Mand dig op, veninde
Radio & podcast
menu-close

Iben Maria Zeuthen: Mand dig op, veninde

24. marts 2017 |

Er kvinder opdraget til, at venskaber indbefatter den tidskrævende samtale?

Radiovært og journalist.

Denne tekst er oprigtigt ment som et spørgsmål og ikke et angreb. Og spørgsmålet er følgende: Oplever du det samme som mig, nemlig at kvinder er dårligere til at være der for deres venner, end mænd er?

Det kan lyde som en banal og sexistisk tese, det ved jeg. Men nogle gange tænker man banale ting, og desværre er der af og til facts som ikke, uanset hvor ligestillede vi gerne vil være, kan undgå at referere til kønnede spørgsmål.

Nå. Men. Min banale og sexistiske pointe er, at jeg personligt har oplevet at mine mandevenner er mere tilstede i problemfyldte tider end mine kvindevenner er.

Egentlig startede mine tanker om dette, da jeg var hos min terapeut, og hun spurgte om, hvorfor jeg har flere mande- end kvinde-venner.

Min hjerne gik øjeblikkeligt i gang med at spinne alle mulige fortællinger om arv, miljø og baggrund, men der er altså, selv i disse selvudviklingstider, nogle svar der ikke ligger hos os selv. Jeg har flere tætte venner end veninder, fordi vennerne er mere fysisk tilstede og har nemmere ved at holde aftaler, indgå aftaler og være fleksible i forhold til at skabe muligheder for aftaler.

Og her må jeg smide en disclaimer. Jeg er røv-ufleksibel selv. Jeg hænger fast i egne strukturer, egne vaner og planer, og har svært ved at smide hvad jeg har i hænderne for at se mine venner. Jeg har også brug for at kunne aflyse en aftale, og svært ved at indgå en bindende. Så igen: denne tekst er ikke en anklage. Det er et spørgsmål: Oplever du det samme? Og hvorfor er det på den måde? Er det fordi mændene får børn senere end kvinderne og derfor i længere tid har mindre faste rammer og mindre ansvar at leve op til?

Er det fordi der hviler et større og mere komplekst pres på kvinderne i forhold til at levere og leve op til tilværelsen? Er det fordi vi i virkeligheden er den part i et parforhold fx der føler det største ansvar for at få set vores kærester og børn? Eller er vi stadig underlagt historiske strukturer hvor kvindernes opgave først og fremmest er at passe basen og først når det er på plads, kan vi bevæge os ud i verden med kram, kage eller drukture til en trist ven… Hvis altså vi lige har fået trænet, købt ind og gjort rent inden?

Der er også en anden mulig begrundelse, som også er strukturelt betinget: Måske er mænd opdraget til en anden type venskaber. Måske bliver I, i jeres/deres venskaber fra barnsben opfordret til et mere aktivt og initiativrigt form for venskab? Kvinders venskaber er allerede meget tidligt i livet centreret omkring samtale. Og her kan vi ligeså godt rette en kollektiv misforståelse: Det er meget sjældent samtale man har brug for, hvis man bare har brug for støtte, opmuntring eller adspredelse. Man har brug for adspredelse og parallel-aktivitet. Hvor man laver noget og kan være sig selv, men i rum med andre. Desuden er forventningen til en samtale, at den tager tid og at der er ro til den. Den forventning om flere timers samtale, kan ofte gøre at man ikke kan overskue det. Min opfattelse er, at kvinder har større forventninger til det de skal præstere i et venskab når man så endelig ses, for eksempel skal vi præstere den lange dybe samtale, hvilket kan gøre det uoverskeuligt at tage initiativ til det. Det er ærgerligt. Jeg tænker, at en halv time med en citronmåne to go, en klatrevæg eller et katteklip på youtube kan gøre underværker.

Mine grove pointer er altså, at kvinder er opdraget til, at venskaber indbefatter den tidskrævende samtale plus, at vi stadig kopierer vores mødre og tager hovedansvaret for stabiliteten i hjemmet. Det koster på venskabskontoen, og jeg synes i tråd med det at opleve, at mænd er bedre end kvinder til at tage initiativ til at 1) ses og 2) gøre det spontant og når der er brug for det og 3) arrangere noget aktivt, så man rent faktisk får en pause fra hvad det nu er man bokser med.

Hvis du er af samme opfattelse, skal vi så ikke lige hive fat i vores døtre, og lære dem at en ven er én man tager under armen og hiver med ud i verden, allerhelst i det øjeblik og i den periode hvor de har brug for en, og at vi i de få øjeblikke glemmer vores pligter? Skal vi ikke sørge for, i tråd med anden ligestilling i opdragelse, at ligestille venskaber og venindeskaber, så vores unger lærer at det er det samme at være ven som at være veninde?

Og til mig selv og mine veninder, lad os lige blive bedre til at show the fuck op på trappestenen og hive hinanden ud en tur.

Så skal hjemmebasen og jobbet nok klare sig i de 30 minutter det gælder.

Iben Maria Zeuthen

Radiovært og journalist.