Kan Martin Solveig mon selv twerke? Eller bare tale engelsk?
Radio & podcast
menu-close

Kommentar af Ditte Giese: Kan Martin Solveig mon selv twerke? Eller bare tale engelsk?

4. december 2018 |

Sexisme og gammelstolt franskhed mødtes i går, da DJ'en Martin Solveig fik spurgt en kvindelig fodboldspiller, om hun kunne twerke. Måske er det på tide, at franskmændene holder op med at gemme sig bag deres barnlige 'jeg er jo bare franskmand'-undskyldning?

Redaktionschef og journalist på heartbeats.dk. Hun har en stor kærlighed for populærkultur, hiphop og det gode liv. Kontakt: ditte@heartbeats.dk

Ansigtet man laver, når nogen lige vil være lidt hygge-sexistisk. Screendump fra Ballon d’Or

I går vandt den norske angriber Ada Hegerberg prisen som årets europæiske fodboldspiller, Ballon d’Or (den gyldne bold). Den plejer at være forbeholdt mandlige spillere som Messi og Ronaldo, men Ballon d’Or bliver nu også uddelt til kvindelige topspillere, og Hegerberg var den første vinder, lige foran næsen på danske Pernille Harder. Det siger alt muligt om det momentum, som kvindefodbold generelt har, både i Skandinavien og resten af Europa.

Imidlertid blev prisoverrækkelsen overskygget af, at værten, den franske dj og musiker Martin Solveig, der laver musik i EDM-halbal-genren, stillede Ada Hegerberg spørgsmålet: ”Est-ce que tu sais twerker?” – kan du twerke? Det klingede jo ret sexistisk, og Solveig havde nok ikke spurgt Kylian Mbappé eller årets mandlige vinder, Luka Modric, om de mon ikke lige kunne ryste røv til musik.

Så der har, med rette, været en del debat på nettet her til formiddag, og Martin Solveig har skyndt sig at udsende en video, hvori han siger undskyld. Men ikke på ’jeg-ligger-mig-fladt-ned-måden, som han på mange måder burde, og måske med forklaringen: Ups, det var da vist en sexistisk smutter! Min hjerne er åbenbart programmeret til at sige den slags dumheder, når jeg står overfor en smuk kvinde, men jeg lover at arbejde med det.

Det kunne han have sagt. Men Martin Solveig valgte i stedet at trække det ældgamle: ’Jeg er bare en lille, dum franskmand’-kort. Han undskylder sig med, at hans engelsk er dårligt, og at han ikke rigtig forstår ‘engelsk kultur’. Nu var kvinden, han fornærmede jo norsk, men den lader vi fare. Det store problem her er, at det med de ringe engelskkundskaber er en helt vildt dårlig undskyldning, som franskmænd har benyttet sig af, siden Louis XVI var konge. Men nu går den altså ikke længere.

Fransk koloniherre slash Napoleon-facon

Jeg elsker Frankrig, fransk kultur, fransk sprog, fransk kogekunst og har boet i landet ad flere omgange og kommer der så ofte som muligt. Men den der franske koloniherre slash Napoleon-facon med at insistere på, at fransk er et verdensprog, og at alle andre må lære det, fordi franskmænd ganske enkelt ikke kan belemres med resten af verden, den går ikke i en globaliseret verden. C’est fini, messieurs-dames!

Frankrig er en del af verden, og det sprog, som verden kommunikerer sammen på, er engelsk. Ikke fransk. Heller ikke spansk, men det ved de godt selv. Heller ikke kinesisk, selvom det ville give befolkningsmæssig mening. Men engelsk. Erkend nederlaget og kom videre, Frankrig. I var et verdenssprog, men det er I ikke længere.

Alligevel møder jeg hver sommer franskmænd i København, som ikke kan kommunikere med folk og ser chokerede ud i mødet med den helt almindelige dansker, som ikke taler meget mere fransk end bonjour og merci. Som bange børn står franskmændene så der i mødet med omverdenen og aner ikke, hvad de skal stille op.

Men det skal jeg sige jer, kæreste franskmænd, I skal se at komme ind i den globaliserede verden! I skal lære jeres børn engelsk fra barnsben. Vi begynder i 1. klasse her i landet, hvilket gør det utroligt nemt at rejse med sine børn, der også via YouTube og iPad-spil taler børneengelsk (og dermed bedre end de fleste voksne franskmænd) fra 3. klasse.

LÆS OGSÅ: 8 mænd, 1 kvinde og 1 enkelt lillebror: De 10 mest modbydelige røvhuller i Lars von Triers film

I skal også straks holde op med at dubbe jeres film og tv-serier. Det er håbløst gammeldags, kom ind i streamingens og internettets tidsalder. Lær Arnold Schwarzeneggers ægte stemme at kende og anerkend, at halvdelen af skuespil-faget og filmkunsten er stemmen og lydsiden. Dubbing er med andre ord for børn. Så indfør version original på alle biograffilm, alt på tv, ALT. Læs tilmed en bog på et fremmedsprog nu og da. Det skulle i øvrigt være et fremragende våben mod demens at lære et nyt sprog sent i livet, så bare sæt grand-mère i gang også.

Lad også være med at være sprogligt dum-stædige i politiske forhandlinger, og slå over i vores fælles sprog, engelsk, i stedet. Når Villy Søvndal kan, kan I også. Frankrig er en kæmpe spiller i EU og Europa, det er på tide, at I også flytter jer sprogligt. Det signalerer desuden generøsitet og overskud at forsøge sig med andre sprog end ens eget. Samtale fremmer forståelsen, og sprog er noget, vi giver hinanden.

Alt det her er desuden franskmændenes eget ansvar. De skal selv bevæge sig. Det er også Martin Solveigs eget ansvar at lære at ‘twerke’ ikke betyder ’danse’, og at det er grundsexistisk at spørge en kvinde, om hun kan danse en dans, der generelt er forbundet med erotik og parringsdans, når hun lige har vundet en prestigefyldt fodboldpris. Mon dieu!

Ditte Giese

Redaktionschef og journalist på heartbeats.dk. Hun har en stor kærlighed for populærkultur, hiphop og det gode liv. Kontakt: ditte@heartbeats.dk