"Jeg er ikke flov over, at min familie er fyldt med sindssyge og misbrugere"
Radio & podcast
menu-close

Lone Frank: “Jeg er ikke flov over, at min familie er fyldt med sindssyge og misbrugere”

8. juni 2017 |

Interview med Lone Frank på Heartland Festivalen om at være videnskabens fanebærer og om ikke at have nogen planer.

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.

PR-foto

Landets skarpeste videnskabsjournalist. Sådan blev vinder af Publicistprisen 2017, Lone Frank, præsenteret på weekendens Heartland Festival, hvor hun som den eneste deltog i to talks – om fremtidens gener og om lystens væsen.

Lone Frank var efter eget udsagn for utålmodig til forskningen, og hun har siden hen viet sit liv til at formidle videnskaben. Det gør hun på et hav af forskellige platforme, både som videnskabsjournalist på Weekendavisen, som filmskaber, forfatter og senest også som radiovært på Radio24/7, hvor hun laver programmet ”24 spørgsmål til professoren”. På Heartland Festival kom hendes popularitet også til udtryk i en vaskeægte rockstjernemodtagelse med endeløse klapsalver, pift og hujen.

Selv tager hun rockstjerneprædikatet med et gran salt.

Heartbeats mødte Lone Frank over en kold øl.

Q.

Hvorfor er det vigtigt med en god videnskabsformidling?

A.

“Det drejer sig jo om at formidle videnskaben ud i verden, så mennesker udenfor videnskaben også kan forstå det. Det er essentielt, fordi forskning og videnskab former vores verden. Almindelige mennesker skal forstå det for overhovedet at kunne være med til at tage nogle beslutninger om, hvad vi skal med den viden – er der noget, vi ikke vil have, og hvor skal vi hen – så skal de for fanden vide, hvad det er, vi snakker om. Så det er helt essentielt! Fuldstændig ligeså essentielt som politisk journalistik for eksempel”.

“Menneskelivet, for mig, er ikke flovt og pinligt – det er som det er, og jeg har det ikke dårligt med at tale om det.”

Q.

Hvordan gør man det så forståeligt, uden at det bliver fordummende?

A.

“Det er ret vigtigt at finde ud af, hvordan man rent faktisk gør i denne branche. Du kan sagtens lave sådan en fordummende formidling, som bare er en slags brugtbilssalg, hvor du presser noget om den nyeste opdagelse i forskningsverdenen ned i halsen på folk. Jeg mener, det handler om at få folk til at tænke over de forskellige emner og langt mere end bare at oplyse. Det er fint nok, at der findes sites for forskningsnyheder, men det tolkende og det holdningsbårne synes jeg er mindst ligeså vigtigt. Det skal til for simpelthen at få folk til at tænke i stedet for bare at sluge et eller andet. Det er det, jeg gerne vil – jeg vil gerne få folk til at tænke selv”.

ARTIKEL: Vi er blevet som en verden af islandske romanforfattere

“Det er ligegyldigt, hvilken platform jeg gør tingene på, så tænker jeg i virkeligheden altid, at det ikke må fordummes. Det skal være på et højt niveau, og man skal få noget oplysende ud af det og noget, der får en til at tænke på et højere niveau, end man var i stand til før. Der er mange, der har en eller anden forventning om, at det er svært at formidle videnskab, og at man jo ikke kan forstå det – men det kan man sagtens! Jeg tror i virkeligheden, at det er nemmere at formidle videnskab, det synes jeg i hvert fald, fordi der er nogle fakta og nogle fund, som man kan basere det på. Det er så en udfordring, når anerkendte medier vælger at køre historier, som er baseret på dårlig forskning, som det for eksempel er sket med vacciner. Så står man lige pludselig i en situation, hvor man skal råbe højere og forsøge at konkurrere med noget, der simpelthen er noget vås”.

Q.

Du investerer dig selv meget i de ting, du laver. Er det en god måde at lave videnskabsjournalistik på, og bør andre lade sig inspirere af det?

A.

“Hvis man søger efter opskrifter til, hvordan man skal gøre, så synes jeg, man skal finde sin egen opskrift. Det er egentlig det, jeg har gjort. Jeg er jo ikke journalistuddannet. Jeg har bare tænkt, hvordan kunne jeg tænke mig at gøre det her, hvordan synes jeg, det kunne være interessant at lave det. Jo større mangfoldighed i, hvordan folk gør tingene, desto bedre. Det der med at alle løber i én journalistisk retning, synes jeg er forfærdeligt. Når alle pludselig skal fortælle historier på én måde, eller alle nyhedshistorier skal skrives på en måde – det er utåleligt. Jo mere der er af folks personligheder i de ting de gør, hvordan den så end kommer til udtryk, desto bedre”.

Q.

Hvad fik dig til at investere dig selv i sådan en grad, som du har gjort?

A.

“Jeg tror, det er en mangel på flovhed. Altså jeg er ikke flov over, at min familie er fyldt med sindssyge og misbrugere, dem er der en helvedes masse af i alle familier. Det er jo bare vilkåret, og så kan man ligeså godt tale åbent om det. Masser af mennesker har depression ligesom jeg selv, og så kan man ligeså godt tale om det. Menneskelivet er for mig ikke flovt og pinligt – det er som det er, og jeg har det ikke dårligt med at tale om det. Det er slet ikke sådan, at jeg virkelig har skulle tage mig mod til og vurdere, om jeg nu kunne tåle at gøre det her. Det kommer bare meget naturligt”.

Q.

Er det sådan i alt, hvad du gør?

A.

“Ja. Jeg tænker ikke så meget over virkningen, og jeg er ikke særligt kalkuleret. Hvis jeg gør noget, så er det fordi, jeg føler, at det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg har meget få fremtidsplaner. Jeg er et menneske uden plan. Det opgav jeg i min ungdom sammen med videnskaben. Jeg havde lagt alle mulige planer for mit liv, og så fandt jeg ud af, at det var slet ikke det, jeg ville i virkeligheden og så holdt jeg op med at lægge planer. Så det der med at spørge mig, ”hvor ser du dig selv om fem år?” det kan man ikke få noget svar på”.

Q.

Men det er jo også et svar!?

A.

“Ja, det er rigtigt. Jeg ved det simpelthen ikke. Mange af de ting jeg laver, fx et radioprogram, er jo bare noget der kom ind ad døren. Mads Brügger ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at lave sommerradio, og så fik det lov at fortsætte. Filmarbejdet, det havde jeg sgu heller aldrig troet, at jeg skulle lave, men jeg tror, at jeg er god til bare ligesom at hoppe på ting, der melder sig og ikke være bange for, at det kan jeg nok ikke. Jeg hopper i vandet med tøjet på, og håber jeg ikke drukner – eller at der er en livredder til stede, hvilket der jo heldigvis ofte er”.

Andreas Saxild

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.