Palmesøndag gik Nørrebro op i flammer og kort tid efter var den danske højrefløj blevet et parti rigere. Rasmus Paludan – “Frihedens Soldat, De Svages Beskytter, Samfundets Vogter, Danernes Lys” som han benævner sig selv, har nu underskrifter nok til opstille sit parti Stram Kurs til folketingsvalget. Det betyder, at han får plads i partilederrunderne sammen med Lars Løkke og Mette Frederiksen, og at hans medkandidat, den voldsdømte fækalie-kunstner Uwe Max Jensen kommer til at sidde med ved valgmøder ude omkring i landet.
Man spørger sig selv – kan de virkeligt ikke få det stramt nok ude på højrefløjen? Nu har Dansk Folkeparti svunget taktstokken næsten uafbrudt siden 2001 og blev endda det næststørste parti ved sidste valg. Så kom den blonde valkyrie Pernille Vermund fra Nye Borgerlige på banen med nogle endnu mere opskruede udmeldinger, og nu skal vi også trækkes med den groteske provokatør Rasmus Paludan.
For hvor Vermund har en række ekstreme holdninger, hun vil bl.a. fratage udlændinge adgang til offentlig hjælp, så er hun trods alt tilhænger af grundloven. Sådan er det ikke med racismedømte Paludan. Slet ikke. Han er “etno-nationalist”, hvilket i praksis vil sige tilhænger af hvidt overherredømme, og han går ind for fratagelse af statsborgerskab og udvisning af alle danskere med mellemøstlig baggrund. Det vil sige en etnisk udrensning af cirka en halv million mennesker, sådan som det skete på Balkan i 90’erne. Læg dertil fængselsstraf til de etniske danskere som Venstres Jan. E. Jørgensen, der taler ham imod.
LÆS OGSÅ:
Der er altså god grund til at føle afsky og bekymring, men inden man lader det harmdirrende raseri over Paludans idioti tage overhånd, er det vigtigt at huske på: Han ønsker at gøre dig vred.
Paludan er nemlig ikke Hitler. Han er først og fremmest en provokatør og en troll. Han bruger bevidst parodier og overdrivelser til at fremprovokere den stærkest mulige reaktion. En skamløs løgner der helt ublu i medierne påstår aldrig at have brændt en koran, selv om nettet flyder over med fotodokumentation. Desværre er han underholdende på samme måde som et afsnit af ‘Jackass’ eller dårligt reality-tv med pik og patter. Det er ikke et tilfælde, at hans berømmelse startede på youtube. Jeg hørte om ham første gang, da jeg for år tilbage i et S-tog overhørte en gruppe folkeskoleelever ivrigt diskutere hans videoer.
Det skal ikke undskylde hans hadske holdninger, men det er vigtigt at huske på, at hans stærkeste kort er at få modstanderne op i det røde felt. Således var han aldrig blevet opstillet, hvis det ikke var lykkedes at provokere autonome venstreekstremister og muslimske gadedrenge til slagsmål og ballade på Nørrebro.
Omvendt er han også umulig at ignorere, for han angriber en udsat gruppe af mennesker, nemlig minoritetsdanskere med muslimsk baggrund. Som demokrat kan man ikke bare sidde den slags overhørig. Det hjælper bare ikke at synke ned på hans niveau for som hans nylige optræden i ‘P1 Debat’ viste, så er han langt mere erfaren i en udveksling af skældsord end sine modstandere. Samtidig skal man heller ikke behandle ham som en normal politiker, for hans holdninger må ikke normaliseres. Vi skal ikke have en seriøs diskussion om at sætte uskyldige mennesker i lejre.
En giftig Pennywise der lever af frygt og splittelse
Det bedste, man kan gøre med en karakter som Paludan, er at forstå ham og hans virkemidler. Han er den onde variant af de komikere og klovne, der de seneste årtier er blevet en politisk magtfaktor overalt i vesten. Som en giftig Pennywise der lever af frygt og splittelse. Den røde tråd i hans politiske karriere er ikke fremmedhad. Han sad i Radikal Ungdoms hovedbestyrelse sammen med Zenia Stampe. Nej, det, der driver ham, er mere sandsynligt en konstant følelse af forurettethed og higen efter opmærksomhed. En kikset dreng der har opgivet at blive elsket og derfor satser alt på hadet.
Hvor slemt er det? Her og nu er skaden overskuelig. Flertallet af Paludans stillere har næppe læst hans program. De synes bare, det er fedt med lidt gang i gaden, og at nogen taler parnasset og alle de politiske korrekte imod. Danmark risikerer ikke en fascistisk magtovertagelse. Tværtimod står højrefløjen samlet til at få det ringeste valg i mange årtier, og især Dansk Folkeparti er gået mærkbart tilbage. Vermund og Paludan er ikke udtryk for styrke, men for rådvildhed og splittelse. Det mest sandsynlige udkomme af deres politiske ambitioner bliver øget stemmespild på højrefløjen.
Problemet med Paludan er først og fremmest, at han er symptom på en række dybere problemer, herunder den politiske polarisering i Vesten som også Trump udnytter. Læg dertil Nørrebro-balladen, der desværre viser, hvordan retssikkerheden i dele af København er sat ud af kraft på grund af venstreekstremister og islamister med banderelationer. Den bedste kur mod typer som Paludan er at få styr på de samfundsproblemer.
For gør vi ikke det, kan problemet sprede sig. Det er slemt nok, at danske muslimer skal gennemleve en valgkamp, hvor de bliver lagt had og truet med etnisk udrensning, men balladen kan også eskalere til en ny Mohammed-krise. Lige nu er politiets ressourcer strukket til bristepunktet, men forestil dig, at der kom fem nye Paludan’er, samtidig med at de autonome begyndte at brænde danske flag af, og islamister fejrede, at udsendte danske soldater var blevet dræbt. Hvad hvis en politimand eller Paludan selv kommer slemt til skade? Han bruger trods alt ikke vold, hvilket ikke kan siges om alle hans modstandere.
Kommer valget til at stå mellem ham og voldsparate islamister, så er hans vælgerpotentiale pludseligt mangedoblet.
