Nintendos Game Boy fylder 30 år
Radio & podcast
menu-close

Rund fødselsdag: Nintendos Game Boy fylder 30 år

29. april 2019 |

Den lille håndholdte spillemaskine, der gav en hel generation firkantede øjne og fik dem til at gå glip af en masse godt vejr, kom på markedet for præcis 30 år siden. Her er en tidsrejse om fødselaren med kommentarer af Jakob Stegelmann fra 'Troldspejlet'.

Cand. mag i engelsk og podcastvært på 'De Falske 9'ere' om engelsk fodbold. Holder af nyere musik, der lyder som om, det blev lavet i 80'erne. Drikker ikke kaffe.

De var at finde i hænderne på børn overalt: I skolegården, i S-toget, på bilens bagsæde, i flyvemaskinen, i lægens venteværelse og med mor til frisør. For forældre var den kilde til lidt ro, mens mange voksne anså den som friluftslivets endelige. En lille forløber til vore dages iPads, som nu er de fleste børns foretrukne spillemaskine.

Idéen til Game Boy skulle efter sigende være opstået, da dens fader, ingeniøren Gunpei Yokoi, så en forretningsmand sidde og lege med sin lommeregner på en rejse. Maskinens transportable natur og relativt overkommelige pris var med til at popularisere computerspillet udenfor spillehaller og de få heldiges børneværelser derhjemme.

Men ikke alle var lige imponerede fra start. ‘Troldspejlets’ Jakob Stegelmann husker sit usikre førstehåndsindtryk af den lille maskine:

”Det er frygteligt at skulle sige det, men jeg var faktisk lidt skeptisk. ”Har vi nu også brug for den?”, tænkte jeg. Først blev man mindet om de små bip-bip-spil og tænkte: “Ej, det er noget juks”. Men jeg kan tydeligt huske, at så snart, man stod med den i hånden, fik man en klar fornemmelse af, at her var noget nyt begyndt. Og mange af spillene var nogle af de bedste, som man kendte i forvejen som ‘Zelda’ og ‘Mario’. Det tog bare lidt tid at vænne sig til, at man skulle sidde med sådan en i hånden og kigge på den”.

Med spiltitler som ‘Super Mario’, ‘Zelda’, ‘Pokémon’ og ‘Tetris’ har Game Boy, der blev produceret af japanske Nintendo, ligeledes bidraget til store dele af en hel generations populærkulturelle referenceramme, og et par af sværvægterne lever såmænd stadig efter bedste velgående den dag i dag.

Denne måned er det så præcis 30 år siden, at Nintendo lancerede den murstensformede eventyrportal, og i den anledning kommer her fem fakta om Game Boy:

LÆS OGSÅ: Det er på tide at aflive fortællingen om børns afhængighed af nye medier

1. 118 mio. solgte!

Nintendo Game Boy udkom 21. april 1989 i Japan. En måned senere udkom den i Nordamerika, og den følgende september blev det så det europæiske markeds tur. Da produktionen af den originale maskine officielt ophørte i 2003, estimerede Nintendo, at det samlede salg af Game Boys (inkl. Game Boy Pocket og Game Boy Color) nåede op over 118 mio. eksemplarer.

Jakob Stegelmann bemærkede dog, at den ankom på det danske marked (i 1990) uden den store fanfare:

”Der stod ikke noget om den i aviserne, og den var ikke i nogen mediers omtale. Vi [på ‘Troldspejlet’, red.] kunne ikke anmelde Game Boy-spil i lang tid, fordi vi simpelthen ikke kunne vise skærmen på TV. Så Game Boy fik ikke nogen stor modtagelse herhjemme. Men selvom den ikke havde den store markedsføring, var der jo allerede en kultur af især børn, der var meget interesserede i denne her dims, og den solgte næsten sig selv, når folk stod med den i hånden. Den fik hurtigt sit eget liv, bl.a. fordi den lynhurtigt kunne afløse alle mulige andre dimser, der kunne underholde een, især situationen på bagsædet i ferien”.

2. Ikke kun til gamerboys

Game Boy var, trods navnet, tænkt til også at skulle appellere til piger. Missionen lykkedes – sådan da. I 1995 kunne Nintendo i hvert fald melde, at spillerskaren bestod af godt 46 procent piger – en stigning på 50 procent fra den stationære Nintendo Entertainment System-maskine. Ifølge Stegelmann udsprang Game Boyens brede appel bla. i muligheden for at give den til sit helt egen personlige udtryk:

”Jeg tror faktisk, at Game Boy har været med til at få flere piger til at spille, fordi det er en dims, der er fascinerende at have i hånden, og som man godt kan lide at vise de andre. Man kan jo også tegne på den, sætte klistermærker på den og dermed gøre den til sin egen. Der var også en del af spillene, som måske var lidt mere ’pigede’, og der er i det hele taget noget over Game Boy’en, der minder om smartphone i sin attraktion. Man har en dims, der er fascinerende, kan sige sjove lyde og spille musik. Så er der Pokémon-væsnerne, der jo heller ikke bare er farlige, men også nuttede, og det gør GB’en appellerende for alle”.

