PIS, POT OG POLERET STIL. MIT HJERTE SLÅR ET SLAG FOR FESTIVALEN
Radio & podcast
menu-close

PIS, POT OG POLERET STIL. MIT HJERTE SLÅR ET SLAG FOR FESTIVALEN

11. juli 2016 |

Mandag oven på årets Roskilde Festival har jeg sovet i tretten timer. Festivalen er blevet malket på det groveste og resultatet er kastet op ud over min Facebook-news feed og Instagram.

Mandag oven på årets Roskilde Festival har jeg sovet i tretten timer. Festivalen er blevet malket på det groveste og resultatet er kastet op ud over min Facebook-news feed og Instagram. Lugten giver mig kvalme. Fotoserier, videoklip, koncertanmeldelser, street-style, publikumreaktioner, favoritoplevelser; det er for meget. Og alligevel vælger jeg at bidrage til malkningen, og skrive dette indlæg. På forhånd vil jeg advare om, at beretningens sammenhæng måske er på niveau med sammenhængen i min hjerne på nuværende tidspunkt: der roder.

Én ting er vennernes billeder (indrømmet – jeg har selv lagt billeder op af imponerende lysshows til vidunderlige koncerter og formidable, fulde folk). Det er naturligvis surt ikke at være en del af flokken og i stedet sidde hjemme på sin sofa, mens billederne ruller ind af fest, farver og nye bekendtskaber.

I min omgangskreds er Roskilde en ting, som man absolut skal til – og hvis ikke overskuddet er der, forlader man gerne landet, for at undgå medier og venners Roskilde-rus på de digitale platforme. Det er simpelthen for smerteligt, hvis ikke man er en del af festivalen. Jeg gik en tur over Dronning Louises Bro i København den dag festivalen startede. Der var sommervarme på 26 grader, og det var netop sådan en dag, hvor broen burde være fyldt til randen af skægge typer og smarte mennesker i solbriller med øl og musikanlæg. Der var fuldstændig støvsuget. Roskilde er en mega-magnet.

Noget andet er bagsiden af medaljen: de mange tømmermænd, den nærmest ikke eksisterende nattesøvn, de irriterende for-fulde typer, stanken af pis, støj og larm, teknofesten lige bag teltet og alt for mange indtryk. Kroppen får stress og går i alarmberedskab. Maven brokker sig over øl, bakterier og uhensigtsmæssige spisevaner på festivalen. Men det behøver vi ikke at promovere. Og hvis vi gør, så gør vi det med stil, ironisk distance og fede jokes.

Min egen festival i år – og sidste år for den sags skyld – har været en anden end camping, ølbowling og fællesskabsrus. Jeg har været en del af den smarte “by” bag både liv og skidt: Mediebyen. Jeg stødte på nogle venner ude på festivalpladsen som spurgte om, hvordan jeg kunne arbejde med en computer på Roskilde Festival. Gad vide om den almindelige festivalgænger overhovedet kender til Mediebyen? Området ligger til højre for Roskildes varemærke: Orange Scene. I Mediebyen er der et presserum med strøm, gamle computere og et hav af både danske og internationale journalister og fotografer.

Men Mediebyen er overvejende noget helt andet: Det er et område med barer og madboder (flest af førstnævnte), hvor folk fra musikbranchen, artister, kendte og den slags folk, der gerne vil være kendte, for en stor del render rundt med en drink i hånden. Man får hurtigt fornemmelsen af, at de fleste ikke er der for musikken, men simpelthen for at stå dér med dén drink. Når det er skyet, tager de deres smarte regnjakker af mærket Rains på, og ellers flasher de deres moderigtige mærkevare-outfits i hovedsagelig sorte, hvide, mørkeblå og grå nuancer – her snakker vi lækre læderjakker, smarte solbriller, stilrigtige støvler og enkelte forsøger sig med høje hæle. Ja, jeg har også en læderjakke, og ja jeg har også en Rains-regnjakke, og ja, jeg har bevidst haft begge dele på i Mediebyen til daglig. Dog har jeg gjort en dyd ud af at blande farvestrålende ikke-mærkevarer ind i den generelle påklædnings dystre farvelandskab. Dobbeltheden længe leve.

For sådan er det bare på Roskilde Festival. Kontrasterne mødes overalt. Man hører til, og man hører ikke til. Man leger med på karnevalsbølgen, og pludselig springer man fra. Man danner sig selv i mødet med det sociale ved at sige fra, som en professor engang sagde i en akademisk tekst. Måske gør man det først efter bitter erfaring, men erfaring skal der til. Man lærer sig selv at kende og udvikler sig.

Campisterne elsker og nyder og bøder for legen med tømmermænd, pisstøv og mudder, ligesom jeg kæmper med min egen og alle andres dobbelthed i Mediebyen. Det er himmel og helvede, for uanset om man drikker til eller ej, bliver man så fuld af indtryk, at det er en kunst at komme igennem alle festivaldage. Af den grund har jeg lært at sætte pris på den famøse Medieby, for der er renere, roligere, og folk er ikke helt så åbne og kontaktskabende, som ude på den levende festivalplads. Det er luksus og det er samtidig sørgeligt.

