Han holder ved min gade i en sort bil. Jeg løber ned og sætter mig ind og prøver at have en vejrtrækning, der lyder upåvirket af at bo på fjerde etage. Han har medbragt stearinlys. Levende fucking stearinlys. Som på vores første date. Jeg flækker af grin. Han griner også. Det er ikke for at imponere. Det er bare fordi, han elsker stearinlys, griner han. Jeg elsker det. Fordi han er cool. Hvis han havde været kikset, havde jeg hadet det.
Vi kører rundt i København. Til lufthavnen. Kastrup. Østerbro. Nørrebro. Vesterbro. Kører bare. I flere timer. Vi skal ikke nogen steder hen. Jeg drikker af min rødvin, mens han komplimenterer min Spotify Wrapped.
Der er sne udenfor og julelys overalt. Jeg har hadet jul meget. Jul er mindre hyggelig, når julemusik er noget, der skal overdøve skænderier. Og det er mindre hyggeligt at synge om nissen på loftet, når man slæber en fuld mand på to meter rundt om et juletræ med levende lys. Det er tungt for en pige, der stadig har mælketænder.
Jeg har ikke længere kontakt til min far. Så nu er jul nemmere. Men det er stadig ikke en dag, jeg glæder mig helt vildt til.
Sidste år skrev jeg en klumme om, hvordan min mave plejede at sno sig som ulykkelige guirlander i juletiden. Mange skrev, at de kunne genkende følelsen.
Julen reklamerer med at være hjerternes fest. Nogle gange synes jeg, at det føles som en fest på en lukket klub, hvor pickeren kun lukker folk ind, der omtaler sig selv som glade julenisser. Og adgangskortet er godt humør. Hvis du har en kæreste, kan du springe køen over og gå direkte til døren for VIP.
Indenfor skal du hygge. Du skal drikke gløgg og kløjes lidt i mandelsplitter og rosiner, fordi du tog en for stor slurk i din ustyrlige julebegejstring. Og du må under ingen omstændigheder stå stille, når ‘Last Christmas’ bjælder for syvende gang.
Hvis du scorer og ender hos en af klubbens medlemmer, kan du være sikker på, at der ikke er mørkt i deres lejlighed. Der er lyskæder cirka overalt. Og hvis du har glemt at købe natmad, kan du bare spise hjemmelavede klejner, vaniljekranse, brunkager og pebernødder. Du finder dem stående fremme i antikke kagedåser på deres køkkenbord.
Alt er dejligt i december. Og ingen må ødelægge den skønne julefryd.
Husk, hvor upopulær den grønne julehader er i ‘The Grinch’.
Jo ældre jeg bliver, jo flere Grincher møder jeg i den virkelige verden. Folk, der føler sig ensomme i julen og mangler kram og kærlighed. Egentlig er det nok de færreste, der laller rundt uden nogen som helst bekymringer.
Det er svært at få plus på kontoen efter at have købt treogtyve julegaver til perifere familiemedlemmer, når din indkomst kun akkurat dækker dine faste udgifter. Og det kan være trættende at spise brændte, brunede kartofler med den onkel, der spytter, når han kaster politik på julebordet. Og hvis du tier stille, mens han siger noget sødt om Pia Kjærsgaard, kan du være sikker på, at han kigger på dig og afventer dit modsvar. Han stopper ikke, før du giver ham en ophedet diskussion.
Engang overvejede jeg at holde jul hos min veninde. Det sårede min mor. Man skal elske sin familie ekstra ubetinget i julen. Til nytår kan man være sammen med sine venner. Ikke til jul. Det er yderst forbudt og umoralsk.
Måske lyder jeg som en julehader. Det er jeg ikke. Jeg er taknemmelig. Taknemmelig for at have en familie at holde jul med. Jeg elsker min familie. Det er privilegeret at have sådan en. Ikke alle er så heldige.
Jeg prøver nok bare at sige, at det er okay ikke at elske alt ved julen. Det er okay, hvis du føler dig lidt ensom. Det er okay, hvis du gemmer dig på toilettet med din telefon, fordi du har brug for en pause midt i brun sovs og andesteg.
Det har hjulpet mig at tale højt om det. I næste uge skal jeg julebage med to veninder, der heller ikke er vokset op med en far i julemandskostume. Jeg glæder mig. Det er nemmere at hygge og glemme, når man ved, at de andres maver også knuder lidt over jul.
Bilen stopper foran min lejlighed.
Køreturen har krævet et enkelt stop på en tankstation. Man kan bruge meget benzin på tre timer. Næste gang vil han lave sin signatur-pastaret til mig. Og jeg undrer mig over, om alle mænd i København mon har været til det samme pastakursus?