3. Få knapper, mange brikker

Trods den simple opbygning med sort-hvidt farveskema, 8-bit-lyd og 6 knapper (10 hvis man holdt f.eks. OP og VENSTRE nede på samme tid) består det samlede bagkatalog af spil udviklet til Game Boys af over 700 titler (over 1.000 hvis man tæller Game Boy Advance med).

Det bedst sælgende spil er klassikeren ‘Tetris’, der har solgt over 30 millioner eksemplarer. Spillet er designet af den dengang sovjetiske computeringeniør, Alexey Pajitnov, men da han udviklede det under sin ansættelse ved det sovjetiske videnskabsakademi, tilfaldt ophavsretten automatisk staten. Da Nintendo opkøbte spillet i 1989, tilkom den massive indtjening derfor ikke Pajitnov selv, men derimod den sovjetiske stat (selvom Pajitnov blev fik tildelt en lidt pænere lejlighed end andre kolleger). Det lykkedes først spilskaberen at genere eget overskud på det populære spil fra 1996, da han blev selvstændig, stiftede The Tetris Company og blev ansat af Microsoft.

‘Tetris’ er i øvrigt kombinationen af ‘tetra’ + ‘tennis’. ‘Tennis’ på grund af det sportslige element, og ‘tetra’ der er græsk for ‘fire’ og refererer til, at de faldende Tetris-blokke er de syv mulige kombinationer af fire kvadrater.

4. Selfiekultur og lang levetid

I 1998 lancerede Nintendo Game Boy Camera, et digitalt kamera, der kunne monteres i maskinen på samme måde som et spil, og som kunne skyde lavtopløselige billeder, man bagefter kunne printe ud med den tilhørende Game Boy Pocket Printer. Det benyttede bla. Neil Young sig af til coveret til sin plade ’Silver & Gold’ fra 2000.
Med lidt fantasi kan man vel derfor argumentere for, at Nintendo – nok uforvarende – lagde grundstenen til den selfiekultur, som hersker og hærger videre i dag. Så med årene kom Game Boy til at minde om nutidens smartphones. Den første Game Boy-model kunne dog strække to AA-batterier ud til en levetid på op til 30 timer. Dén vej rundt minder Game Boys til gengæld ikke om nutidens smartphones.

5. Monsterhittet Pokémon

I dag er det allestedsnærværende legetøj, samlekort og tegnefilm, men Pokémon startede som et sort-hvidt spil til Game Boy. Bagmanden har udtalt til TIME Magazine, at idéen opstod ved at kombinere hans egen forkærlighed for insektsamleri med tanken om transport af små dyr gennem Gameboys linkkabel. Meget er sket siden 1998, hvor spillet udkom udenfor Japan og greb verden med storm, og på trods af ældre borgere og myndighedernes frustrationer over den forstyrrende ’Pokémon Go’-dille for et par somre siden, omsatte Nintendos Pokémon-kompagni for blot et par år siden for $1,5 mia. om året – mere end Coca Cola og Sony.

For Jakob Stegelmann fra ‘Troldspejlet’ er opskriften klar: Med Pokémon skabte Nintendo ganske enkelt en verden, som kun var for børn og ikke voksne:

”Selvom der er meget tekst i Pokémon-spillene, er det først og fremmest et visuelt univers. Børnehavebørn, der samlede på PK-kort, vidste jo ikke, hvad der stod, og de kendte ikke spillereglerne, der mindede lidt om de meget indviklede Magic-kort. Børn blev bare fascineret af væsnerne i sig selv. Det var et hemmeligt univers, som forældrene enten syntes var mærkeligt, uforståeligt eller i værste fald skadeligt. Spillene kunne noget, som de voksne ikke forstod. Og det er altid en triumf, når man er barn”, siger Stegelmann til Heartbeats.

BONUSINFO:

Vidste du, at du kan spille de originale Gameboy-spil på din telefon eller tablet? Ved hjælp af en såkaldt ’emulator’-app forvandles din telefon/tablet til den gamle maskine med samme grafik og aktive knapper på skærmen. Emulatorerne er dog, trods deres mangfoldighed og store popularitet, ikke anerkendt af Nintendo selv.

Den originale Game Boy Color (gul udgave). Foto: Mike Meyers/ Unsplash

Aidin Sarfaraz

Cand. mag i engelsk og podcastvært på 'De Falske 9'ere' om engelsk fodbold. Holder af nyere musik, der lyder som om, det blev lavet i 80'erne. Drikker ikke kaffe.