Midt i en valgkamp: Hvor er visionerne blevet af?
Radio & podcast
menu-close

Le Gammeltoft: Midt i en valgkamp: Hvor er visionerne blevet af?

16. juni 2015 |

Som vi sidder der i sofaerne og ser TV, labber vi de politiske debatter i os og glemmer at stille krav om indhold og visioner for fremtiden. Er vi dårligt opdraget?

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.

 

Det har været tydeligt igennem denne valgkamp: At visionerne for fremtiden har været gemt godt af vejen. At det har handlet om noget så utiltalende som at holde asylansøgere ude af landet, og om hvorvidt man som arbejdsløs skal have et par tusinde kroner mere eller mindre udbetalt om måneden. Men mens vi er tilskuere til en retorik, der trækker os ned på laveste niveau, glemmer vi, hvad politik og valgkamp burde handler om, nemlig FREMTIDEN.

Politikerne er gode til at bruge penge og til at diskutere, hvordan de vil bruge dem bedre end de andre. På reformer, skattelettelser, kortere ventelister og så videre. De fremlægger det ene tal efter det andet og trækker hele tiden deres politiske visioner ned på et plan, hvor vi alle kan være med. ”Hvor er det uretfærdigt, at naboen får flere penge end mig”. ”Tænk, hvis udlændingene kommer og bruger mine skattepenge”. ”Tænk, at der er så mange danske arbejdsløse – det må være østeuropæerne, der har taget vores jobs”. ”Vi vil have flere penge og betale mindre i skat”.

Der er noget, vi har misforstået. Eller rettere – der er noget politikerne har misforstået. For at få hjulene til at køre rundt, skal der penge ind. Der skal være nogen, der gider tjene dem. Der skal være nogen, der skaber overskudsforretninger, så der kan komme penge i skattekisten. Flere af os skal arbejde og gerne mere og længere.

Tal erhvervslivet op

Mange af partierne har formuleret deres holdning til erhvervspolitik, til erhvervslivet og til iværksætteri. Det er der som sådan ikke nogen, der er imod. De kan godt lide dem, der arbejder og dem, der skaber arbejdspladser. Men alligevel ender retorikken i en valgkamp om at tale os ned – om at tale til laveste fællesnævner.

Lad os nu dreje udgangspunktet. Tænk hvis vi for eksempel talte erhvervslivet og iværksætterne op. Tog dem seriøst. Satte dem på dagsordenen. Forklarede alle de danske stemmer, at her er dem, der bidrager mest til deres velfærdssamfund. Dem der kan gøre udslaget for ventetiden på hospitalerne, niveauet på skolerne, for hvor mange penge, der er råd til at give i skattelettelser til de lavestlønnede.

Problemet er, at vi, som danskere ikke stræber højt nok. Måske er det fordi, vi altid bliver talt ned? I stedet for hele tiden at tale om ventelisterne, skolereformen og alle de andre lappeløsninger politikerne samler som patchwork, kunne man prøve at huske på, at man også skal arbejde sig oppe fra og ned. Man skal forebygge, som det så smukt hedder – og ikke kun fokusere på lappeløsninger.

Vi betaler utroligt mange penge i skat, og gør det, fordi vi gerne vil bidrage til fællesskabet og til velfærdssamfundet. Vi gør det, fordi vi er opdragede til det. Og vi gør det, fordi vi tror på systemet. Et system, som vi ikke har passet ordenligt på de sidste mange år. Hvad er der sket med vores uddannelsessystem, som er langt fra et af verdens bedste? Vores sundhedssystem, som nærmest ikke hænger sammen længere? Vores dagpengesystem, der taber folk på gulvet? Er det ikke nogle af de helt basale ting, vi har arbejdet hårdt for at kunne betale skat til? Så vi kunne stole på, at det virkede?

Mundhuggerier og præsidentkampagner

Vi har taget til takke med ‘godt nok’ i lang tid. Vi har taget til takke med at få drejet fokus mod emner, der vedrører de få. Med at blive fyldt med frygt for det og de ukendte. Medierne og politikerne har hånd i hånd stået for at reducere valgkampen og den almene politik til mundhuggerier og præsidentkampagner. De har midt i deres meningsmålinger glemt os. Alle os, der arbejder. Alle os, der får hjulene til at køre rundt. Alle os, der tror på glæden ved at arbejde og ved at bidrage. Alle os, der ikke mener, at det danske erhvervsliv er skurken. Tværtimod.

Kunne vi bede om nogle visioner, der bringer debatten og retorikken tilbage på et passende højt niveau? Nogle visioner for det samfund, der helst skal hænge sammen for vores børn? Lad os nu sørge for, at få erhvervslivet tilbage på dagsordenen – så der kan skabes arbejdspladser, flere menneskelige kapaciteter, et konkurrencedygtigt samfund og så der kan komme en masse penge i statskassen, så vi kan få et bedre skole- og uddannelsessystem, hospitaler der igen er nogle af verdens bedste og sørge for, at alle der vil og kan arbejde, kan få et job. Lad os hjælpe dem, der har brug for hjælp, lad os åbne vores arme og tage imod de, der flygter fra krig og grusomheder. Lad os huske hinanden på, at vi er privilegerede og at vi har andet at gå op i end os selv. Lad os bruge penge på at sikre vores klima, på at være i front for den grønne omstilling. Lad os skabe visioner for et samfund der kan rumme det hele og som har råd til det hele. Vi kan skabe et bedre samfund, hvis vi begynder med visionen om det bedre samfund.

Vi er blevet opdraget af nogle politikere og medier, der de seneste årtier har glemt, at de har ansvar for at hæve niveauet. For at få os til at stile højere. Når man bliver talt ned til og talt ned på hele tiden, kan man måske tabe sine egne visioner og glemme, at det handler om et større billede. Om et samfund vi kan være stolte af, og som tilbyder de bedst mulige løsninger – og ikke lappeløsninger. Ja, vi er dårligt opdragede og niveauet for lavt. Det må kunne gøres bedre.

Le Gammeltoft

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.