ”My name is Buck, and I’m here to fuck”!
2. Daisy Domergue fra ‘The Hateful Eight’ (2015)
Her mod de øverste af de klamme tinder finder vi den eneste kvinde på listen, nemlig Daisy Domergue fra ‘The Hateful Eight’ (2015). Hun spilles med forrygende indlevelse af Jennifer Jason Leigh og repræsenterer på sin vis noget af det mest beskidte i Tarantinos karriere.
Figuren er ganske simpel: Hun er en gemen forbryder lænket til dusørjægeren John Ruth, og de er på vej gennem snelandskabet til ordensmagten, så hun kan få, hvad der tilkommer hende. Det klamme ved hende er, ligesom ved Stephen, både ambivalent og vederstyggeligt. For på den ene side får hun tæv for et godt ord, slag og hån og det til højre og venstre, og så bliver hun, Gud bedre det, også klynget op i, hvad kritikere har kaldt en henrettelsespornografisk scene, hen mod slutningen.
Men midt i hendes grusomme vanære og systematiske undertrykkelse brænder hun igennem med en afskyvækkende og foruroligende styrke, som da hun med blåt øje og størknet blodtud blinker blod-seksualiseret til seeren. Daisy er en hæmningsløs naturkraft, der er som taget ud af Julia Kristevas tanker om det abjekte og derfor måske også det mest kønsproblematiske i Tarantinos samlede værk.
1. Stuntmanden Mike McKay fra ‘Death Proof’ (2007)
Men den allerværste, den klammeste og ubetinget mest nedrige af alle snusksadisterne i Tarantinos samlede produktion må være stuntmanden Mike McKay fra ‘Death Proof’ (2007). Rollen varetages med formfuldendt og kvalmende overskud af en crazy-klam Kurt Russell, og når privilegiet som rosinen i lige netop denne pølseende tilfalder en så tarvelig og småtskåren figur som Mike, hænger det uløseligt sammen med psykopatens vanartede maskulinitet.
For kigger man nærmere på Mike, opdager man uvægerligt en række sørgelige, sølle og sadistiske karaktertræk, som mest af alt forekommer at være grundlæggende modsætninger til traditionelle machoskurke. Det er nemlig ikke renblodet sadisme, som den smilende Mr. Blonde udviser og slet ikke den mesterligt-karismatiske og civiliserede kynismeondskab, som vi ser i Hans Landa, men derimod en tarvelig og antimaskulin nedrighed blottet for mod og hulemandskvaliteter. Han lurer i skyggerne som et ondt og amputeret patriarkalsk mareridt og slår til, når ofrene mindst venter det, men afslører sig i det øjeblik at modstanden indfinder sig som et klynkende misfoster. Føj, for den lede.
Her kan du se traileren til den nye Tarantino-film, hvor der nok også skal vise sig at være et par klammerter:
PR-fotos
