Lortemoren
Radio & podcast
menu-close

Lortemoren

14. maj 2015 |

Jeg tænker dagligt på at skrive noget, der kan ændre verdens tilstand. Eller i det mindste være med til at ændre den. Til det bedre. Det virker formålsløst at skrive, hvis det ikke sætter noget i gang, det man skriver. Hvis det bare er et lille selvudviklingsprojekt, man har gang i. Det bliver nødt til […]

Forfatter og salon-mutter

Jeg tænker dagligt på at skrive noget, der kan ændre verdens tilstand. Eller i det mindste være med til at ændre den. Til det bedre. Det virker formålsløst at skrive, hvis det ikke sætter noget i gang, det man skriver. Hvis det bare er et lille selvudviklingsprojekt, man har gang i. Det bliver nødt til at betyde noget for andre end en selv og ens nærmeste. For det tager så meget tid at skrive. Tid man kunne bruge på mere væsentlige ting. Et arbejde, der gør en forskel for bådflygtninge og deres børn for eksempel. Hvor resultatet er håndgribeligt. I dag vil jeg skrive et digt om racisme. I dag vil jeg skrive en roman om den globale opvarmning. I dag vil jeg sende en af de kronikker til Politiken eller Information, som altid er under udarbejdelse. Og hvad sker der? Man ender nede i det klaustrofobiske, overophedede maskinrum og nørdenørkler med tabuer, skjulte dagsordner, dobbeltbogholderi, parforhold, mindreværd, længsler, smerter, misundelse, kernefamilier og lortemoren. Næsen dybt plantet i pløjemarken, i gyllen, i undertøjsskuffen. Overvågningsapparatet på fuld skrue. Tentakler der flintrer rundt. Som en seismograf med tourette. Frem med petriskålen, mikroskopet; nej, se lige der, se, hvor de svømmer rundt, hvordan de forvilder sig dybt ind i skoven af mudrede følelser. De fedtede fletninger hænger og dingler over skænderiet, skilsmissen, utroskaben.

Dyb respekt for de forfattere, der skriver livsomvæltende, verdensforandrende bøger. Næsegrus beundring. Det er så ikke lige mig. Ikke lige nu i hvert fald. Måske aldrig. Måske rækker koncentrationen, nysgerrigheden eller evnerne i forhold til de store tematikker ikke til at løfte næsen fra gyllen.

Og så er vi tilbage til det patetiske, det virkelig ynkelige, det vi gerne vil skjule, føleriet, navlepilleriet, det selvoptagede, snæversynede, manglen på interesse for omverdenen, det klamme. Og et af de grummeste steder man kan snage, er hos lortemoren. Der bliver ved med at være liv i hende. Hun er blandt andre beskrevet af Tove Ditlevsen, Marguerite Duras, Flaubert og undertegnede med romanen Stomskader. Men hun bliver ved med at være en lortemor. Det er hun rasende over. Det er opslidende hele tiden, at have brug for at flygte. Ikke nødvendigvis fra børnene, men fra sig selv for at få en pause fra at tænke dårligt om sig selv som mor. Med andre ord, det er også synd for hende. Hende er der også brug for at nogen tage sig af. Hendes børn skal ikke opleve skammen over at føle sig som bådflygtningebørn selvom de ikke er bådflygtningebørn. De skal helst opleve at vokse sig store og sunde, blive til dannede borgere i vores semidemokratiske snarligt afviklede velfærdsstat. Hvis der ikke er nogen, der fabrikerer et nutidigt spejlkabinet lortemoren kan spejle sig lidt i, hvor hun kan få øje på alle de andre, der også i perioder slæber sig af sted som fæstebønder med en vognfuld uopfyldte idealbilleder, får hun ingen lindring. Ingen tilgivelse for at være mere og andet end perfekt. Hun får børn, der arver skammen, de får børn der arver skammen og så videre

Var dette en forsvarstale for at få lov til at fortsætte med at ælte rundt i følelser, var det et forsvar for den slags litteratur, som mange af os forfattere i Danmark sidder og skriver, som vi bliver anklaget for at skrive, i stedet for den virkelige litteratur, den der batter. Ja, det var det. Det var et forsvar for den slags litteratur. Og for lortemoren også. Den litteratur er vigtig. Den tager temperaturen (hader det udtryk, men det passer meget godt på det billede, jeg forsøger at fremmane: den kolde vaselineindsmurte glasbeholder mellem ballerne) på vores fælles tilstand. Hvis fællestilstanden er i uorden, er der uorden i landet. Lortemoren har ikke alene opfundet sig selv. Hun er også blevet opfundet af os andre. Hun er meget alene om at bære sin selvforagt, vores foragt for hende. Hun findes i os alle sammen. Hun har intet køn, ingen alder, ingen social status. Hun er et begreb. Lortemoren går i panik over hvordan alle andre kan nå det hele. Hvor dygtige og egnede de er. Hun er tavs når der mother bashes eller hun råber skingert med. Hun har brug for omsorg og kærlighed og for at der bliver skrevet om hende. Det er vigtigt for samfundet, for kulturen, at hun bliver hjulpet til at forstå sig selv som et menneske, ikke som en afart, men som et menneske der ikke tillader at blive censureret af det amputerende idealregime.

Lad os hæve glasset og råbe et meget højt hurra for lortemoren og for alle de lorte dårlige følelser. Lad os skamme os sammen, bøje nakken, se ned i jorden og spejle os i mudderet. Det er dernede festen er. Det er alligevel også der, vi skal hen en dag. Og når vi ligger der nede i kisten og glor op i låget, kan vi tænke: gudskelov for at jeg forlod en rodet lejlighed, et rodet liv, en rodet jord, men i det mindste fik vist de nye generationer vejen ud af idealrædslerne, det konforme, det fascistoide. Forhåbentlig vil de være endnu bedre rustede til at kæmpe for os alle sammen. Kæmpe med empati for det uperfekte, for de mennesker der ikke er en økonomisk gevinst, for dem, der ikke er plads til i vores verden. For eksempel bådflygtningene.

SKÅL

Katrine Grünfeld

Forfatter og salon-mutter