Jeg er otte år gammel og placeret i en overfyldt idrætshal. Gummisåler skriger mod gulvet. Det samme gør jeg indeni. Jeg er til gymnastikopvisning i Karlslunde Hallerne. Og jeg har virkelig ikke lyst til at være der. Om få minutter vil cirka alle fra alle klasser på min folkeskole og deres forældre få at se, hvor dårlig jeg er til at lave en kolbøtte i luften. Hvorfor er det lige, at de skal se det?
Da jeg var barn, skiftede jeg sportsgren cirka en gang om året. Mine forældre ville gerne have, at jeg rørte mig. Jeg ville helst være fri. Sagen var nemlig den, at siden jeg var helt lille, har været ret exceptionelt dårlig til alt, der krævede bevægelse. Det tog lidt flere år for mig end for mange andre børn at få min motorik helt under kontrol. Og min kondi har heller aldrig været noget at råbe hurra for.
Så lige gyldigt hvilken sport jeg startede til i mine børne- og teenageår, var jeg altid blandt de dårligste. Og det er hårdt nok at håndtere i sig selv for et lille selvbevidst sind. Men det, der gjorde det hele værre, var, at jeg aldrig bare kunne få lov at holde hemmeligheden om, hvor dårlig jeg var til at stå på hænder/svømme/danse/spille badminton inden for det hold, jeg gik på. Jeg skulle altid ud og ydmyges foran kæmpe mængder af mennesker til opvisninger, stævner og oprykningsceremonier (hvor mine venner fik lov at opstige til himmels/talenthold, så det blev endnu mindre sjovt at være efterladt tilbage sammen med alle dem fra klassen under).
Hos Danmarks Idrætsforbund mener man også, at det er et stort problem, at mange børn og unge falder fra idrætsforeningerne. Siden 2007 har der været en betydelig stigning i mængden af børn og unge, der stopper med deres sport efter nogle år. Det starter allerede i 10-12-årsalderen og fortsætter gennem teenageårene.
Jeg selv stoppede først min hoppen rundt mellem sportsgrene, da jeg var 15. Der blev jeg nemlig gammel nok til, at mine forældre ikke længere krævede af mig, at jeg gik til en sport. Og hvilken lettelse! Jeg var fast overbevist om, at sport på ingen måde var noget for mig og aldrig kunne blive det.
Den overbevisning holdt indtil efteråret 2018. Jeg er der 23 og har problemer med at sove om natten. Til en polterabend har jeg fået en voucher til en gratis prøvetime på en danseskole. Jeg tager afsted med en veninde, og ikke nok med, at jeg kan sove, når jeg kommer hjem: det er pissesjovt. Der er ikke nogen, der skal se det. Der er ikke noget mål om oprykning eller forbedring. Jeg skal ikke optimere noget som helst, jeg skal bare bevæge min krop sammen med andre mennesker, og det er faktisk ligegyldigt, hvordan det ser ud. Jeg starter fast ugen efter uden veninde, uden sikkerhedsnet, uden at ane hvad jeg laver. Og det har været et højdepunkt på mine hverdage de sidste fem år.
Jeg bliver nok aldrig rigtig god, men det er faktisk heller ikke det, det handler om.
