Når nu Sónar er flyttet, hvorfor så ikke tage på festival på Versailles?
Radio & podcast
menu-close

Dans som solkongen selv: Når nu Sónar er flyttet, hvorfor så ikke tage på festival på Versailles?

25. marts 2019 |

En af Frankrigs mest berømte turistattraktioner, Château de Versailles udenfor Paris, åbner denne sommer for en elektronisk musikfestival.

Mange af de faste gæster på den elektroniske festival Sónar i Barcelona har været frustrerede over, at den spanske perle i år er flyttet fra juni til juli. Det er noget med en stor tekstilmesse, som gør, at en del faste gæster må springe Sónar over i år, fordi den kolliderer med børnefamilieplaner og skolernes sommerferie.

Men for de festivalløse og Sydeuropa-glade kommer der nu en fin substitut. Selveste Solkongen, Ludvig 14.’s, pompøse barokslot, Versailles, lægger nu, om ikke bonede gulve, så i hvert fald terrasse til en ny festival, kaldet Versailles Électro. Den kommer til at finde sted lørdag 8. juni fra klokken 20.30 til midnat og vil inkludere navne som Breakbot x Irfane, Busy P, Myd og So Me – fire store elektroniske dj’s, alle signet på Ed Banger Records. Det skriver fransk Vogue.

Selve festen finder sted udenfor Spejlsalen, på terrasserne, og altså ikke inde i selve slottet, men lyden bliver umiskendelig fransk og med en lille chapeau til tidligere tiders vilde royale fester.

Versailles Électro-billetter koster mellem 22-60 euro afhængigt af graden af VIP og champagne, billetterne er allerede til salg.

Redaktionen