I podcasten ’Vis mig dit CV’, hvor journalist Louise Graa Christensen dykker ned i kendte danskeres arbejdsliv, fortæller Glenn Bech om de formative år, der førte ham til det sted, han står i dag – om at begynde på handelsskolen uden at vide, hvad man skal med livet, om at lande det første studiejob, der gav selvtillid, og om at opdage, at hans drivkraft udsprang af noget mørkt.
– “Jeg har været drevet af en afstandtagen fra mit ophav,” siger Glenn Bech. “Jeg oplevede nogle ting i mit barndomshjem, som man ikke skal opleve som barn. Det plantede en skam i mig – og et behov for at bevise mig selv i verden.”
Men skammen blev også en drivkraft, der fik ham gennem psykologistudiet, videre til Forfatterskolen og frem til det gennembrud, der har gjort ham til én af samtidens store stemmer.
Det forjættede land: Forfatterskolen
Det står ikke klart for Glenn Bech, hvordan han får øjnene op for Forfatterskolen. Men han genkalder sig følelsen af at være tiltrukket af at skrive – en passion, han blev advaret mod i sit barndomshjem, fordi det ikke blev anset som en farbar levevej.
Alligevel begyndte han på en skriveskole i Aarhus, som skulle vise sig at blive de spæde skridt ind i en helt ny verden.
– “Det føltes helt vildt forbudt, men jeg elskede det. Passionen tændtes så voldsomt i mig dér, at det her det kunne jeg til sidst ikke ignorere,” siger Glenn Bech.
Passionen voksede, og drivkraften mod Forfatterskolen blev opslugende. Nærmest altopslugende. Han siger jobbet som forskningsassistent op og blanker sit speciale, så han kan hellige sig til at give sig selv de bedst mulige forudsætninger for at blive optaget på Forfatteskolen.
I dag forsøger han at finde ro i et liv, der endelig er hans eget. Han ser tilbage på de år, hvor han kæmpede sig fri af både fortidens og samfundets forventninger, men uden at glemme, hvor han kommer fra:
– “Jeg forsøger at vælge det bedste fra begge verdener. Jeg kan godt elske storcenteræstetikken uden at ironisere den, men jeg nyder også at bo et sted, hvor jeg tør stå på togstationen om aftenen.”
Lyt til episoden af ‘Vis mig dit CV’, hvor Glenn Bech fortæller om klasserejse, skam, mod og den langsomme proces med at finde et sted at stå – midt mellem Horsens og Nordsjælland.
Vært: Louise Graa Christensen
Podcastredaktør: Emma Engdal
