København invaderes af drag queens
Radio & podcast
menu-close

København invaderes af drag queens

3. april 2015 |

RuPaul’s Drag Race giver et bredt publikum indblik i dragkulturen, og snart gæster showet også København.

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.

 

Husker du, da Conchita Wurst triumferede i det internationale Melodi Grand Prix? Masse-kulturen omfavner nogle gange seksuelle minoriteter, og med hendes sejr viste Europa, at mænd med make-up, skæg, en flot kjole, og et glimt i øjet sagtens kan blive alles darling, på trods af Europas splittelse over homoseksuelles rettigheder. På det seneste er mange danskere kommet på fornavn med flere drag queens, blandt andre Pandora Boxx, Courtney Act og Jinkx Monsoon. De udgør nogle af de mest populære medvirkende i den amerikanske kabelstation Logo TV’s reality-program RuPaul’s Drag Race. Programmet blev sendt første gang i 2009, og man har kunnet se det herhjemme på TV2 Zulu, og nu på Netflix og iTunes. Disse drag queens turnerer for tiden i USA med et stort anlagt sceneshow. Snart kommer de til Europa, og de giver en udsolgt koncert på spillestedet Vega i København d. 7. april.

I tv-programmet kan man opleve disse mænd for fuld udblæsning i elegante rober, ofte barokke kostumer, parykker, og make-up i kilovis. De konkurrerer mod hinanden i forskellige udfordringer, alt i mens de affyrer bitchy oneliners for at demonstrere deres viljestyrke og flair for at underholde seerne. Alt sammen for til sidst at blive kåret som America’s next drag superstar og modtage førstepræmien på 100.000 amerikanske dollars. I slutningen af hvert program, efter juryens votering, står to drag queens tilbage – begge i fare for at blive elimineret. Efter den sidste dyst, hvor de begge mimer til den samme popsang, giver RuPaul den ene besked på at ”sashay away”, mens den anden hører de velsignede ord, ”shante, you stay”.

Disse udtryk vil være velkendte for seere som husker RuPauls gennembrud i den amerikanske mainstream-kultur i 1990’erne. Hendes (ja, man siger ”hende” om en drag queen) store hit hed ”Supermodel (You Better Work)” og indeholdt netop ordene ”sashay” og ”shante”. Dengang var de en intertekstuel reference og hyldest til dokumentarfilmen Paris is Burning, som portrætterer drag-kulturen i Harlem i 1980’erne, og dens frembrusende og elegante attitude. Dokumentarfilmen viser også, hvordan drag performance skabte et alternativ til samfundshierarkiet i 1980’ernes hvide yuppiekultur og nykonservatisme – et hierarki hvor fattige homoseksuelle afroamerikanere og latinamerikanere i Harlem var i bunden.

RuPaul blev den første som virkelig kapitaliserede på denne nichekultur, ved blandt andet at blive model for MAC Cosmetics, synge duetter med kæmpestjerner som Diana Ross og Elton John, og ved at udgive sin egen musik. Alt dette var muligt fordi RuPauls optræden talte til et bredere publikum – ud over det homoseksuelle kernepublikum på natklubberne. Hun var, og er, meget glamourøs og ikke så truende som andre mere retorisk aggressive dragperformere, hvis humor består i at fornærme publikum og bruge sjofle ordspil.

I RuPaul’s Drag Race får et bredt publikum indblik i dragkulturen og en lang række fagudtryk. Her lærer man, at ki ki betyder at hænge ud og have det sjovt, kai kai betyder sex mellem to drag queens, og serving fish refererer til en drag queen som ser specielt overbevisende ud som kvinde. Før dette tv-program var kendskab til denne campy retorik reserveret for inderkredsen af homomiljøet, eller gæster som vovede sig ind på de af storbyernes natklubber, hvor drag queens kommer frem efter mørkets frembrud. Selvfølgelig har populære film som The Adventures of Priscilla, Queen of the Desert, og RuPauls tidlige karriere gjort dragunderholdning populær, men RuPaul’s Drag Race markerer alligevel en ny tid. Her får seerne mulighed for at opleve dragperformere, fra store såvel som små amerikanske byer, bag kulissen, i færd med at skabe deres kostumer og forskellige karakterer. Derudover viser dette tv-koncept, at det er stærkt nok til at hive et dansk publikum på Vega for at opleve stjernerne i virkeligheden. Min pointe er ikke specielt relateret til seertal og den slags. Det er svært at fastslå, hvor mange danskere der ser med, når RuPaul ruller sig ud på skærmen. Derudover er Vega et mindre spillested. Det interessante er mere popkulturens transnationale rejse, og den flade forbundne jordklode som ikke længere diskriminerer mellem mainstream- og nichekulturer. Disse performere kan nu promovere sig selv på sociale medier og i RuPaul’s Drag Race og dermed komme ud til et publikum som ellers aldrig ville høre om dem. Nu bliver mødet fysisk på Vega, og for enkelte gæster er der arrangeret en meet & greet med stjernerne.