Det der sker i Mediebyen bliver i Mediebyen. Fulde kendisser, der klamrer sig til barers pæle for at holde sig oprejst eller bare snubler klodset rundt ville være den perfekte forside på ethvert sladderblad. Men det slipper ikke ud. Og hvis det gør, er det kun som et rygte. Fotograferne og journalisterne vil også have deres drinks. “Jeg holder tæt, hvis du gør”. Men jeg vil alligevel sige, at en fotograf fra magasinet Gaffa sidste år gik direkte hen til mig og klaskede mig i røven – eller han forsøgte i hvert fald, og ramte mit lår i stedet. Jeg blev gal. Hele den flok jeg stod sammen med blev gal. Men manden var flygtet på et split sekund. Den slags sker åbenbart.

Vi elsker jo sladder. Vi mæsker os i det. Er det derfor ethvert musikmedie med respekt for sig selv bringer nyheder fra Roskilde Festival? Realiteten er jo, at arbejdet for en stor del drukner i det store Roskilde-nyhedshav. Hvorfor er der brug for det? Danmarks medier lader sig oversvømme af festivalstemning, nøgenløbsbilleder og alverdens reportager; og fratager andre kulturbegivenheder håbet for for mediedækning.

Roskilde Festival har en bagside med alt det vi hader. Det klamme, det med at gøre ting kun for at skabe et image, det sundhedsfarlige, det dumme og så videre og så videre. Men på dét sted på dén tid af året opstår ren kærlighed – det er her næstekærligheden, åbenheden og det stolte danske frisind boltrer sig. Taget i betragtning af hvor mange fulde mennesker der er samlet på Roskilde Dyreskueplads i festivalugen, synes jeg det er dybt imponerende, at jeg aldrig har set et slagsmål på festivalen. Derimod har jeg set fulde mennesker stå af rusen for at hjælpe, når der har været brug for det. Når en ung pige på seksten år er for fuld klokken to om eftermiddagen, skal der nok komme en venlig sjæl til undsætning og følge hende hjem til sin lejr. Når to stive idioter er for store idioter, er der nogen der tager affære, og får dem til at forstå, at de er for meget.

Og når dén kærlighed er til stede, fylder de negative ting pludselig mindre. At jeg i år under koncerten på Arena med 80’er-bandet New Order stod i kø til toiletterne i fyrre minutter, for så at konstatere at alle toiletvognens toiletter var stoppet helt til (flere med imponerende høj og brækindbydende top på), var mindre vigtigt. Det vigtige var, at jeg stemte i og brokkede mig sammen med de midaldrende kvinder omkring mig i køen, og at vi sammen tissede på hug bag toiletvognen, mens vi grinede på fuld knald. Bagefter stod jeg i kø for at købe en kold fadøl, og så skete det magiske, at der gik dansedyst i den. De tre ølkøer kæmpede side om side om at lave de mest fantastiske, sjove dansetrin. Det sker på Roskilde Festival. Vi kender ikke hinanden, men vi har det tilfælles, at vi er der med gode intentioner, selvom intentionerne er meget forskellige.

Hver gang jeg har været på festivalen, er jeg kommet hjem og har haft lyst til at brække mig over den, fordi jeg aldrig kan rumme dens virkning – og det gør det ikke bedre at man oven i hatten skal håndtere dens massive fodaftryk i medierne. Men hver gang munder følelsen af væmmelse ud i dyb taknemlighed. Mest af alt taknemlighed for den hjertevarme, man får bekræftet lever i os. Og det kan man i dén grad have brug for i dagens Danmark, hvor det føles grænseoverskridende for flertallet at starte en samtale med personen på sædet ved siden af i bussen.

Omvendt er det også en kæmpemæssig udfordring: At se så mange hårdtarbejdende mennesker knokle for at få festivalen på benene og holde den kørende – og samtidigt observere hvordan menneskemængderne smider skrald på jorden, pisser ved siden af de opstillede pissoirer med vilje og ødelægger de fine, smukke omgivelser. Skal man være et svinende svin, kan man svine dér, den ene gang om året. Der er i det mindste nogen der rydder op. Sådan kan man med en god portion god vilje godt argumentere. Men det er lige så hårdt at se, hvordan folk ødelægger sig selv fuldstændig og forfalder gennem gentagne overskridelser af private og sociale grænser. Forfaldet fører forhåbentlig – og det vælger jeg at tro på – til noget godt.

Festivalen er nedbrydende. Men den er mindst lige så levende og får glæden til at blomstre – også på sigt. Den er langt mere end druk og dansefester og koncerter og klamydia. Den er kærlighed. Og næstekærlighed og nærvær. Og leg og løssluppenhed.

Amy Horn