Kan det ikke være okay bare at have det okay?
Radio & podcast
menu-close

Kan det ikke være okay bare at have det okay?

29. marts 2015 |

Og behøver hverdagen være i modsætning til drømmen?

Radiovært og journalist.

 

Det har altid fyldt meget i mit hoved: Spørgsmålet om hvorfor det konkrete liv, jeg lever, skal føles som en så stor kontrast til de drømme, jeg bærer.

Jeg har sådan set fået det liv, jeg er gået efter, og jeg er et lykkeligt menneske, særligt de første to-tre timer efter jeg er vågnet, hvor lyset er bedst, kroppen er varm efter søvnen, dagens første kop kaffe virker, og jeg ser det liv, jeg har skabt og stræbt efter stå op omkring mig.

Men underligt nok opleves det ofte som om, der er en stor forskel på, hvad jeg stræber efter i det virkelige liv og så mine inderste, ordløse drømme.

Jeg tror (og håber), at andre kender til fænomenet: Selvom man ikke er utilfreds, findes der et liv ude i horisonten, nogle stemninger, personer, ideer, som aldrig er blevet en naturlig integreret del af ens hverdag. Det er kun i glimt, at man føler, at man lever i selve drømmen om livet.

Hvorfor er det på den måde? Og behøver det være sådan?

Jeg vil nødigt kaste mig ud i en ‘vores generation’- analyse men jeg tror, at mange, født efter 60/70erne, er vokset op med en idé om at det virkelige, spændende og ægte engagerende liv er det liv, der ligger udover vores hverdag. På helt konkret plan ser man det i antallet af fuldførte maraton. Eller hvor kort tid vi bestrider det samme job inden vi søger et nyt. Procentdelen af skilsmisser. Alt det der ikke var, som det var i går. Vi skal vide, hvad vi vil med vores liv, og vi er selv ansvarlige for at fylde det med de ting som repræsenterer vores drømme. Hverdagen er ikke spændende nok, hvis den bare går sin egen ukontrollerede gang, hvor tirsdag umærkeligt overtager hvor mandag slap. Vi skal hælde udfordring ind i mandag. Være bedre end vi var sidste år. Føle at vi peaker. Hver dag.

Der findes en eller anden form for nedladenhed omkring rutinen. En nedladenhed jeg af og til gør mig selv til offer for, efter jeg har fået barn og er flyttet sammen med min kæreste. I nævnte rækkefølge. For jeg skulle for alt i verden ikke være en af de der forudsigelige typer der først bor sammen i årevis, inden jeg kaster mig ud i ”projekt barn”. Næ nej, det skulle være spontant og drevet af drømme!

Nu, når der rent faktisk skal vaskes tøj og planlægges (for ja, det indhentede mig jo alligevel), føler jeg det som et nederlag. For lige pludselig ligner dagene hinanden, og jeg har en måde, jeg bedst kan lide at gøre tingene på, og egentlig passer de rutiner mig jo godt. Men jeg foragter dem, for det har jeg lært, at jeg skulle. Jeg har lært at rutiner og forudsigelighed er det modsatte af drømme.

Vi taler hinanden ned i vendinger som ”kærestekedelig”, ”det er blevet ren rutine” osv. Men jeg tror, at tristheden ved den faste form i højere grad skyldes synet på den og ikke den konkrete virkelighed.

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvor foragten for forudsigelighed kommer fra, eller hvem der har indpodet den. Men jeg mistænker vores forældre. Og digteren Søren Ulrik Thomsen giver mig ret. Som han skriver i et af sine essays fra essaysamlingen ‘Repremiere i mit indre mørke’, udtrykkes nedladenheden overfor det gennemsnitlige og rutineprægede hos de der var voksne med små børn i 60erne, 70erne og til dels 80erne, faktisk Søren Ulriks egen generation.

Han nævner CV Jørgensens sang ‘I en blågrå kupé’, der handler om stakkels computer Charlie, som hver dag tager det samme tog ind på sit job. Ensformighed i det ydre liv må betyde et ensformighed i det indre liv. Hvilket Søren Ulrik tager skarp afstand fra. For hvor er det dog en arrogant indstilling at bilde sig selv ind, at man kan aflæse en mands indre på hans ydre. Og desuden, at en mand, der passer sit job hver dag i stille og rolig tilfredshed, skulle have en kedelig sjæl. Bob Dylans ”Ballad of a thin man” handler på en måde om det samme. Eller sangene fra Bruce Springsteens album ‘Born in the USA’ (Jeg nægter at fristils-citere, hør hellere musikken).

Det er ikke, fordi at Bruces arbejderklasse-portrætter ikke har deres berettigelse, når de tager udgangspunkt i en egentlig grå masse-hverdag med for lidt ånd, overskud og inspiration. Og sandsynligvis havde vores forældres generation i 60erne og 70erne også deres grunde til at gøre op med den tilfredshed (forstillethed?) der opstod på baggrund af den materielle opblomstring efter 2. verdenskrigs hverdag med erstatnings-kaffe og materielle mangler. Jeg forestiller mig at 60er generationen reagerede mod deres forældres ”tagen til takke”: ”Nu når vi har sigtebrød og to ugentlige fridage samt ret til ferie, fred i landet og køleskab, må vi være tilfredse.” Og der kan man jo godt forstå at der måske skulle tænkes større tanker. Og det skal der selvfølgelig stadig. Men jeg savner, at det af og til er okay bare at have det okay.

En af mine for tiden absolut yndlingssange, ‘De nære ting’, handler om det at sætte pris på det man har, uden at vurdere det i forhold til hvad alle de andre har, eller hvad man potentielt set kunne have opnået. Det er en sang der synges på psykiatriske afdelinger rundt omkring i landet, hvor folk er indlagt med en forståelse af at deres liv ikke er værd at samle på. Som psykiatrisk patient, skal man langsomt klatre tilbage til livet, en umulig opgave hvis alle dage konstant skal fyldes ud med selvrealisering og nye udfordringer. Og man behøver ikke være depressiv for at have brug for at slippe selvrealiseringstanken og det konstante krav om at være lykkelig.

Jeg diskuterede sangen med min far, (Bruce Springsteen-generationen), og han fortalte, at ‘De nære ting’ er en sang, som hans generation har været vred på, for den plæderede for at man ”bare skulle tage til takke”, og ikke have lov at drømme stort.

Ergo: at være tilfreds med det liv man har skabt ses som manglende rygrad, manglende ambitioner, man er gået på kompromis (medmindre, selvfølgelig, at man instagrammer det i forskellige filtre, #lykkelig). Hverdagen, for nu at bruge et slidt udtryk, den er ikke god nok, hvis den føles som hverdag. Den skal piftes op relativt jævnligt med radikale livsændringer, for at mærkes. Eller, som sagt, tales op til at føles evigt selvrealiserende.

Jeg er træt af indstillingen ”Pyha, hvor har man bare tabt, hvis man tager på job hver dag, samme tid samme sted og endda i flere år i træk”. Og jeg kan som sagt ikke sige mig fri fra samme tankegang. For den er jeg opdraget til, af familie, venner og kultur. Men jeg vil forsøge. Især nu når jeg har en familie, som jeg ser mere, hvis vi planlægger det. Et barn der sover roligere, hvis han ved, hvornår han skal det. Og en kærlighed der ikke kues mere af rutinerne, end at den blusser op til stor lidenskab efter bare et glas rødvin. Jeg vil øve mig i at slippe min fobi overfor hverdagen.

Og lad mig slå det fast: Vi skal drømme. Selvfølgelig skal vi det. Men bare at have det okay er ikke det samme som at have givet op!

Og behøver hverdagen være modsætning til drømmene?

I virkeligheden er det måske omvendt: drømme dræbes ikke af hverdag og forudsigelighed. Måske kan man bedst drømme på en bund af ro. Og så citerer jeg lige lidt alligevel, fra ”De nære ting”:

”Hvis aldrig du under dig hvil eller ro, kan ingenting vokse og intet gro”.

PS. om et år når jeg rejser jorden rundt med Galathea-ekspeditionen, køber en husbåd, flytter i kollektiv eller sælger alt hvad vi ejer, siger jeg det modsatte.

Iben Maria Zeuthen

Radiovært og journalist.