Foto: Ritzau/Scanpix

Mads Brügger om Louds forvandling: “Anders Krab har hånden på 100 millioner skattekroner. Det er absurd mange penge”

“Det er helt vildt, at både Anders Krab-Johansen og Simon Andersen er gået i flyverskjul, samtidig med at de lancerer sloganet ‘Danmarks modigste kanal’”, siger Mads Brügger efter at have læst Radio Louds redegørelse.

Hvis Radio Loud fremover kan kalde sig ’24syv’ og ellers får dispensation til at ændre ved adskillige punkter i sendetilladelse, er Heartbeats klar til at lægge sag an mod Radio- og tv-nævnet.

På et møde 4. november skal nævnet vurdere dab-kanalens fremtid.

Spørger man den hedengangne Radio24syvs tidligere programchef, Mads Brügger, er det dog “dybt besynderligt”, hvis dispensationen går igennem. 

“Grundlæggende er det jo dybt besynderligt, hvis man metaforisk sagt får penge til at bygge et coladiskotek til unge mennesker og i stedet vil bygge Valbyhallen. Det er helt udenfor min fatteevne, at man kan tillade sig at ændre spilleregler på en opgave, man har fået og selv har budt ind på,” siger han til Heartbeats. 

Mads Brügger er i dag ansvarshavende chefredaktør i Mediehuset Frihedsbrevet. Ifølge ham har det været en “PR-mæssig katastrofe”, siden Anders Krab-Johansen i Weekendavisen 21. oktober afslørede navneskiftet:

“Jeg synes, at 24syv er det smukkeste signal om, at vi ønsker at skabe en taleradio, som er normbrydende, hvor der er direkte lytterkontakt, og hvor vi bliver ved med at udvikle nye værter, nye talenter og nye formater,” lød det dengang fra Anders Krab-Johansen, koncerndirektør Berlingske Media, der lægger op til at øge ejerandelen til 91,1 procent.

Tidligere tirsdag kunne Heartbeats så fortælle, at Radio Loud ikke alene arbejder på at skifte navn.

Alt det bedste fra 24syv

Radiokanalen vil også ”lade sig inspirere af alt det bedre fra Radio24syv”, herunder ”værter med høj profil, den magtkritiske journalistik, de normbrydende, originale, morsomme og vanvittige programmer i den ’24syvske ånd”. 

Det fremgår af den ”redningsplan”, som Radio Louds administrerende direktør, Lars Schmidt, 19. oktober sendte til Radio- og tv-nævnet på vegne af Kulturradio Danmark, og som Heartbeats har fået delvis aktindsigt i

Siden lanceringen af navneskiftet er det dog skortet på positive tilkendegivelser og lykønskninger til Radio Loud. Og Mads Brügger forventer ikke, at det ændrer sig nu, hvor offentligheden får indsigt i radiokanalens planer om at kopiere Radio24syv.

“Hvis man ser på, hvordan det har foldet sig ud, siden de lancerede det, har det været en katastrofe. Det har afstedkommet en eksplosion af vrede og had, og det handler ikke kun om, at mediebranchen er sygeligt optaget fa sig selv. Folkehavet er rasende,” siger Mads Brügger.

Over 100 millioner i støtte

Berlingske Media, der ejer Weekendavisen, Berlingske, B.T. og nu størstedelen af Radio Loud, modtager 104,7 millioner årligt i mediestøtte fra staten. Hertil kommer de 60 millioner, Radio Loud får i statsstøtte. 

“Det er absurd, at Krab rejser under et liberalt flag og altid gør gældende, at staten er et problem, samtidig med at han har hånden på over 100 millioner skattekroner – om året. Det er absurd mange penge til en privat aktør.”

En privat aktør, der er ejet af en belgisk mediekoncern..

“… som endda er ejet af nogle rige belgiere, ja. Hvis det ikke får alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg, så er det vanvittigt,” siger Mads Brügger.

Heartbeats har forsøgt at få et uddybende interview med Simon Andersen. Her lyder det i en kortfattet sms, at man “afventer nævnets beslutning”. Heller ikke det har Mads Brügger meget til overs for.

“Det er helt vildt, at både Krab og Simon Andersen er gået i flyverskjul og ikke vil tale med nogen, samtidig med at de lancerer sloganet ‘Danmarks modigste kanal’.

Heartbeats har forhold Anders Krab-Johansen kritikken fra Mads Brügger, men han har ingen kommentarer, før Radio- og tv-nævnet har udtalt sig.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics