”På dårlige dage har min datter set mig stå og vrænge af mig selv i spejlet"
Radio & podcast
menu-close

Sandheden om at have bulimi som voksen kvinde og mor: ”På dårlige dage har min datter set mig stå og vrænge af mig selv i spejlet”

21. maj 2019 |

I denne artikelserie giver vi en række almindelige mennesker i ualmindelige fag eller situationer ordet. I dag fortæller en voksen kvinde om at have bulimi, hele livet, en usynlig sygdom, og hvordan det påvirker hendes liv og moderskab.

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.

Illustration: Liv Ajse

Bulimi er en usynlig lidelse. Det er en ulækker lidelse. Det er i hvert fald det, de fleste tænker. Der er en opfattelse af, at hvis du har bulimi, så sidder du foran køleskabet og klemmer mayonnaise i dig, og så går du ud og brækker dig. Mange tror, at det kun er noget, teenagere eller unge kvinder gør, men jeg ved, at der er mange som mig. Som er blevet voksne og mødre og stadig kæmper med det. Men det er tabu. Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at være mere åben, for jeg tror aldrig, det går væk. Det er blevet en del af mig, jeg kan ikke lyve det væk. Så mine nærmeste ved det nu. Men ikke forældrene i mine børns klasser og heller ikke min datter. Hun er 12, og hun er en klog pige, så jeg er nok snart nødt til at fortælle hende det. Det tænker jeg en del over, for jeg er frygtelig nervøs for, hvad det kan få af betydning for hende.

For mig startede det, da jeg var 13. Jeg var en del alene hjemme i et stort, tomt hus, når jeg kom hjem fra skole. Jeg spiste mange chips, når jeg sad og så tv alene, og en dag så jeg et program om en pige, som kastede op, når hun havde spist. Smart, tænkte jeg, så kan jeg spise flere chips, og så gik jeg ud og stak to fingre i halsen. Det handlede ikke om, at jeg syntes, jeg var for tyk. Det handlede heller ikke om mine forældres skilsmisse og de mange skænderier, der ledte op til den, som flere behandlere har hængt fast i. Der var ikke en eller anden dramatisk trigger, men jeg var ofte ensom og meget alene.


I de første par år var det ikke noget, jeg gjorde så meget. Men da min fars nye kone flyttede ind, blev det værre. Min mor var flyttet til en anden by langt væk fra min skole, og hun havde travlt med sit arbejde. Så jeg flyttede med min far i et nyt hus, hvor jeg havde værelse i kælderen med eget badeværelse, og nu blev det en rutineting. Jeg kastede op, hver gang jeg havde spist slik og chips, men også efter måltider, bare ikke morgenmaden. Jeg overspiste ikke, det kunne lige så godt være to gulerødder og et knækbrød, jeg kastede op. Det eskalerede fuldstændigt, da min fars nye kone sagde til mig, at nu var det bedst, at jeg flyttede hjemmefra, for jeg ødelagde deres forhold. Min far var enig. Så rykkede jeg på klubværelse. Jeg var 17 år og følte mig frygtelig ensom. Det var så svært at bo der helt alene og at skulle stå for alt selv, købe ind for ingen penge og lave regelmæssige måltider.

LÆS OGSÅ: Sandheden om at flytte på krisecenter: “Her er kvinder, som er blevet voldtaget, tæsket eller forsøgt slået ihjel. Det er som at træde ind ad døren til en flygtningelejr”

Da jeg var 18, fortalte jeg det til min storesøster. Hun blev rigtig ked af det og forsøgte at skaffe hjælp. Jeg blev henvist til en psykiater, der ville medicinere mig og tale om skilsmissen. Det kunne jeg ikke se fidusen i, så jeg droppede ham hurtigt, og min læge henviste mig til et specialiseret forløb med psykologer og diætister. Det var første gang, jeg forsøgte at få hjælp. Det var rart, men ændrede ikke noget.

Da jeg startede på studiet, eksploderede min bulimi igen efter ellers at have været i ro under en længerevarende udlandsrejse. Jeg var 22 og kunne ikke mærke mig selv eller komme i kontakt med mine følelser. Jeg anede ikke, om jeg var glad eller ked af det. Jeg isolerede mig og lavede ikke andet end at spise og kaste op, spise og kaste op. Det var meget trist og ensomt. Alle omkring mig sagde, at jeg var så glad og smuk og dejlig. Det kunne jeg ikke selv mærke. Men jeg er rigtig god til at være glad og dygtig. Jeg fortalte om bulimien til mine forældre, de forstod det ikke. Min mor blev ked af det, og min far sagde bare, at det var da åndsvagt, for jeg var så smuk. Så talte vi faktisk ikke mere om det. Men det er generelt reaktionen. Folk siger: ”Du behøver da ikke tabe dig”, eller ”kan du ikke bare lade være med at kaste op”? Og de synes, det er klamt. Ligesom jeg oplever, at der bliver helt stille, næste gang jeg går på toilettet, hvis jeg har fortalt om det. Så sidder de og lytter efter, om jeg nu går ud og kaster op.


