Morgenbeats: Hvorfor debatterer vi, hvornår kvinder er “lækre nok til at voldtage”?

Hvornår er man voksen nok til at kigge tre teenagepiger i øjnene og bede om nummeret på deres forældre? Spørgsmålet pressede sig på, da jeg for nylig fik fri fra arbejde og trådte ud på Rådhuspladsen i fuldt dagslys klokken 16 på en fredag. På fortovet sad tre 13-15-årige stangstive piger. Jep, I læste rigtigt. Med en flaske vodka i hånden og våde øjne kiggede den ene pige på mig, mens jeg låste min cykel op. To sekunder senere drejede hun hovedet en smule til venstre og kastede op. Vodkaflasken trillede ud af hendes hånd, mens jeg hørte veninderne grine. “Shit, du er helt væk, mand”, sagde den ene, før den anden fik en idé. “Ej, det ville se vildt godt ud på TikTok, kan du ikke gøre det igen?’”. A’hva? Siden hvornår er bræk blevet en ting? Fik en pludselig lyst til at sige, at de for fanden skulle tage sig af deres veninde, som tydeligvis ikke var i stand til at stå på benene, men hvornår trækker man voksenkortet, og hvornår tænker man, at det jo også har været en selv engang? Spurgte pigen med bræk om munden, om hun ville have min flaske vand. Ikke i disse coronatider, lød det fra veninderne, som var stoppet med at grine. Godt så. På vagt for corona, men ikke overfor veninder, der ikke kan stå på benene. Pigerne rejste sig og traskede afsted med den sidste pige under armene, mens de bandede af hende den voksne, der bare kunne blande sig uden om. 

Det er lidt tid siden, vi talte mink og aflivningen af de dyrebare pelsdyr sidst. Kommende generationer kommer naturligvis til at betale regningen for eks-minkavlernes nye status som millionærer, men lad os lade være med at rode mere op i det sår! Men nu er de danske mink tilbage. Som en fodvorte der bare ikke vil forsvinde! For denne uge skal hele lortet graves op igen som led i den gennemført amatøragtige håndtering af de aflivede mink. Først pressede de blodige, døde dyr sig op gennem jorden fra deres massegrave – som en scene fra en zombie apokalypse-film eller ‘GoT’, hvilket gik verden rundt. Så græd statsministeren bodstårer over tabet af minkerhvervet. Og så kom historierne om, at det nok ikke var så godt for hverken grundvand eller søer, at der lå alle disse dyr og rådnede i jorden. Og nu skal dyrene altså graves op og køres på forbrændingen. Den tanke var der ingen, der fik, dengang smittesprederdyrene bare skulle forsvinde i en vis fart… Men alle de stakkels mennesker, der bor i en radius af 750 meter fra en minkmassegrav, kommer til at lide med stanken af de 13.300 tons rådne dyr – netop som sommeren kommer, og udelivet begynder. Ja, afhængigt af vindretningen kommer beboerne til at kunne lugte de rådne dyr i flere kilometers omkreds. “Jeg ville ikke selv holde fest i haven, hvis jeg boede i Kølvrå i den periode. Jeg ville heller ikke holde vinduerne åbne, og jeg ville ikke hænge vasketøj udenfor,” fortæller Jan Reisz fra Miljøstyrelsen til DR om de store minkgrave ved Kølvrå og Nr. Felding. Super. Mink versus Mennesket: 100-0.

Der har været en del palaver om Hollywood-filmen ‘Promising Young Woman’, som netop har haft premiere i Danmark. Ikke så meget på grund af dens handling: Den handler om en ung kvindes hævntogt mod fyre i byen, som forsøger at komme i seng med hende, mens hun tilsyneladende er stangstiv, hvilket hun så ikke er, men derimod ædrueligt determineret mod at afsløre, hvilke svin de er. Palaveren har handlet om, at Carey Mulligan, som spiller hovedrollen, sidste år blev fortørnet over en anmeldelse i Variety, som hun mente kritiserede hende for ikke at være lækker nok til rollen. Det genantændte den hidsige debat, der har fået tilnavnet too ugly to rape og førte blandt andet til, at Variety gav en undskyldning for “ubetænksomt og insinuerende sprogbrug” til Mulligan. Anmelderen selv følte sig misforstået, og det forstår jeg godt, når jeg læser anmeldelsen. Han skriver intet om lækkerhed, men kalder castet af hende som femme fatale “underligt”. Herhjemme har Informations journalist Anna Von Sperling undret sig over Varietys uforbeholdne undskyldning, som ifølge hende ikke burde have været rettet mod Mulligan, men i stedet have manet til redaktionel refleksion over, at samtlige af anmelderens kollegaer heller ikke havde set ‘fejlen’. I sidste uge skrev Berlingskes filmanmelder, Kristian Lindberg, så en anmeldelse af filmen, hvor han refererer debatten om Mulligans lækkerhed og erklærer, at det er noget sludder, at hun ikke er lækker: Hun er “fuldt ud “lækker nok” til at agere indbydende honningkrukke.” Dermed begår han netop den fejl, som han forsøger at hæve sig over, nemlig at gøre sig til dommer over, hvor lækker Mulligan egentlig er. Ingen bør jo egentlig forholde sig til det spørgsmål. Det er kernen i problemet. Det nedslående ved hele miseren er, at den for mig at se eksploderede på grund af en mand, der ikke skrev noget om, hvor lækker Mulligan er, og nu er endt med en mand, som faktisk skriver, hvor lækker han synes, hun er. På den måde skaber debatten om potentiel sexisme i USA reel sexisme i Danmark. Det er meget kafkask og træls.

Forleden slugte jeg hele anden sæson af DR3-programmet ‘Mit Hemmelige Match’. Et program, hvor fem unge kvinder og fem unge mænd skal bo sammen i et kollektiv i en måned med det formål at tage en kold tyrker fra mobiltelefoner og sociale medier. Tror de. For hvad de ikke ved er, at de i virkeligheden er med i et kærlighedseksperiment, hvor de gennem personlighedstests er blevet matchet op med ikke bare én, men hele to af de andre kollektivister. Selvom dette twist først afsløres for programmets deltagere til sidst, er luften tyk af både amoriner og sexual tensions fra første afsnit. Faktisk bæres programmet på mange måder frem af det trekantsdrama, som udspiller sig mellem Emilie, good-guy-gutten Nikolaj og cassanova-karlen Emil. For Emilie er matchet med begge boys, men hvem i alverden skal hun vælge? Det er faktisk ret frustrerende at være vidne til den ubeslutsomme Emilie, men det er jo nærmest en reality-version af Tove Ditlevsens digtklassiker ‘De Evige Tre’. Så når nu Pernille Rosenkratz-Theil nægter at skrive Tove Ditlevsen ind i den danske litteraturkanon, er det da fantastisk, at DR er leveringsdygtig i kendskabet til Den Evige Tove. Det er da Public Service!