Ø-festival åbner dørene for 6. gang: Hvis vi skulle have haft succes fra start, havde vi hyret kopibands
Radio & podcast
menu-close

Ø-festival åbner dørene for 6. gang: Hvis vi skulle have haft succes fra start, havde vi hyret kopibands

17. maj 2018 |

En festival på Fanø skal både smage lidt af østers og tilbyde musik, lokalbefolkningen ikke vidste, den ville have.

Arrangør af festivalen Fanø Vesterland. Arbejder med foredrag, koncerter og producerer film. Uddannet lærer og har sideløbende haft en karriere som musiker blandt andet som guitarist hos Sascha Dupont. Bosat på Fanø, i Nordby med sin familie.

Foto: Morten Fog

På den lille festivalplads i Nordby mødes små 6000 mennesker i weekenden den 18. – 19. maj. Her afholdes nemlig musikfestivalen Fanø Vesterland for sjette gang.

Udsigten mod øst er UNESCO’s Verdensarv, Vadehavet. Alt imens Fanøs kulturhistorie, gastronomi, lokale kunsthåndværkere, ildsjæle og ganske almindelige gode mennesker er det, som festivalen har i ryggen fra vest.

Jeg har ikke intentioner om at opfinde den dybe festivaltallerken. For Danmark og festivaler går hånd i hånd, og du behøver ikke rykke dig mere end et par kilometer mod øst, før det næste musikalske arrangement dukker op.

Men det, der er interessant, og det, jeg tabte mit hjerte til, var Fanø. I dagligdagen vader jeg rundt i øens gamle og unikke kulturhistorie – selv når jeg vågner om morgenen i mit lavloftede, stråtækte Fanø-hus fra 1780. Nordbys smalle brostensgader, husene med skæve vinduer og de store kaptajnsvillaer vidner om en kulturarv, som aldrig må forsvinde. Fanø er en perle, hvor vi kun har udnyttet en promille af øens mange muligheder – og det er det interessante. Derfor er Fanø Vesterland spændende, særlig og helt sin egen, fordi vi forsøger at skabe en festival ud fra alt det, som Fanø kan og de historier, som øen fortæller.

Hvad skal vi med Bisse på Fanø?

De gæster som vælger Fanø Vesterland til, skal have et venligt men bestemt musikalsk prik på skulderen, og derfor hyrede jeg blandt andre Bisse til at spille i 2017. For ja – vi er i Vestjylland og en kunstner som Bisse med lakerede negle, sceneoptræden der flirter med forskellige seksualiteter og med alternative og kunstneriske tekster, er ikke nødvendigvis hverdagskost i Vestjylland.

Derfor måtte jeg bare booke Bisse til festivalen. Jeg booker selvfølgelig også artister, som i højere grad sælger billetter herovre. Det er trods alt en forretning, der skal løbe rundt, for ellers forsvinder drømmene og iværksætteriet hurtigt sammen med løn og lysten til at arrangere og udvikle den lille ø-festival år efter år. Vi kunne helt sikkert have fået instant succes, hvis vi udelukkende bookede kopibands, men visionen har altid været at give folk noget, de i virkeligheden ikke vidste, de gerne ville have.

Hvis vi som mennesker spiller den samme plade, gror vi fast i den rille, som er så fandens svær at sætte os selv fri fra. Og det altid har kedet mig at give folk det, de forventer.

Pladsens lay out er i år designet af den lokale arkitekt Anne Bjerregaard. 

Fanø Vesterland startede i det små – men hjertet har altid været stort. Kvaliteten af musikken, stemningen, udsmykningen og oplevelserne har vi aldrig gået på kompromis med.

Isoleret set er musikken ikke interessant for mig. Fanø Vesterland er ikke i en position, hvor vi økonomisk har mulighed for at præsentere en artist, der ikke også spiller cirka 20 andre steder i Danmark i samme periode.

Derfor skal de artister, der kommer på festivalen have noget på hjerte, og de skal have lyst til at komme til Fanø og spille. Mit arbejde med artisterne og deres bookere er en enorm vigtig proces, og derfor tager det også relativt lang tid at booke de små 20 navne, vi har på plakaten – booker, artist og jeg skal alle tre kunne mærke det, ellers skal vi ikke arbejde sammen.

Hvad trækker de frivillige til?

Og sådan er det også med alle de fantastiske frivillige – de skal også kunne mærke det i kroppen og være villige til at knokle, fordi de ikke kan lade være. De skal være drevet af lysten til at være en del af noget større. De frivillige tæller alt fra den 16-årige flaskedreng, en læge fra Århus og til pensionisten på 82 – som kommer fra hele landet. Og hvorfor gider man midt i sit travle hverdagsliv binde skaller på sejlgarn, bygge boder af paller, male drivtømmer i pastelfarver, samle skrald, trykke skilte med gamle stempelsæt og holde uendelige mange møder?

LÆS ARTIKEL URGAMMELT FÅR SKAL LEVERE ULD TIL TRANSPORTABELT FESTIVALHOTEL 

Jeg tror, at man vil det, fordi fællesskabet og øen er noget specielt. Fordi vores grundværdi er, at Fanø Vesterland skal være en særlig oplevelse for både flaskedrengen, Bisse og festivalgæsten fra Aarhus. Det er min opgave at udstikke en retning for festivalen og forsøge at samle alle, så der arbejdes frem mod et fælles mål. Men de frivillige er dem, der får det hele til at ske – de er i sandhed dem, der fortjener al ros og respekt. Uden dem, ingen festival – så er det sagt.

Lokalt og værdifuldt

Fanø Vesterland skal repræsentere det, som Fanø ER. Og når vi har nogle af landsdelens bedste restauranter og producenter på øen, er det selvfølgelig dem, vi samarbejder med. Sønderho Kro, Kellers Badehotel & Spisehus, Fanøs egen østerskonge og så selvfølgelig øl fra Fanø Bryghus – alle har de pop-up restauranter og barer på festivalpladsen. Udover at restauranterne og producenterne har hjemme på Fanø, så er mange af råvarerne ligeledes fra øen – Sønderho Kro håndplukker krydderurter fra den vilde naturen, mens smagen af Fanø Bryghus’ specialøl er inspireret af østers, vadehav og meget andet.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at festivalen på mange områder også har overhalet både mig og bestyrelsen indenom. Det betyder blandt andet, at vi arbejder hårdt på at udvikle hele frivilligdelen af festivalen. Vi samler på gode kulturbærere, og det skal defineres, kommunikeres og efterleves fra bestyrelsen, ledelsen og hele vejen rundt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være en udfordring at få håndværkeren og den kreative kunsthåndværker til få samme forståelse for slutresultatet af et projekt. Men det hele belønner sig, når jeg under festivalen kan se dem stå sammen, grine og være stolte af, at det hele trods alt lykkedes.

Derfor skal jeg heller ikke lægge skjul på, at det rører mig, når første koncert lyder, og jeg kan stå og kigge ud over gæsterne og de frivillige og se, at vi kom i mål igen i år.  Det kan være møghamrende hårdt at lave festival, når visionen er, at give folk oplevelser de i virkeligheden ikke vidste, de gerne ville have. Men det er heldigvis også rigtigt sjovt.

Fanø Vesterland åbner dørene fredag 18. maj. Du kan læse mere om festivalen her

LÆS ARTIKEL UDKANTSDRØMMERE BYGGER VIDERE PÅ LOKAL KULTURARV

Jesper Møller

Arrangør af festivalen Fanø Vesterland. Arbejder med foredrag, koncerter og producerer film. Uddannet lærer og har sideløbende haft en karriere som musiker blandt andet som guitarist hos Sascha Dupont. Bosat på Fanø, i Nordby med sin familie.