Morgenbeats: Husk nu det oldgræske bonmot – alle har fucket op engang

Vi troede aldrig, vi skulle sige det, men: Mandag, vi elsker dig. Det er så godt, du er tilbage, for det betyder nemlig skønne Morgenbeats for fuld musik. Voila!

1. Joy vol. 2

Det er ikke første gang, vores kulturminister Joy Mogensen indtager førstepladsen her i Morgenbeats. Men det virker altså også til, at hun har lidt svært ved at få håret ud af den penible postkasse, som hun har stået ved på det seneste. I sidste uge fik hun nogle læsterlige prygl, fordi hun sagde til Gaffa, at hendes yndlingsalbum var ‘Absolute Music 2’. Tja, nu har vi faktisk lige genhørt den plade, og helt ærligt Sko/Torp havde den virkelig i ’93. Følelser var bare ægte dengang. Og husk nu det oldgræske bonmot, der går således: “Thou shall not judge, cuz thou have fucked up in the past also.”

2. Drengebarn

Vi snupper lidt mere musik med følelser. Den københavnske gruppe Søn, som sidste år udgav sit hædrede debutalbum ‘Det Skandinaviske Design’ på en cocktail af gamle The Smiths-vibes og dansk ungdomsspleen, smed nemlig en ny single i sidste uge. Den hedder ‘Maveskind’ og handler om den ubærlige hudsult, der lige nu kan få en til at drømme om læbekød og andres ånde. Det er en eksistentiel og følsom sang, der føres an af forsanger Kristoffer Jessens enestående, vibrerende falset, mens den slikker sig om en musikalsk mund af blød r’n’b-bas og rendyrkede ‘I Believe I Can Fly’-reminiscenser.

Foto: Sarah Riisager

3. Selviscenesættelse level 1 milliard

Vores allesammens klimaminister, Dan The Man, som har dannet par med Katherine Diez sådan cirka siden årsskiftet, har lagt et billede op på Instagram. Det er der såmænd ikke noget odiøst i. Men tjek lige det billede ud! Wauw-effekten er jo through the fucking roof, og vi har så mange spørgsmål. Hvem sorterer bøger iført trusser og herreskjorte? Hvor tung er den Obama-bog? Hvornår har Dan Jørgensen fået en biceps? Er det overhovedet Dan? Er det en slimfit-model fra Lee? Hvad er det for nogle slørede titler ude til højre, vi ikke må se? Og hvem har taget billedet? Redaktionen har svært ved at finde ro.

https://www.instagram.com/p/B_cKTcJlUbR/?utm_source=ig_web_button_share_sheet

4. Guf for dig selv

Dansk rocks ubestridte syrekonge, Lorenzo Woodrose, som egentlig hedder Uffe og ofte kaldes Guf, har ligesom alle andre musikere ikke mulighed for at spille livekoncerter for tiden. Og han er ikke meget for at streame sig selv ud til folk. Blandingen af koncertoplevelsen og skærmformatet er absurd, mener han, og det kan man jo kun give ham ret i. Derfor har han nu taget skeen i den anden hånd og oprettet en såkaldt Patreon-side, hvor man kan give et par euro om måneden for det indhold, han vælger at dele. Man kunne jo håbe på, at det så er lidt musik…

Foto: Zarko Ivetic

5. Animeret podcast

Der er kommet en ny, helt fantastisk animeret podcastserie på Netflix, der hedder ‘The Midnight Gospel’. Det er et format, vi ikke rigtig har set før, og det fungerer virkelig godt. Før du siger “arg, jeg ved ikke rigtigt, det lyder sgu lidt for wack”, så hør lige her: Hvad sker der, når du tager en filosofisk og sjov podcast om livet og døden og får halvdelen af de bedste (og mest fuckt) animatorer fra Cartoon Network til at bygge et univers op omkring det? Svaret er ren psykedelisk magi. Vi er allerede blæst bagover.

6. Tan i tyverne

I øvrigt rækker det langt udover redaktionens fatteevne, at 100 procent af unge mennesker i 20’erne allerede har en tan på den førstkommende solskinsdag i landet. Hvordan kan det lade sig gøre? Det tangerer snyd ifølge bekendtgørelsen om Tan, hvor der i paragraf 16 står: “Såfremt dele af befolkningen hverken har tan eller tanline, men derimod udelukkende line, er det officielt ikke i orden at bære tan.” Men hvis nogen har en snydekode, kan den nu fremsendes til skyggeredaktionen@heartbeats.dk. På forhånd tak.

7. I Inkaland

Der er ret få åndehuller på nettet, men de er der, og et af de rigtige gode er kunstsitet nowness.com. Det er næsten umuligt for dem at lave noget, der ikke virker helligt. Den her nye korte film fra de peruvianske Andesbjerge fortæller en rørende og urovækkende historie om, hvordan Moder Jord forandrer sig for øjnene af det oprindelige Inkafolk, hvis isolerede tilværelse i bjergpassene bliver mere og mere inficeret af plastik og dårligt vejr. Det er som at inhalere poesi gennem øjnene.

8. Bare spaghetti

En af de ting, der er lidt træls for tiden, er, at man ikke kan gå ud og spise spaghetti. Det er ellers en skøn ting, og det ved de alt om på den lille restaurant Bar Pasta på Nørrebro, som nu i stedet for at servere cacio e pepe i deres kælder har oppet deres take away-game gevaldigt. Vi har prøvet det, og hvis man har mulighed for det, skal man altså prøve at fange deres ragout. Det smager så godt af livet. Og parmesan.

Footer graphics