Da jeg mødte min mand, måtte jeg ret hurtigt fortælle om min bulimi, for han hørte mig på toilettet. Siden har han prøvet at forstå. Han er meget forsigtig og tolerant og opmærksom på, at han er på udebane. Han har gjort meget for at sætte sig ind i det, men det er svært for ham. Det kan jeg godt forstå, for det er også skizofrent. På en måde er jeg flere personer. Jeg kan gå på arbejde, være til stede, tale med folk og være dygtig. Samtidig har jeg ingen forbindelse til mig selv overhovedet. Det er sådan, min bulimi er i dag. Den har overtaget en person. Mig. Det handler ikke så meget om at kaste op, sygdommen er mere en grå skygge, som siger alle mulige dårlige ting om mig. Når den har overtaget, kan jeg ikke se, jeg er noget værd, jeg ryger i et dybt, sort hul.

Det er blevet meget abstrakt. Psykologer vil altid tilbage og tale om mine forældres skilsmisse eller hænger fast i det med at kaste op. Det gider jeg ikke, for det er ikke opkast, det handler om. Nogle dage tænker jeg, om det bare er blevet en sovepude. Måske går jeg og bilder mig selv ind, at det er bulimi, men i virkeligheden er jeg bare skør? Måske har jeg digtet en historie som en undskyldning for dårlige reaktionsmønstre? Den tanke kommer på de sorte huller-dage, hvor jeg er helt nede at skrabe bunden. Men fordi jeg er mor og har to børn og en mand, så rejser jeg mig forholdsvist hurtigt igen og kører derudaf.

For mig handler det ikke så meget om vægt, jeg har aldrig tabt mig af min bulimi. Og så alligevel, for hvis jeg tager tre-fire kilo på, bliver hele mit system centreret omkring det. Så føler jeg mig tyk, grim og dum. Hvis jeg kan se mig selv i spejlet og sige, at jeg ser godt ud i dag, så bliver det en god dag. Hvis jeg har dårlig hårdag eller ser tyk ud, så kommer den grå skygge og overtager, og så kan jeg ikke overbevise mig selv om, at jeg er god nok. Det påvirker selvfølgelig hele familien. For så kan jeg ikke trække vejret eller kontrollere mine impulser i forhold til at få styr på det hele, for eksempel hvis vi skal ud ad døren. Så kalder min mand mig for ’generalen’, fordi det hele skal være på min måde. Det bliver surt, og jeg råber højt. Jeg er god til bagefter at sige, det går nok, men det påvirker jo tre andre mennesker. I min verden er det en del af spiseforstyrrelsen.


Det med ikke at kunne trække vejret og tænke rationelt, det er forstyrrelsen. Det er en psykisk sygdom. Bulimi startede som opkast hele dagen, nu er det en forstyrrelse i mit system. Det er vildt nok, min mand er blevet hos mig. Når han fortæller mig, at jeg er lækker, tror jeg ikke på ham. Når det har været værst, har jeg bedt ham gå fra mig. Han spørger mig nogle gange til, hvornår jeg begynder at handle på nogle af de erkendelser, jeg har omkring mig og min bulimi. Men det er så svært at ændre på de mønstre. Måske er jeg doven. Jeg formår ikke at tage de skridt, der skal til for at blive en god mor og en god kone.

LÆS OGSÅ: Sandheden om at være Alzheimer-pårørende: “Når han har været helt forfærdelig, har jeg tænkt: Nu slår jeg ham ihjel”

Når jeg har dårlige perioder, er jeg ikke en god rollemodel for mine børn. Men jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at jeg ville være en god mor. Jeg ville være det modsatte af mine forældre i forhold til nærhed, så jeg gør meget ud af at være tilstede, være kyssende og krammende og sige ”jeg elsker dig”. Det blev aldrig sagt, da jeg var barn. Der var en udpræget mangel på omsorg. Men jeg har selvfølgelig haft en masse bekymringer over, hvad jeg kunne komme til at give videre til min datter. Den bekymring har min mand også, og vi har talt meget om, hvordan og hvornår hun skal have det at vide. Men jeg tør simpelthen ikke fortælle hende det endnu. Lige nu er hun ved at danne sig selv og næsten ligegyldigt, hvad jeg gør eller hvilket tøj, jeg køber, så vil hun det samme. Jeg er så bange for, om jeg har plantet et frø i hende. For nogle gange må hun stå og tænke, hvorfor gør mor dog sådan? Da hun var 10 år, havde hun lidt tendens til at være chubby. Jeg kunne slet ikke have det, blev sur og i dårligt humør. Jeg projekterede noget over på hende. Det påvirkede mig helt vildt, hvis hun skulle have en lille snert af overvægt. Måske har jeg plantet noget i mit fokus på det.


