En af de ting, der nok ikke lige ændrer sig foreløbigt i mit parforhold, er, at det er mig, der sætter lamper op. Det er mine fingeraftryk, der sidder på værktøjskassen, og det er mig, som min kæreste kigger på med opspilede øjne, når strømmen går. Et HFI-relæ, det er noget mænd går op i. Også selv om de bor på Nørrebro, læser ’I Love Dick’ og har en bæresele.
Sådan er det hjemme hos de fleste par i min omgangskreds. For trods flere årtiers ligestillingskamp og feministiske flodbølger, så er kønsrollerne fordelt meget klassisk i mange hjem. Og det er helt fair, det giver tit mening for alle på den måde.
En anden ting, som nok heller ikke ændrer sig i nogen nær fremtid, er, at lampeudtag og elinstallationer sådan generelt kan pisse mig helt afsindigt af. Det er djævelens værk, det skidt. Typisk må man stå i en komplet ubehjælpelig arbejdsstilling med hænderne over hovedet og koncentrere sig enormt for at håndtere de mikroskopiske skruer og ledninger, der – føles det som om – modarbejder dagens PH-projekt med vilje.
Det er et drama næsten hver gang. Og der er jo fandeme kvindeligt publikum på, mens man står der med en polsøgende skruetrækker og spiller hasard med sin maskulinitet. Jeg tæller lige til ti, tænker jeg.
Hvis lampen bagefter ikke vil tænde… ja, så brister noget indeni mig og ud ryger kraftudtryk med en primal volumen og indfølt indignation over for dette skæbnens lille el-komplot. Sagt lige ud bliver jeg rasende.
Jeg kan høre mig selv affyre ting som ”Pik!” og ”Kusse!”, for eksempel, fordi det føles godt og lettende med en hård k-lyd.
Men det er slet ikke okay indenfor hjemmets fire vægge – det er som om, det ikke er legitimeret at rase sådan ud. Især ikke over noget så ubetydeligt som en fatning (den lille mide!) og især ikke som mand.
”Ej, gider du ikke godt holde op?”, kunne min kæreste (som i øvrigt er virkelig sød og tolerant) finde på at sige. Og gid jeg kunne, men det kan jeg ikke altid. Det ville være det samme som at holde et nys tilbage. Det er en naturlig udligning af trykket i mit indre temperament, der finder sted ved sådan et udbrud.
Jeg kender mange mænd, der har det på samme måde, mænd, der ligesom jeg ser sig selv som moderne og bløde mænd. De går osse og tæller til 10 for at holde små aggressioner i ave. Man har ligesom hver sin pestilens; el-arbejde er min, madlavning kunne være en anden, computer-lack en tredje. Men fælles er det, vi kunne kalde den præ-eruptive fase, hvor vi ligesom forsøger at kontrollere vores udbrud, fordi vi ved, det er ugleset, når først det er ude. Og fælles for de mænd, jeg kender, er fornemmelsen af at blive fordømt af deres omgivelser, for manges vedkommende deres kæreste, hvis de giver slip og lader en finke ryge af panden.
Jeg skal være forsigtig med at udtale mig i det minefelt, der er kønsdebatten, men det kan se ud som om, at mænds vrede i kvinders øjne ofte er farlig og potentielt skadelig. At man som mand altid lidt er en latent psykopat, fordi man bander højt eller giver dørkarmen én på sinkadusen. Hjemme hos mig er den såkaldte DONG-vrede i hvert fald uacceptabel.
”Hvis du skal være sådan, så gider jeg ikke være her”, kunne det lyde. Er det virkelig så slemt for kvinder at være sammen med mænd, der bander? Det går jo hurtigt over igen.
For en god ordens skyld må jeg skynde mig at sige, at jeg godt kan forstå, at nogle kvinder kan blive bange for vrede mænd, fordi der findes noget, der hedder hustruvold. Det er selvfølgelig forkasteligt. Men jeg vil også mene, at vi er i en anden kategori her.
I øvrigt er det min oplevelse, når jeg er sammen med gutterne, at vredesudbrud højst betragtes som et maskefald. Så får man lige et klap på skulderen, sådan en lille forstående gestus, som jeg egentlig godt synes, der kunne være lidt flere af i det hele taget. Og som mange kvinder, tror jeg, kunne lære lidt af. Det-er-okay-dasket behøver ikke at være en mandeting.
Lad mig forsøge at vende det lidt på hovedet for at sætte tingene på spidsen. Og bær over med mit ret stereotype kønsscenarie her, det er ikke hensigten at generalisere i forhold til mænds og kvinders reaktionsmønstre, men: Hvis man forestiller sig, at en kvinde i et parforhold blev ked af det, og manden sagde ”Slap dog af” eller lige gik en opportun tur omkring blokken, fordi en grædende kvinde simpelthen var træls selskab, hvordan tror du så, det ville det blive opfattet i menigheden?
Jeg har svært ved at forestille mig, at det på nogen måde vil falde i kategorien ’god opførsel’. Hvis nogen er kede af det – mænd som kvinder – så støtter man vedkommende og forsøger at rumme det så godt, man kan. Men hvorfor er det ikke lige sådan, når det kommer til vrede mænd? Kvinder må jo begge dele, græde og være rasende, det er cool.
Nu kommer det måske til at lyde som om, at parforholdet er en spændetrøje for mit – og andre mænds – brusende temperamenter, sådan er det selvfølgelig ikke. Jeg kender ikke mange mænd, der er indebrændte over at terpe talrækken fra 1 til 10 – heller ikke mig selv. Men for en ung mand som mig, der ikke kan lade være med at observere hverdagens små spil mellem mænd og kvinder, kan det undre mig en smule, at udadreagerende adfærd de facto er problematisk.
Er det i virkeligheden ikke meget sundt at være i stand til at få sine frustrationer af vejen med et udbrud? Den ventil er vel god nok at kunne åbne af og til. Og lukke igen, det er klart.
Det er da federe at være lidt ude af flippen derhjemme end at råbe nederen ting ad Zanka og Fischer, som min ven sagde forleden, da vi snakkede om netop dette emne. Først da bliver det skadeligt. For det afgørende her er i mine øjne, at aggressionerne ikke er henvendt til nogen, men noget. En samlingsmuffe har jo for fanden ingen følelser, ikke dem fra Silvan i hvert fald.
Derfor bliver det mit beskedne budskab, at bandeord og små optrin i hjemmet ikke altid er farlige. Jeg vil i hvert fald til enhver tid hellere være sammen med en mand, der lige har smadret en lampe end en, der har lyst det.
