Hvad ville du gøre, hvis du mødte en tro kopi af dig selv?
Ville du se alle de små fejl og blive irriteret, eller ville det simpelthen være det perfekte møde? Det kunne måske endda udvikle sig lidt erotisk. Eller måske ende fatalt?
Det er i hvert fald en finurlig tanke. Og så er det kongstanken i den nye nervepirrende film ‘Superposition’, hvor Mikkel Boe Følsgaard spiller journalisten Teit, der er gift med forfatterspiren Stine, spillet af Marie Bach Hansen. Sammen med deres søn Nemo forlader parret hamsterhjulet og deres hektiske hverdag på Vesterbro og flytter et år til Sverige for at finde ro – og dem selv.
Planen er, at hun skal skrive sin bog færdig, mens han skal dokumentere deres ophold i en podcast, de optager en gang om ugen og sender hjem.
Deres forhold er lidt løst i hængslerne på grund af en tidligere affære, der stadig spøger, og turen til Sverige er nok deres sidste forsøg på at redde det. Men da de til deres store frustration finder ud af, at de slet ikke er alene i vildnisset, siver ubehaget ind i filmen, og idyllen krakelerer fuldstændig.
Filmen hed oprindeligt ‘Natur’, fortæller Mikkel Boe Følsgaard, men genremæssigt er der tale om en film, der flirter med det overnaturlige.
Og det var faktisk det, der fangede den danske skuespiller, da han læste instruktøren Karoline Lyngbyes første synopse til filmen.
“Mange af os går og tænker over at søge væk fra hverdagen. Det gør jeg også selv, men præmissen i den her film var ikke at lave en total socialrealistisk parforholdsfilm. Den havde de her knæk i genren med gyser og sci-fi, og det syntes jeg var sindssygt sejt,” siger Mikkel Boe Følsgaard.
Han sidder på en franskinspireret café i København og drikker flat white med havremælk. Han bor selv i byen med sin kone og sine to børn, som han transporterer rundt i en rimelig ramponeret ladcykel. Et storbymenneske med en god karriere. Og visse ligheder med sin karakter, Teit.
“Han er et meget godt billede på rigtig mange af os, der bor i byen, som har en længsel efter komme ud i naturen og væk fra hverdagens trummerum. Jeg kan godt selv genkende den her grundlæggende følelse af, at der er noget i en, man mangler, noget natur, som man på en eller anden måde er blevet amputeret fra, fordi vi konstant er indenfor.”
“Jeg synes jo simpelthen, at vores liv går for hurtigt. Vi bliver bombarderet med indtryk og impulser konstant. Der er så mange ting, vi skal forholde os til og leve op til, og så kommer man til at drømme om det modsatte. At køre ud på en gård og være sammen med sin familie og være i det nære.”
Mikkel Boe Følsgaard indrømmer, at han sommetider bliver træt af sin egen fantasi om at skride fra det hele, fordi det også er en egoistisk fantasi.
“Vi kan jo ikke allesammen flytte ud på en ø, så ville der jo heller ikke være noget natur tilbage. Måske skulle vi prøve at kigge på, hvad det er, der gør, at vores hverdagsliv trætter os sådan, og at trivslen er så dårlig.”
Personligt prøver han at få mediteret for at finde ro.
“Det er noget, man kun kan blive bedre til, kan jeg mærke. I perioder gør jeg det hver dag. På den ene side er det det fedeste, og på den anden side irriterer det mig, at jeg har brug for det. Det er jo et symptom på, at tingene nok går for hurtigt.”
Hvor tæt er du lige nu på at finde dig selv?
“Når man mediterer, arbejder man med, at man skal komme bagom tankerne, men også bagom kroppen og følelserne. Hvis man fjerner de tre ting, er der ikke ret meget tilbage. Der er noget, der er større end dig selv. Det er en interessant tanke, at man altid vil mislykkes i forsøget på at finde sig selv. Jeg tror ikke, der findes ikke et sted, hvor man kan sige: Der var den! Nu er jeg hjemme.”
Er du i balance med det?
“Årh, det ved jeg ikke. Men med alderen kommer man tættere på at acceptere den, man så er.”
