Foto: Rikke Nørgaard og Kåre Kiib

Porno med omsorg: ”Det er en del af en bevægelse”

Omsorg har fået hovedrollen i en ny bevægelse inden for pornoindustrien. Skuespillerne har fået en tillidsperson med på settet, som skal hjælpe dem med at passe på følelserne og sætte grænser.

Og action! Det er optagedag på en pornofilm på Refshaleøen, og med på settet er Andreas Kornelius. Han er en ny profil i pornoindustrien; en såkaldt emotional fluffer. Begrebet er opfundet af det danske porno-produktionsselskab, Bedside Production, der også laver porno med en omsorgsfuld produktion. Det er en form for følelsescoach, der hjælper skuespillerne med at sikre deres følelsesmæssige velvære og personlige grænser før, under og efter optagelserne.

”Min rolle er at have skuespillernes ve og vel som mit eneste fokus,” siger Andreas Kornelius.

Sådan fungerer det nemlig, når man laver etisk porno.

”Etisk porno er en del af en bevægelse, der ikke kun har fokus på at være ophidsende og eksplicit, men også bygger på moralske værdier,” siger Sidsel Harder, der er adjunkt og forsker i porno ved Københavns Universitets Sociologiske Institut.

Også andre i forskningsverden er begyndt at interessere sig for pornoens produktionsform. I 2023 opstillede forskere fra Sydney University seks kriterier for porno, der kan understøtte en sund seksuel udvikling blandt unge mellem 18-25 år. Forskningen er offentliggjort i International Journal of Sexual Health. Et af kriterierne er en etisk pornoproduktion.

Men en omsorgsfuld produktion er svær at definere. Der er mange former, – og en af dem er feministisk porno.

”For eksempel har den feministiske porno en bestemt forståelse af, hvad omsorgsfuld vil sige. Alle skal høres, have lige betaling og lige meget indflydelse,” fortæller Sidsel Harder.

Foto:  Rikke Nørgaard og Kåre Kiib

Sikre rammer for skuespillerne

Billedkunstner og pornoinstruktør Frida Retz er en del af den danske pornobevægelse, der producerer porno med en omsorgsfuld produktion.

Den 31. januar i år havde instruktørens tredje film: ’Under the Cherries’ premiere for en udsolgt sal i Empire Bio i København.

Filmen indeholder: buttplugs med blomster. Nøgne kroppe i mudder. Våde kys. Fisting. Golden showers. Og masser af grin.

Med på settet havde Frida Retz en emotional fluffer ligesom Andreas Kornelius. Udtrykket fluffer stammer fra mainstreampornoindustrien, hvor personen sørger for at holde den mandlige skuespillers erektion ved lige. Men det er der ikke tale om her.

Andreas Kornelius er med som en slags tillidsrepræsentant hele vejen igennem. Han er til stede, så de medvirkende altid har en at søge hen til og få omsorg fra.

”Hovedkernen i en omsorgsfuld pornoproduktion er, at en emotional fluffer er lige så vigtig for produktionen som en af kamerafolkene,” mener Frida Retz.

Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Frida Retz er selv skuespiller i pornofilmen ’Under the Cherries’. 
Og hun understreger vigtigheden af Andreas Kornelius’ rolle.

”Det er især vigtigt, at der er gode forhold, når folk er i en så sårbar situation, som de er i, når man laver porno. Jeg kunne slet ikke forestille mig at lave porno længere uden en emotional fluffer. Det er også en tryghed for mig,” siger hun.

Vetoret til de medvirkende

Frida Retz har mange ting at se til, når hun er på filmsettet. Det kan derfor være svært at udfylde alle roller til perfektion. En emotional fluffer skaber sikre rammer for de medarbejdere, der er på settet. Især for skuespillerne.

”Hvis skuespilleren siger, at de ikke kan mere, så går jeg hen til instruktøren og siger, at vi stopper for i dag. Det har man vetoret på. På alle tidspunkter har man ret til at stoppe uden forklaring,” siger Andreas Kornelius.

Når han møder ind på arbejde på optagelsesdagen, er størstedelen af arbejdet lavet på forhånd. Han kender nemlig skuespillernes grænser, usikkerheder og undren. Det er blevet snakket godt og grundigt igennem – adskillige gange.

”Når man har lavet sit forarbejde godt, så er der oftest ikke så meget at lave på selve dagen”, siger Andreas Kornelius.

For selvom en person er villig til at lave porno, kan vedkommende stadig synes, det er svært at tale om sex, grænser og lyster.

Omsorgskontrakter

Frida Retz har lavet tre pornofilm. Til hver film har hun videreudviklet på et dokument, som hun kalder omsorgserklæring.

”Den går fra helt basale ting, som at man skal have mad og vand, man skal tage en pause, og man kan trække filmen tilbage, hvis man på et tidspunkt ikke vil have, at den ikke skal vises længere,” siger Frida Retz.

Derudover inkluderer kontrakten også, at man ikke skal antage hinandens køn, og man skal ikke forvente, at andre har de samme grænser som en selv. Omsorgserklæringen er lavet af Frida Retz, for der findes nemlig ikke en officiel kontrakt om omsorg inden for pornoindustrien.

Og cut! Pornofilmen er skudt færdigt. Der ryddes op. Andreas Kornelius er færdig med optagelser for denne gang. Men han er stadig på arbejde de næste uger. Han står til rådighed for de medvirkende – lige så længe de har behov for.

Find mere om
Footer graphics