Tv-programmets tema er, at RuPaul skal finde sin arvtager. Det vil sige, at vinderen i hver sæson skal være relativt kommerciel, velartikuleret, og ifølge RuPaul, en person som potentielt kan følge i hendes fodspor, og eksempelvis blive et firmas ansigt udadtil eller vært på sit eget tv-program. Her løber programmet ind i kritik fra visse dele af dragmiljøet og fra akademikere som beskæftiger sig med repræsentationen af minoriteter i populærkulturen. For drag som udtryk kan også være med til netop at sætte spørgsmålstegn ved mainstreamkulturen og dens konstante krav til konformitet og kommercialisme. På plussiden sætter drag i alle genrer spørgsmålstegn ved samfundets ofte rigide kønsopfattelse, specielt forskellen mellem mand og kvinde. Drag queens viser, at køn også er noget vi performer, og at det dermed ikke er så naturligt og medfødt som nogen tror. Dragunderholdning er også med til at undergrave den historisk veletablerede magt og styrke reserveret for mandekønnet. I RuPaul’s Drag Race er mændene klædt ud som kvinder, og de påtager sig i stedet den indre kvindelige styrke og den ægthed der kommer af at iføre sig en maske eller en anden persona. I andre sekvenser ses de medvirkende i deres mandetøj, hvor de dog stadig refererer til hinanden med deres dragnavne, ”hun” og ”hendes”. Dermed skaber programmet et miljø og en stemning, hvor seeren aldrig rigtig ved hvordan kønsopfattelsen er, hvilket kan være både underholdende og informativt.

Men drag er mange ting. Når for eksempel cabaretperformeren Justin Vivian Bond, som ikke har noget at gøre med dette tv-program, optræder som en hærget ældre natklubsangerinde (en persona som er mange år ældre end Justin Bond selv), råber hun ad publikum og gør sig så grim og upassende som muligt. Dette er langt fra RuPauls egen glamourøse stil, og i hendes program klarer de fishy queens (for nu at bruge vores udbyggede ordforråd) sig også langt bedre end dem der bruger grimhed og bizarre virkemidler i deres udtryk. Der er selvfølgelig undtagelser hertil, blandt andre Sharon Needles som vandt sæson fire, og som bruger det gotiske, mærkelige, og ofte lidet glamourøse i sin, i øvrigt, meget interessante stil. I dragsprog kaldes de mest overbevisende kvinders stil også for realness, men hos RuPaul dækker denne realness altså også over en vis grad af indslusning i den amerikanske forbrugerkultur, og i normer omkring pænhed og kvindelig ynde. Dette ligger langt fra de mere kontrære ideer som Justin Vivian Bond og for eksempel Divine (som man kender fra kultinstruktøren John Waters film) og andre undergrundsagtige drag queens repræsenterer.

På trods af kritikken står tilbage et underholdende tv-program, som på mange måder er oprørende nok til at smide lidt grus i kønsmaskineriet. Og nu altså også et liveshow til april som uden tvivl bliver spektakulært. Jeg glæder mig i hvert fald.

 

Peter Bjelskou

Uddannet ph.d. i amerikanske studier fra State University of New York og har undervist på danske og amerikanske universiteter. I 2014 udgav han bogen 'Branded Women in U.S. Television: When People Become Corporations', om hvordan amerikanske tv-programmer bruges til markedsføring.