Mærsk vil være CO2-neutrale i 2050
Radio & podcast
menu-close

Nyt fra klimatopmødet: Mærsk vil være CO2-neutrale i 2050

6. december 2018 |

Shipping-giganten Mærsk offentliggør et ambitiøst mål om at blive CO2-neutrale inden 2050. Klimaudspillet blev offentliggjort under det igangværende FN-klimatopmøde i Polen.

Redaktionschef og journalist på heartbeats.dk. Hun har en stor kærlighed for populærkultur, hiphop og det gode liv. Kontakt: ditte@heartbeats.dk

Foto: Wikipedia

Verdens største shippingfirma, danske AP Møller Mærsk, udfordrer nu hele industrien på miljøområdet ved at afgive løfte om at få deres CO2-udledning helt i nul i 2050.

Mærsk transporterer hver femte container, der rejser verden rundt til havs, så det er en af de helt store spillere, der sender et vigtigt signal til resten af branchen. Udmeldingen kommer under det igangværende FN-klimatopmøde, COP24, i Polen.

Og det vil kræve radikale valg og en ambitiøs indsats at finde på ny teknologi til at skabe CO2-neutrale skibe og bidrage til grøn omstilling på havene.

”Vi er nødt til at opgive de fossile brændstoffer. Vi er nødt til at finde andre slags brændstoffer eller en anden måde at drive vores skibe frem på. Dette er ikke bare endnu en besparelses-øvelse. Langt fra. Det er en eksistentiel omstilling, hvor vi som virksomhed er nødt til at skille os ud”, siger Mærsk Lines COO, Søren Toft, til avisen Financial Times.

Mærsks mål er dermed mere ambitiøst end det samlede mål for skibsfart, hvor man har vedtaget en halvering af udledningen af drivhusgasser i 2050. For at skære udledningen helt i bund i 2050 skal der tages vigtige skridt, og et andet mål bliver, at de CO2-neutrale brændstoffer og fremdriftsformer skal være kommercielt bæredygtige allerede i 2030. Rederiet skal altså finde på nye måder at gøre det lige så billigt eller billigere at sejle klimavenligt som med de afgående fossile brændstoffer.

”Mærsk har ret i, at udledningerne skal nå nul før 2050, hvis vi skal undgå en klimakatastrofe, og de skal roses for at arbejde for det langsigtede mål, men det fritager dem ikke fra ansvaret for at reducere udledninger på kort sigt”, udtaler John Maggs fra den maritime NGO, Seas at Risk, til Shippingwatch.

Mærsk har ikke meldt ud, hvordan det første mål skal nås om 11 år, men både biobrændstoffer, hydrogen, ammoniak, batteridrift og vind- og solkraft er testet og i spil som fremtidige shipping-løsninger.

Ditte Giese

Redaktionschef og journalist på heartbeats.dk. Hun har en stor kærlighed for populærkultur, hiphop og det gode liv. Kontakt: ditte@heartbeats.dk