Kære lycra-indsvøbte mænd i sluttrediverne, der tonser rundt og brøler af os fredelige civilister
Radio & podcast
menu-close

Forfatter i opråb: Kære lycra-indsvøbte mænd i sluttrediverne, der tonser rundt og brøler af os fredelige civilister

19. november 2018 |

Der skal normalt ret meget til, før jeg bliver oprigtigt sur på andre mennesker, og jeg vil til enhver tid forsøge at holde vreden mod andre for mig selv (eller blandt mine nærmeste venner), da jeg synes, der er vrede nok derude i verden. Men…

Forfatter, freelance skribent, foredragsholder og podcastredaktør.

Foto: Simon Connellan/ Unsplash 

Kære lycra-indsvøbte mænd i sluttrediverne, der tonser fokuseret rundt på fortove og jerner prustende afsted på cykelstier, brølende af os fredelige civilister, som blot holder af en lille aftentur med jazz i ørene; dette er et åbent brev til jer!

Når I tæsker determineret ned ad fortovet i retning mod træningsmaskinerne, som kommunen har sat op og skriger, at jeg skal flytte mig fra fortovet, så I ikke behøver sænke farten. Når I kører i jeres mellemlederbander på racercykler langs Strandvejen, og jeres hærchef flår landskabet itu ved at brøle mod andre cyklister “IND TIL SIDEN”, som var det hans førstefødte, der var kravlet ud på en tysk motorvej. Når I på vej til arbejde, ridende en 7-gears Raleigh, ignorerer fodgængerovergangene og passivt aggressivt bander og svovler ad os fodgængere, da jeres minutter åbenbart er vigtigere end vores…

Jeg ved godt, at det er svært at være mand i den brydningstid, vi befinder os i. Det store og tumultariske indre følelsesliv, alle kønsbegreberne … og hvor skal man barbere sig, og hvor skal man ikke? Hvordan håndterer man sine krigerinstinkter, når man atter står i Netto og indser, at man har satset på den langsomme kø?

Alle vennerne, der skulle herfra for tidligt. De bristede drømme, konflikten i andelsforeningsbestyrelsen, erkendelsen af livets trivielle meningsløshed og af, at man i bund og grund ikke er specielt vigtig i nogen som helst sammenhæng. Jeg forstår godt, hvor den eksistentielle rastløshed kommer fra, og jeg forstår også godt, hvorfor motion kan give en eller anden lillebitte følelse af sjælelig smertelindring – eller i det mindste bare fornemmelse af at løbe væk fra det hele.

LÆS OGSÅ: 6 ting jeg har lært af: Altid gerne at ville være tyndere

Hvis I absolut skal insistere på at psykomotionere midt i byen i myldretid, så har I dælen dulme også bare at gøre det med respekt for os, der bruger byen, som den er tiltænkt; til spadsereture med en ven og en kaffe, som et infrastrukturelt system, der først og fremmest tager hensyn til den dårligt gående, den ældre, den højgravide.

Gangstierne rundt om søerne er ikke en Ironman-forberedelsesløbebane, hvor alle andre skal vige. Bænkene er ikke sat op for, at I kan stå med jeres efterårssnaskede supershockløbesko 5.0 på siddebrædderne for at strække jeres ømme knæhaser mellem intervalspurterne.

Vi går jo altså heller ikke ind i Crossfit-centre med Weekendavisen og en kop urtete, sætter os midt i det hele og brøler af vores lungers fulde kraft, at I skal være stille, fordi vi har svært ved at koncentrere os om Krasniks leder. Vi lægger os heller ikke midt i træningsbanen i Øbrohallen på luftmadrasser, drikker drinks og kræver, at I skal holde op med at svømme butterfly, fordi bølgerne får vores negronier til at skvulpe. Vel?

Fra surt røvhul til konstruktiv

Men for nu ikke bare at være et surt røvhul og i stedet prøve at være lidt konstruktiv, så har jeg tre forslag:

1. I retter al den vrede, I tydeligvis bærer rundt på, mod de rigtige røvhuller; Danske Bank, finansmafiaen, de krigsskabende nationer, de enevældige virksomheder, der udnytter alt og alle (jeg fortsætter gerne listen). Stil jer foran Christiansborg og udvalgte virksomhedsdomiciler og brøl, som jeg har hørt jer gøre det så stoisk og kraftfuldt på Strandvejen og rundt langs søerne. Brug den styrke, den vrede og alle de decibel, I gemmer I jer på at skabe noget forandring i den her verden, hvor for få råber op om noget som helst og alligevel blot ender med at sparke nedad i stedet for opad. I kunne virkelig få sat gang i nogle ting, tror jeg!

2. Vi finder en skøn puklet brakmark i byens udkant, laver en aftale med landmanden, og så kan I få lov til at boltre jer ligeså tosset, I vil derude. Alle sammen, hele tiden – på hele marken. Bare springe rundt med blomster i håret og ømme knæ og brøle ad hinanden af jeres lungers fulde kraft. Ingen vil forstyrre jer, og ingen vil være i vejen! Lyder det ikke bare dejligt?

3. Slut jer til os andre; find noget fed jazz, på med hørebøfferne og en kop kaffe i hånden, og så er det simpelthen bare noget med at sætte det ene ben foran det andet i et helt stille og roligt tempo. Hilse på forbipasserende, fløjte lidt med på et nummer, betragte den smukke vintersol og tænke lidt over livets spidsfindigheder. Ingen smag af blod i munden, ingen ømme knæ, det kræver ikke dyrt udstyr i funky materialer, og man har tilmed åndedræt til at føre spændende og berigende samtaler. Slut jer til os, de vandrende civilister!

Jeg lover, at I er velkomne, og at der er skønt herovre på den anden side. I hvert fald, når man ikke bliver overfuset af brølende motionister. I kommer bare.

Du kan lytte til forfatter Sigurd Hartkorn Plaetners podcast ‘Det Ekstraordinære’ HER

Sigurd Hartkorn Plaetner

Forfatter, freelance skribent, foredragsholder og podcastredaktør.