På dårlige dage har hun set mig stå og vrænge af mig selv i spejlet. ”Synes du, at du er tyk, mor”, spørger hun mig så. Jeg siger selvfølgelig nej. Lige nu har badevægten været gemt væk i et års tid. Da den stod fremme, var hun begyndt at gå op på den hele tiden og gå rigtig meget op i, hvad hun vejede. Hun kunne ikke lide, hvis hun havde taget på. Men hun er ligesom mig, mega høj, et hoved højere end sine veninder, så selvfølgelig vejer hun mere. Og hun er begyndt at få former. Så selv om hun i dag har vokset sig helt slank og dyrker masser af sport, så ændrer hendes krop sig. Det taler vi en del om, og jeg prøver at vende billedet i hendes hoved, så vi erstatter det negative med noget positivt. Heldigvis er hun der nu, hvor hun har en ret fornuftig tilgang til sig selv og sin krop, hun har en fin måde at omtale sig selv på.

Men uanset hvordan man vender og drejer det, så fylder det stadig i vores liv. Selv om det er blevet lidt bedre. De forskellige former for behandling, jeg har fået, har aldrig rigtig slået igennem, men noget kan jeg alligevel bruge. For eksempel sådan noget med åndedrættet, hvor jeg trækker vejret og kommer i kontakt med mig selv og min krop. Det hjælper mig at løbe, og nu er jeg også begyndt til fodbold. Men indtil sidste sommer havde jeg i mange år haft det sådan, at blev jeg tilbudt en is, sagde jeg nej tak. Jeg var bange for, at det skulle påvirke mit humør. Så var det nemmere ikke at spise den is. Men sidste år tænkte jeg ’fandeme nej’ – spis dog den is, du tager jo ikke tre kilo på. I går blev jeg budt en flødebolle og i stedet for at sige nej tak, tænkte jeg ’æd dog den skide flødebolle’. Hvor er det ærgerligt at nægte sig selv det bare for at undgå at blive i dårligt humør eller være nødt til at kaste op.


Det generer mig ikke længere at gå ud at kaste op. Det er ikke så tit, det sker, men når det gør, er det bare sådan, nå, det var lige symptomet – videre. Det er ikke noget planlagt med at gå ned i Netto og købe to poser chips. Det er mere sådan, at nu er jeg fyldt op, og når jeg har kastet op, kan jeg bedre tænke. Det er et redskab, når jeg er stresset eller vred. Det giver ro i kroppen, desværre. Den gad jeg godt at kunne finde på andre måder. I perioder kan jeg. For eksempel da jeg løb halvmarathons. Jeg er god til at løbe på tid. Men jeg blev i dårligt humør, hvis jeg ikke kom ud at løbe. Spørgsmålet er, om det ikke er sådan for mange mennesker. Jeg gad godt at have en krop, hvor jeg gjorde det, jeg havde lyst til, men bulimien går ikke væk for sådan en som mig. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at det bliver noget, vi opfatter på linje med for eksempel ADHD. Det går heller ikke væk, men det kan styres, ligesom et barn med diagnosen kan lære at lytte til sin krops signaler og vide, hvad det skal gøre. Så bulimi behøver ikke være en klam, tabuiseret ting. Heller ikke, når det handler om en voksen kvinde og mor, ligesom mig.

Kvinde 42 år, gift og har to børn – fortalt til Tea Sletved


Om ‘Sandheden om’:

Har du tænkt over, hvordan det er at være den ædru taxachauffør, der kører stive folk hjem fra byen natten lang? Eller intim waxeren der fjerner hår mellem folks baller? Eller hvordan er det at være au pair og skure gulv hos rige, danske børnefamilier? I denne artikelserie giver vi ordet til en række anonyme personer og lader dem fortælle frit fra leveren om, hvordan det er at være i et fag eller en situation, vi normalt ikke hører hele sandheden fra.

# 1: Sandheden om at være taxachauffør

# 2: Sandheden om at være nyskilt

# 3: Sandheden om at være Alzheimer-pårørende

# 4: Sandheden om at flytte på krisecenter

# 5: Sandheden om at være intim waxer

Tea Sletved

Journalist der helst skriver om det i livet, vi husker bedst, når vi skal dø. Om hvorfor vi elsker, eller hvorfor vi holder op. Om at miste fodfæstet og måske også sine nærmeste. Det har hun bl.a. gjort til medier som Jyllands-Posten, ALT.dk og Zetland.dk.