Shooting star
Set udefra burde Mikkel Boe Følsgaard vel egentlig også at være meget godt tilfreds. Allerede inden han var færdiguddannet skuespiller, slog han sit navn fast i offentligheden som den mere eller mindre sindssyge Kong Christian den 7. i filmen ‘En kongelig affære’. Han vandt både en Bodil og en Robert for den rolle, og som den første dansker fik han en Sølvbjørn ved Berlinalen i 2013.
Han blev udråbt til shooting star, og siden har han spillet store roller i tv-serierne ‘Arvingerne’ og ‘Borgen’ og senest markeret sig med en hovedrolle i Netflix’ krimiserie ‘Kastanjemanden’.
38-årige Mikkel Boe Følsgaard er velrenommeret. Og der har været fart på. Men hvor er han egentlig i sin karriere lige nu, hvis han selv skal sige det?
“Jeg har lavet mange ting, men det er også over lang tid. Med tiden er jeg blevet klogere på, hvad jeg synes er sjovt at lave – og mindre sjovt. Jeg har ikke et drømmescenarie om, hvor jeg skal nå hen, ikke nogle særlige roller eller instruktører jeg sigter efter. For mig handler det mere om at lave film, jeg synes er spændende, og som jeg kan se mig selv lave.”
“I starten havde jeg meget travlt, fordi der var en frygt i mig for, at tingene skulle holde op. At hvis jeg ikke fik etableret mig, ville det stoppe. Så jeg sagde ja til meget, også oveni hinanden. Og det ville jeg ikke gøre i dag. For mig skal der virkelig være noget kød på karakteren og historien, hvis jeg skal ville det, fordi jeg altid investerer mig max i mit arbejde.”
Er der noget, du er særligt optaget af at udvikle og blive bedre til fagligt set?
“Mit fokus lige nu er at turde ikke evigt og altid at planlægge for meget, når jeg arbejder. Jeg vil gerne blive bedre til at stille mig til rådighed og give slip, for jeg har altid godt kunnet lide at være sindssygt velforberedt. Men der kan komme noget ekstremt rent og ægte frem, når du ikke planlægger ned i detaljen, hvad du skal gøre. I det ligger jo også at turde at fejle mere.”
Hvad er det vigtigste for dig, når du arbejder?
“Mange ting. Men jeg vil altid gøre mit bedste. Jeg ville aldrig kunne gå på arbejde og have sådan en “jeg gider ikke i dag”-mentalitet og gøre det hele med venstre hånd. Jeg kan tage en scene igen og igen og igen, fordi jeg hele tiden gerne vil finde på noget nyt.”
Hvor har du den arbejdsmoral fra?
“Jeg ved det ikke, men for mig er det ikke rigtig et valg. Hvis jeg gør det, så gør jeg det. Sådan skal det være, ellers vil der stå nogle andre, der gerne vil gøre det. Dybest set er mit arbejde et kæmpe privilegium, og derfor føler jeg en forpligtelse over for mig selv og for filmen eller serien til at gøre mit arbejde ordentligt.”
I ‘Superposition’ har Mikkel Boe Følsgaard haft brug for sin arbejdsmoral. Filmen er optaget på kort tid med et lille budget, og så var han faktisk på dobbeltarbejde på grund af filmens twist, der på magisk vis lader Teit og Stine møde to kopier af dem selv. Det betød, at den normale arbejdsgang, hvor man kan slappe af, efter man har spillet sin scene, blev fejet af bordet. I ‘Superposition’ var Mikkel Boe Følsgaard hele tiden på. Og det var en stor udfordring.
“Teknisk set var det sindssygt krævende, men det var også bare hårdt arbejde – at være på hele tiden og skifte tøj mellem hver rolle. Men heldigvis var det også skidesjovt.”
Det dysfunktionelle parforhold
Mange vil sikkert kunne genkende en del fra Teit og Stines parforhold i ‘Superposition’. Ikke nødvendigvis på den gode måde, for deres interne dynamik er både præget af konkurrence, bitterhed og usikkerhed. Samtidig er de nogle intellektuelle overjegsmennesker, der er gode til at verbalisere deres problemer. Problemet er, at de ikke kan få deres tanker til at bundfælle sig i kroppen, for eksempel ved at dyrke sex med hinanden.
