Da jeg for et par uger siden var i min lokale Føtex, lagde jeg mærke til, at samtlige hylder var ryddet. Det tænkte jeg ikke videre over, indtil jeg kom igen nogle dage senere og så, at hylderne var blevet fyldt med juleslik og juledims. I indgangen var der også stablet den ene dyre chokoladekalender efter den anden. Det var i midt-oktober.
For hvert år rykker julen tættere på, også julefrokosterne er nu begyndt at ligge tidligere.
Misforstå mig ikke, jeg elsker julen, men de sidste par år har jeg været træt af jul, før vi overhovedet har ramt december, og det er virkelig ærgerligt.
Min primære grund til at elske julen er noget rart at se frem til, når mørket falder tidligere og tidligere. En højtid, der er lidt hygge i vintermelankolien, og som spreder sig i det danske land, lige så snart vi indser, at der går omkring et halvt år, før vi ser solen igen. Men glæden bliver taget fra mig, når supermarkederne insisterer på, at vi skal holde jul i tre måneder frem for den ene tiltænkte måned.
Det er lige så irriterende som tøjbutikker, der begynder at sælge vinterjakker i august og bikinier i januar. Skulle vi prøve at få én ting overstået, før vi er videre til det næste? Hvornår skal vi nyde den årstid, vi er i gang med, hvis butikkerne allerede er på vej videre?
Supermarkederne tvinger julen ned i halsen på os. Det giver sikkert mening for salget, ellers gjorde de det formentlig ikke, men det dræber julestemningen, og den er svær at finde igen.
Jeg forstår ikke, hvem der overhovedet køber juleslik i oktober måned? Jeg er i hvert fald aldrig stødt på nogen, der har købt skumjulemænd og marcipansnebolde som fredagssnolder, før det rent faktisk er december. Men de skal nok findes, ellers blev det vel ikke solgt.
Jeg har en veninde, som har fødselsdag i midt-december, og derfor nægter alt, hvad der hedder jul, før hun har haft fødselsdag. Det er måske lige i overkanten, men jeg synes alle os tidlig jule-hadere burde danne en fælles front om ikke at købe noget julet før i hvert fald slut-november. På den måde kunne man måske slippe for en forceret julestemning, hver gang man skal handle.
Julen er blevet en vare, der skal sælges, fremfor en hyggelig årstid, der skal fejres. Og det kan vi ikke være tjent med.
Julen varer lige til påske, men det er snarere sådan, at julen varer lige fra sommeren. Supermarkederne er i hvert fald allerede i fuld gang med julesalget, og på den måde har de som en anden Grinchen allerede dræbt stemningen.