Man skal gøre sig den tjeneste at lade være med at sammenligne sig med de allerstørste. Man skal ikke spørge sig selv, hvor mange legendariske albums Jimi Hendrix og Kurt Cobain havde skrevet som 27-årige, og man skal nok heller ikke tænke for meget over, at Fleet Foxes mange år senere udgav deres første plade, mens forsangeren Robin Pecknold var blot 22 år gammel.
Men det gjorde de, og i dag er den plade en uomgængelig del af musikhistorien. Den indstiftede i 2008 en folkrock-revival og en massiv bølge af indie-bands, der mere eller mindre direkte lod sig inspirere af Fleet Foxes’ organiske og akustiske lyd, og så varmede den stuerne op hjemme hos de tusindvis af internationale lyttere, som anskaffede sig pladen fysisk – og i øvrigt gjorde den til pladeselselskabet Bella Unions første guldplade nogensinde.
Fleet Foxes er så godt som synonymt med sangskriver Robin Pecknold. Han dannede bandet sammen med Skyler Skjelset som bare 20-årig, fordi han efter sigende var træt af at deltage i open mic-arrangementer i Seattle. Og selvom bandets lyd på debuten er kendetegnet ved en åbenlys dyrkning af akustisk guitar, banjo, pauker og masser af tamburiner, er det utvivlsomt Robin Pecknolds klare (og ekstremt rumklangsindsvøbte) tenor, der agerer ledestjerne i bandets univers.
På mange måder er ‘Fleet Foxes’ i dag indbegrebet af genren indie-folk. Ikke mindst på grund af de katedraler af smukke vokal-harmoniseringer, som optræder på albummet – og som de færreste har kunnet matche siden.
Men mange forsøgte. I 2008 var lyden af lyse, amerikanske mandestemmer overalt. Fleet Foxes udgav deres debut på et tidspunkt, hvor indierocken var på sit højeste. Det var bands som Arcade Fire, The National, Band of Horses, Animal Collective, Bon Iver og Grizzly Bear, der spillede på de store internationale festivaler. De var med til at definere æraen og den måde, man gik klædt på. Man havde skovmandsskjorte på, langt hår og fuldskæg, og alle bandnavne indholdt enten et dyr eller et naturligt element. Det var altsammen en del af en større tilbagevenden og assimilering til en moderne, men alligevel imaginær kulturel virkelighed, hvor naturen fik den centrale rolle oven på 90ernes hyper digitale æstetik. Op til det her punkt havde musik haft en lidt kemisk smag, og nu lugtede her bare af fyrretræ overalt.
Paradoksalt nok blev Fleet Foxes faktisk opdaget på hedengangne MySpace.com, hvor de havde lagt demoer op. Efterfølgende færdigindspillede de hele albummet sammen med produceren Phil Ek, som tidligere havde arbejdet med bands som Modest Mouse og Built to Spil. I Amerika signede bandet med Sub Pop, og internationalt landede de en stor kontrakt med det engelske pladeselskab Bella Union, hvis direktør Simon Raymonde efter sigende fik et decideret chok, da han hørte sangen ‘White Winther Hymnal’ for første gang på MySpace.
Den færdige plade endte med at udkomme i to dele med ep’en ‘Sun Giant’ som forløber, og allerede på det tidspunkt havde hypen omkring Fleet Foxes bygget sig op. Det huede på ingen måde Robin Pecknold, der annoncerede pladen med et ydmygt budskab om, at de virkelig ikke havde lyst til at være “en af den slags bands”.
“Undskyld igen, hvis du hører for meget om os. Jeg hader det lort. Vi har ingen kontrol over det. Vi skal nok gøre vores bedste for ikke at overvælde jer,” skrev han dengang på MySpace.
Det hjalp bare ikke. Succesen var massiv, anmelderne var ovenud begejstrede, og albummet toppede flere steder mediernes årslister over bedste albums. Efterfølgende har Robin Pecknold udtalt, at opmærksomheden var så overvældende, at han havde svært ved at nyde perioden.
“Selvom jeg havde arbejdet virkelig hårdt, var succes så pludselig, at jeg følte mig skyldig. Jeg syntes ikke, at jeg havde fortjent den og var hård ved mig selv i de følgende år,” har han sagt i et interview med The Sun.
Som det hører sig til enhver musikalsk succes, er man et smut forbi David Letterman, og det var Fleet Foxes selvfølgelig også dengang – på deres helt egen måde og med en siddende og rimelig introvert Robin Pecknold i midten. I klippet her kan man i øvrigt også se, at det er Joshua Tillmann, der i dag er bedre kendt som Father John Misty, som spiller trommer. Han kom med i Fleet Foxes efter indspilningerne af debuten, men inden de begyndte at turnere. I 2012 forlod han dog bandet igen, blandt andet for at fokusere på sin egen karriere.
Når man hører ‘Fleet Foxes’ i dag, står det klart, at det i høj grad fortjente al den positive opmærksomhed. Og selvom referencerne til musikhistoriske koryfæer som Simon & Garfunfkel, Crosby, Stills, Nash & Young og Mumford & Sons nu står endnu mere klart end dengang, har albummet en vandmærkeagtig renhed og uskyld over sig. Sangene har trods deres til tider progrockede tilsnit vist sig at være præcis så slidstærke, som de blev spået, og de virker, som klassikere nu gør: Som en tidsmaskine, der sender lytteren tilbage i tiden med det samme.
At Fleet Foxes’ efterfølgende plader tog bandet i en anderledes retning bidrager kun til magien ved deres debut, der – præcis ligesom det hollandske renæssance-maleri på coveret – består af mange små og finurlige narrativer på hver enkelt sang.
Hvis man skulle anklage Fleet Foxes for én ting, skulle det være, at de nærmest havde en for stor afsmitning. Mange opportunistiske indiebands troede rent ud sagt, at de var lige så gode som Fleet Foxes, og at de kunne begå sig i samme register som Robin Pecknold, hvilket de på ingen måder kunne. Ingen nævnt, ingen glemt. Robin Pecknold sang sandt for dyden som ingen anden, og i midten af det store kor af melankolske mandestemmer, som i slut 00’erne og start 10’erne væltede ud i folkrockens hellige navn, står ‘Fleet Foxes’ stadig og knejser som en stor klassiker.
