Nordisk sirenesang i det skotske højland
Radio & podcast
menu-close

Nordisk sirenesang i det skotske højland

9. maj 2018 |

Ombygningen af det skotske hotel The Douglas genfortolker fortiden og revitaliserer naturen.

Skribent på Heartbeats.dk. Jeg har læst litteraturvidenskab og efterfølgende videreuddannet mig og arbejdet med journalistik, kommunikation og digital udvikling.

Illustrationer: Norrøn

Kun 100 km fra Glasgow, i fjorden Firth of Clyde ligger Arran – en ø der med sine højlandsbjerge, sine grønne lavlandsenge og små kystbyer kondenserer forestillingen om det oprindelige Skotland. Øen er rig på naturoplevelser og blandt hovedattraktionerne er øens nordlige bjergområde, middelalderslottet Brodick Castle, der er afbildet på de skotske pengesedler, og selvfølgelig det lokale whiskydestilleri.

Fra det skotske fastland kan man tage færgen fra Ardrossan og sejle til hovedbyen Brodick på Øens østkyst. Områdets navnene emner af mytologi og middelalderlig dramatik. Fortiden præger også øens byggestil og kan aflæses i de lokale navne, som fx byen Brodick, der kommer af øens norske fortid og det oprindelige navn Breiðvík (den brede vig).

Arran Norrøn

Fremtidsdrømme hentet i fortiden

Arran er rodfæstet i historien, men nutidens moderne livsstil har sat sit præg på landskabet og på Brodick. De besøgende på øen vil gerne forkæles med god mad og gode overnatningsmuligheder, men de leder også efter en mere autentisk og ægte oplevelse, og ambitionen er at revitalisere kulturlandskabet for at skabe en bedre sammenhæng med den oprindelige natur.

LÆS ARTIKEL UDKANTSDRØMMERE: ARKITEKTER BYGGER VIDERE PÅ LOKAL KULTURARV

Det danske arkitektfirma Norrøn er blevet hyret til at designe nye indkvarteringsfaciliteter til the Douglas Hotel. Projektet tager udgangspunkt i de lokale fortællinger og den lokale byggestil, og byggeriet udføres i lokale materialer og med udgangspunkt i den farvepalette, der kendetegner øens historiske bygninger.

The Douglas norrøn

Arealet omkring hotellet er dog på nuværende tidspunkt præget af bymæssig bebyggelse og det naturområde, der er en del af hotellets område, er med tiden groet helt til og er blevet næsten utilgængeligt. Med omlægning af arealet og tilføjelse af de nye hotelbygninger forsøger Norrøns arkitekter at revitalisere et glemt naturområde, der i øjeblikket ligger forfaldent hen, for at skabe nye rekreative naturoplevelser for hotellets gæster og for de øvrige besøgende på øen.

the Douglas Norrøn

The Douglas Norrøn

Genfortryllelse af naturen

De nye bygninger kommer til at inddrage den oprindelige stenmur, der afgrænser hotellet fra kystvejen, og mens man fra de ydre vinduer har kik ud over fjorden og i det fjerne kan se bjergene og øens højeste punkt Goat Fell (’Goat Mountain’ fra det norske geita), der rejser sig stejlt i den nordlige ende af øen, så vender de indre vindue sig ind mod et kuperet skovområde, der gennemstrømmes af floden the Strathwhillan Burn.

The Douglas Norrøn

Som et led i udviklingen af the Douglas Hotel etableres der tre broer henover floden. Broerne forbinder det gamle hotel med den nye udvidelse og leder gæsterne fra receptionen igennem det tætte skovområde, direkte hen til det enkelte værelse.

The Douglas Norrøn

Ifølge de gamle gæliske sagn bor de lunefulde gudinder i floderne, hvorfra de styrer naturens og verdens gang. Med reference til sagnene dragende sirener, er broerne i kontrast til den kantede og maskuline udvidelse af hotellet udført med svungne feminine former. Med broerne iscenesætter Norrøn tre forskellige oplevelser af åen – det brusende vandfald, den strømmende å og det store hav. Tre oplevelser der ligeledes bliver anslaget for de mange vandrere, der begiver sig ud på den 105 km lange vandretur langs Arrans kyst, The Coastal Way.

LÆS ARTIKEL FUTURISTISKE BOLIGER TAGER LIVET VED VANDET TIL NYE DYBDER

Man kan nok ikke tale om, at det er den ’oprindelige’ natur, der bliver genetableret, men naturoplevelsen og ’det oprindelige liv’ bliver her en værdiskabende faktor for hotellet og for turismen på øen generelt.

The Douglas Norrøn

Stine Møller Jørgensen

Skribent på Heartbeats.dk. Jeg har læst litteraturvidenskab og efterfølgende videreuddannet mig og arbejdet med journalistik, kommunikation og digital udvikling.