Pop / Bowie / Anderson / Løppenthin
Radio & podcast
menu-close

Pop / Bowie / Anderson / Løppenthin

13. juni 2016 |

Man tænker måske, at ungdommen hører ungdommen til, og at det er patetisk, når ældre mennesker kaster sig ud i en eller anden akut livsudfoldelse – hvis ikke ligefrem -glæde. Men her i 2016 har vi oplevet det næsten ufattelige, at, hvad vi – der er gamle nok – oplevede i vores ungdom, genopstod og har bragt flere skelsættende oplevelse med sig.

Forlægger og forfatter der har tilbragt et helt liv i litteraturens tjeneste og nu laver poesiradio her på Heartbeats.

Man tænker måske, at ungdommen hører ungdommen til, og at det er patetisk, når ældre mennesker kaster sig ud i en eller anden akut livsudfoldelse – hvis ikke ligefrem -glæde. Risikoen ligger ligefor, men her i 2016 har vi oplevet det næsten ufattelige, at, hvad vi – der er gamle nok – oplevede i vores ungdom, kom rejsende til og var lige så ungt og energisk og håbefuldt og desillusioneret på samme tid og decideret ligeglad med alder og aldring, idet Iggy Pop kastede sig ud i en aften og et forventningsfuldt publikum i Falconer Salen på Frederiksberg! En af årets største musikalske/menneskelige oplevelser, so far!

Repertoiret ved koncerten bestod udelukkende af numre fra de to plader, Iggy Pop indspillede sammen med David Bowie i 1977, samt hans nye plade, “Post Pop Depression”, som betegner noget, der ligner et decideret comeback. Pladen er produceret af – og blevet til i et samarbejde med – Josh Homme fra Queens of the Stoneage. Musikerne fra pladen var også med til koncerten, der på en temmelig overbevisende måde formåede at sammensmelte numrene fra 1977 (Bowie, Berlin) med det seneste nye. Det var ikke til at forudse i 1970’erne, at Iggy Pop ville overleve David Bowie, men sådan gik det. David Bowie døde før Iggy Pop.

Til gengæld gjorde David Bowie noget enestående – som vist ingen har gjort så smukt og bevægende, ja, rystende før – han iscenesatte sin død ved at udgive årets plade (allerede i januar!) på sin fødselsdag – to dage, før han døde. Pladen, “Blackstar”, er ikke bare en tilbagevenden til fordums højder, det er en særegent intelligent, vidunderlig skøn og dybt sorgfuld plade, ulig alle andre plader i sin dødskonfrontation. Man kan naturligvis ikke sige, at den er bedre end David Bowies bedste plader, men den er i allerhøjeste grad usædvanlig og vil ikke forlade ens bevidsthed, når først den er ankommet som fra en anden verden.

En tredje skelsættende oplevelse i 2016 var – er, for den går stadig – Laurie Andersons film “Heart of a Dog”, som ligeledes handler om død, en hunds død; men jo også – uudtalt – hendes mand, Lou Reeds død. Afsked er et tema, men filmen, som er et egentligt filmessay, en tankes følelsesmæssige udfoldelse, handler snarere om alt: om livets rum for kærlighed og død, i den forbindelse, der er imellem dem. Moderens død; moderens kærlighed. Alle disse skår, alle disse dråber; alle disse snefnug og sammenhænge. Det er overvældende, fordi man, når man sidder i biografen, fragtes via tankens – og følelsens – kraft til egne forvandlingscentre.

Laurie Anderson er multikunstner, musiker, filminstruktør, en slags levende happening, der formulerer sig med alle midler – og hendes speak i “Heart of a Dog” er i sig selv et digt, smukt artikuleret, dertil tankevækkende. Til sidst i filmen hører man Lou Reed synge ”Turning Time Around” fra det sene album “Ecstasy” – hvilket selvfølgelig understreger filmens egentlige hovedperson, men også sender tanker og kuldegysninger tilbage i tiden til alle Lou Reeds plader, ikke mindst “Transformer” (1972) – produceret af David Bowie og Mick Ronson – og det følgende års “Berlin”. (Igen Berlin, igen Bowie!). Også et soundtrack er udkommet.

På den danske scene kan man være heldig at møde Solegern, en tomandsgruppe m/k, bestående af digteren Lea Marie Løppenthin (tekst og sang) og Nikolai Elsberg (melodi og guitar), der kan give sære mindelser om Jonathan Richman eller Patti Smith, ført frem til dette øjeblik på dette sted: København en regnvåd eller sneforblæst aften. Så kommer Solegern og sætter tingene på plads: forsøgende, prøvende, hvordan ellers? Løppenthin debuterede i 2014 med digtsamlingen “nervernes adresse” og har netop udsendt samling nummer to, “Marts er bedst” – med digte, der for en dels vedkommende ikke er ukendte for Solegern-fans.

Den er udsendt på det lille forlag OVBIDAT (Organiseret vold begået imod den almindelige tale), der udgiver hjemmeproducerede bøger, syet i hånden og – i dette tilfælde – med unikke, håndmalede omslag. Hvilken bog skal man have fat i fra (første halvdel af) 2016? “Marts er bedst”, som er foruroligende ved, at hver sætning (eller skal vi sige: principielt hver sætning) rummer poesi, som den første i det sidste digt, ”os”: ”vinden bevæger fabrikkens damp så det ligner en højtid”. Eller den sidste fra samme digt, som kunne være tilegnet såvel Pop som Bowie og Anderson: ”hvem ved om evigheden alligevel findes her hos os”. Ja, hvem ved?

Asger Schnack

Forlægger og forfatter der har tilbragt et helt liv i litteraturens tjeneste og nu laver poesiradio her på Heartbeats.