Hvorfor er musikbranchen så mandsdomineret?
Det er et spørgsmål som forfatter, foredragsholder og koncertarrangør Anya Mathilde Poulsen har forsøgt at svare på i sin bog ’Vilde Kvinder, Mørke Toner’, der netop er udkommet på Gads Forlag.
I bogen beskriver hun forskellige bud på kulturhistoriske årsager til at kvindelige musikere er blevet glemt, undervurderet eller misforstået igennem tiden. Samtidig fremhæver hun et hav af kvindelige musikere, der både tæller ikoner som Patti Smith, PJ Harvey og Courtney Love, men også de for majoriteten mere perifære musikalske bekendtskaber, som bluessangerinden Ma Rainey og gospelguitaristen Sister Rosetta Tharpe.
Til podcasten Rockhistorier har hun lavet en playliste fyldt med kvindelige musikere og det giver anledning til en god snak om køn og musik med de to værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
Den rebelske mand
Ifølge Anya Mathilde Poulsen skal kimen til den mandsdominerede musikbranche, vi stadig har i dag, findes ved den rytmiske musiks helt store kommercielle gennembrud i 1950’erne. Her opstår arketypen om den rebelske mand gennem ikoniseringen af popkulturelle fænomener som Elvis Presley, skuespilleren Marlon Brando og de mange forfattere inden for beatgenerationen som Jack Kerouac og Allen Ginsberg.
”Samtidig bliver kvinderollen meget begrænset. Der kommer virkelig et ideal om at kvinden skal være den perfekte husmor”, forklarer Anya Mathilde Poulsen i podcasten.
Det forhold at kvinderne må tage sig til takke med rollen som ”home maker” skyldes, at de amerikanske mænd kommer hjem fra 2. verdenskrig.
Fra at kvinderne varetager mange af samfundets essentielle opgaver, skal mændene igen have plads på arbejdsmarkedet. Samtidig stiger velstanden i samfundet i en sådan grad, at kvinderne ikke behøver at arbejde. Det betyder, at der ikke er særlig meget plads til, at rollen som kvindelig rebel kan indtages eller omtales. Men faktisk er den kvindelige rebel til stede i musikken langt før halvtredsernes begyndelse.
Elvis Presley var symbolet på den rebelske mand, da den rytmiske musik fik sit kommercielle gennembrud. Foto: All Over Press.
Klassisk kvindeblues
Skal man fremkalde den klassiske blues for sit indre blik, vil mange nok se bluesguitaristen Robert Johnson eller en anden ensomt strejfende, afroamerikansk mand med en guitar for sig. Men bluesens spæde start er også præget af signifikante kvindelige fingeraftryk.
Det var den afroamerikanske kunstner Mamie Smith, der indspillede den allerførste bluessang med nummeret ”Crazy Blues” i 1920, og senere fulgte en hel bølge af kvindelige bluesmusikere, der spillede, hvad der blev døbt ”classic female blues.”
En af de store inden for denne genre er Ma Rainey, der med sit omrejsende liv og seksuelt eksplicitte tekster udfordrede forestillingen om, hvordan en kvinde kunne strukturere sit liv.
”Der er sådan en vild livsappetit over hende, som man stadig kan mærke på tværs af de her næsten 100 år, der er gået”, fortæller Anya Mathilde Poulsen.
Ma Raineys relevans er for nylig blevet optændt igen af Netflix-serien ”Ma Raineys Black Bottom”, hvor skuespiller Viola Davis portrætterer sangerinden, der blandt andet gjorde sig bemærket med sangen ”Prove It On Me Blues”, som er baseret på en hændelse fra 1925, hvor hun blev arresteret for at tage del i et orgie med sine korpiger.
”Der var virkelig mange af de tidlige blueskvinder, der sang om meget seksuelt eksplicitte ting og man kan blive helt overrasket over, at de gjorde det på det tidspunkt”, forklarer Anya Mathilde Poulsen.
Feminisme i nutidens pop
Hvis man skulle tro, at det den dag i dag ikke længere er relevant at tale om en mandsdomineret musikbranche, skal man tro om igen. I 2017 lavede en række danske musikorganisationer en undersøgelse, der fandt at kønsbalancen i musikbranchen var 75% i mandlig favør.
Samtidig holder nogle af de største kunstnere i verden sig ikke tilbage fra at omtale emner relateret til køn i deres musik.
Både kunstnere som Taylor Swift, Billie Eilish, Lana Del Rey og Fiona Apple har bidraget til en feministisk dagsorden i populærmusikken og verdensstjernen Beyoncé stod i et ikonisk øjeblik foran en række lysende bogstaver, der dannede ordet FEMINIST til hendes optræden ved MTV Video Music Awards i 2014.
Netop Beyoncés sang ”Formation”, hvor hun proklamerer ”Come on, ladies, now let’s get in formation”, har Anya Mathilde Poulsen en særlig kærlighed til.
”Det er både en opfordring til at slutte sig sammen, gå i fællesskab, stille sig i formation og yde en form for modstand. Men samtidig kan det høres som et ønske om bevidstgørelse og information”, siger hun.
På den måde er nutidens popmusikere altså forbundet med en lang musikhistorie, der kontinuerligt har udfordret normer og forestillinger om køn.
Du kan lytte til hele afsnittet af podcasten Rockhistorier med Anya Mathilde Poulsen her.
Beyoncé omtaler emner omkring køn i sin musik. Foto: Aller Media.
