Det virker som en helt utrolig jubeloptimistisk ting at gøre, men jeg har netop købt en billet til Roskilde Festival sommeren 2022. Tanken om at stå med en kold fadøl i hånden og mærke bassen dunker gennem kroppen – stå tæt sammen med fremmede mennesker, lugte af sved sammen, danse, være lykkelige kroppe sammen – det forekommer mig at være et levn fra en anden tid, et andet liv, et slags fatamorgana fra fortiden.
Efter to år i det loop, som vi for eftertiden nok vil omtale som ”corona-årene”, skal vi nu lære at leve tillidsfuldt og socialt igen. Genåbningen er her, selvom det er svært at tro på den. Det er svært at tro på, at det hele ikke vælter igen om et par uger eller måneder med en ny variant, en ny fare, en ny stribe pressemøder med alvorlige miner og opfordringer til samfundssind, afspritning og afstand.
For afstanden har sat sig i os. Det føles sært at kramme mennesker eller bare at give hånd nu. Det føles anmassende med mennesker, der står tæt på. Det føles overvældende igen at plotte datoer for middage og fester i kalenderen. Noget er jo ændret nu, tilliden og uskylden har lidt et knæk. Kan man for eksempel forestille sig igen at give en tår af en drink til en ven? Eller ryge på hinandens smøger? Dele gaffel? Kysse venner på munden? Stå arm i arm og skråle med på en elsket sang?
Vi er nok mange, der har vænnet os til et mere distanceret og roligt hjemmeliv med kun de nærmeste. Som har skruet ned for den sociale cirkel og ambitionerne for venskaber, byliv og kulturoplevelser. Vi har vænnet os til afstanden og til at leve en stor del af livet i det digitale. Vi har mistet en del af vores sociale evner og mellemmenneskelige nysgerrighed undervejs, men nu skal vi lære det igen.
Det største coronaguld har været at bo godt og sammen med andre. Jeg glemmer aldrig, da en praktikant under den første nedlukning fortalte, at hun var begyndt at tale med sine potteplanter, fordi hun var så ensom på sit lille lejede værelse. Hudsult og ensomhed har huseret, og især singlefolket og de helt unge har lidt i coronaårene, hvor kærtegn, kys og sex med nye og skiftende partnere har været svært at forene med smittefare, afstand og social distancering.
Det hele var af nød. Afstanden, aflysningerne og den manglende kropslighed, men vi var nok også mange, der egentlig syntes, at det var meget rart for en stund ikke at skulle løbe rundt i et kalender-hamsterhjul mellem receptioner, fødselsdage, hurtige kaffemøder, madklubber, biografaftaler og alle den slags aftaler, som er vidunderlige, når de aftales, men som stresser lidt, når man kommer frem til aftaledagen, hvor arbejde, børn, træning, huslige gøremål, søvn og venner skal jongleres i et og samme døgn.
Men nu er det altså tid til at træne de sociale muskler igen. At mødes i tillid og glæde og gemme frygten væk. Så, kan vi det? Kan vi igen holde larmende privatfester med alle vennerne? Kan vi fejre dette års studenter med swung? Kan vi holde bryllupper, konfirmationer og runde fødselsdage igen og mødes på et dansegulv under en diskokugle?
Det håber jeg. Jeg er i hvert fald klar. Jeg har savnet det hele og vil mærke verden igen. Det kræver tillid og hengivelse, men det er jo i det menneskelige møde, i det fysiske, i musikken, i festen, i kulturen, i gaderne, in real life, at livets ægte magi opstår.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