Det er på én gang dysfunktionelt og lige på nippet af at være rigtig godt. Og så er det så, at filmen lader Teit og Stine møde sig selv, som teknisk set er et andet par. Hvad der kommer ud af det møde, må man selv opleve, men filmen rejser i hvert fald et fundamentalt spørgsmål om kærlighed: Skal man elske hinanden med hud og hår, eller bare indtil der kommer en, der er lidt bedre?
“For mig er det vigtigt, at man elsker hinanden i medgang og modgang, og at man ikke glider væk, så snart tingene bliver svære. For mig er kærlighed ubetinget, ligesom det er med mine børn, selvom der kommer konflikter og ting, man er uenige om,” siger skuespilleren.
I en scene i ‘Superposition’ sidder Stine og tisser med sin kopi, og de taler om, hvor meget Teit har stået i vejen for deres karriere og bebrejder ham, at de aldrig er slået igennem som forfattere. Men dér bliver det tydeligt for den ene af dem, at hun også selv har en aktie i sin egen livssituation.
“Det er en fed lille scene, som fortæller meget om, hvordan man ofte kommer til at projicere alt muligt over i sin partner. Jeg har ikke noget belæg for at sige det, men måske er der en tendens til, at vi i dag hurtigere tænker, at det her forhold bliver jeg ikke tilfredsstillet af, så det gider jeg ikke spilde min tid på.”
Mikkel Boe Følsgaard understreger, at man selvfølgelig ikke skal blive i noget, der er dysfunktionelt, for det er klart, at der er en ødelæggende grænse. I sidste ende er det godt, at vi ikke er stavnsbundet af hinanden, når vi bliver gift. Men det er måske med til at give os nogle højere forventninger til parforholdet generelt.
“Jeg tror, der var mange ekstremt ulykkelige parforhold tidligere, så det at kærligheden er blevet fri er kun en positiv ting. Men det gør jo, at svingdøren kører hurtigere, og vi lever i en tid, hvor man er ekstremt optaget af sig selv, og hvor ens tålmodighed er meget, meget lille. Det hænger nok sammen med, at vi har vænnet os til at blive så stimuleret hele tiden af alt.”
“Filmen er så en slags latterliggørelse af, at man ofte tror, at alting er bedre på den anden side af bredden. Og det siger jo noget om vores tid, at vi har en konstant higen efter, at tingene lige bliver lidt federe. I stedet for måske at blive hvor man er og finde ud af lortet sammen.”
Der kommer en regning
I ‘Superposition’ gives der ikke rigtig noget svar på, hvordan man løser parforholdskriser eller finder et bæredygtigt alternativ til samfundets store hamsterhjul. Filmen er det, man på engelsk vil kalde mind boggling. Tankevækkende på en, ja, forvirrende måde.
Men Mikkel Boe Følsgaard håber, at man engang vil se tilbage på den tid, vi befinder os i, og tænke: Gjorde man virkelig sådan?
“Særligt med hensyn til vores massive informationsstrømme og overkommunikation synes jeg, det er tydeligt allerede nu, at vi er ved at drukne os selv. Jeg håber også, at man kommer til at se på vores skærmforbrug, ligesom man ser på passiv rygning i dag. Fuldstændig uden fortilfælde er vi i gang med at opdrage vores børn med skærme, og der er allerede mange studier, der peger på, at det giver stress og angst. Jeg tror, der kommer en regning senere.”
Fejlen er nok, at man har en tendens til at tro, at løsningen ligger lidt længere fremme – at der bare lige skal lidt mere til, før man lykkes. Måske ligger der en anden mulighed, hvis vi holder op med at bygge vores succeser og samfund på at maksimere og kontrollere alting, mener Mikkel Boe Følsgaard.
“For Teit og Stine tror jeg i hvert fald, de havde nået langt, hvis de ikke havde brugt så meget tid på at finde fejlene hos hinanden og omkring hinanden, og måske snarere havde accepteret hinanden.”
Er det dit bedste råd til et sundt parforhold?
“Årh, gud! Det er jo klichéernes holdeplads, selvom det er sandt. For man må jo acceptere den anden, som den anden er i stedet for at forsøge at forandre. Ellers får man sådan et flip, hvor man flytter til Sverige. Og så kan det jo ende med at gå rigtig galt.”
