One to watch: Tom Misch
Radio & podcast
menu-close

One to watch: Tom Misch

24. juni 2015 |

Mød Tom Misch, Londons bud på en ny J Dilla.

Indlægget er bragt på THE MEAT 23. juni 2015.

tommisch tekstfoto

Det har aldrig været nemmere at være ung aspirerende soveværelses-producer. Alt man behøver er en piratversion af Logic eller Ableton, en smule musikalsk talent, en røvfuld samples (og gerne ét af de der gratis Lex Luger drum kits, så man kan lave totalt generiske Rick Ross-agtige beats) og en SoundCloud-profil – så er man kørende.

Det betyder også, at der i dag er et hav af 18-årige knægte, rangerende fra det middelmådige til det komplet håbløse, der drømmer om en dag at gøre karriere ud af de mange timers tabt nattesøvn foran deres Macbook Pro. Indimellem dukker der dog en producer op med et talent ud over det sædvanlige, og sådan én er 19-årige Tom Misch fra London. Han kom ud af det blå på netop SoundCloud sidste år, og har siden gjort sig bemærket med både solo-udgivelser, remixes og en EP med sangerinden Carmody.

Tom Misch er, hvad man roligt kan kalde et multitalent. Han spiller trommer, guitar, bas, violin og synger med den mest behagelige britiske accent, du kan forestille dig. Selv beskriver han sin lyd som en kombination af jazz-pianisten Robert Glasper, den britiske soul singer-songwriter Sampha og den afdøde hiphop-producer J Dilla. Han er især blevet sammenlignet med sidstnævnte på grund af sine varme, organiske sample-baserede produktioner, og ligheden med “hiphoppens Mozart” er til stede på mere end én måde: Begge er formet af klassisk musik, soul og jazz, behersker et væld af instrumenter og begyndte at lave musik i en meget ung alder.

Om Tom Misch sætter et lige så stort aftryk på sin generations musik, som J Dilla gjorde på hiphoppens guldalder, må tiden vise. Foreløbig er den unge brite klar med en ny single ved navn “Sunshine”, der byder på hans karakteristiske vokal i en ny, mere up-tempo og poppet indpakning; men uden at det mister den behagelige, ubekymrede vibe, der præger det meste af hans musik. Så læn dig roligt tilbage og lad dig forføre af Tom Misch – vi lover, at du ikke vil fortryde det.

The Meat