Kære Grundlov. Tak fordi du har givet mig muligheden for at leve det liv, jeg gør
Radio & podcast
menu-close

Le Gammeltoft: Kære Grundlov. Tak fordi du har givet mig muligheden for at leve det liv, jeg gør

13. maj 2015 |

Jeg er fra en generation, der har fået lov at opleve kvinder som selvstændige, kloge, dygtige, omsorgsfulde væsener, der måtte og kunne gøre, som de ville.

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.

Kære Grundlov.

Tak fordi du har givet mig muligheden for at leve det liv, jeg gør. For at give mig muligheden for at beskæftige med det, jeg er passioneret omkring. Og fordi du giver mig muligheden for at blive set, hørt og respekteret. Ikke alle er så heldige.

Tak fordi jeg får lov at være mor, kæreste og karrierekvinde, uden at skulle forsvare mit valg, uden at behøves gå på kompromis. Uden at det forventes, at der er særlige opgaver eller roller jeg bør udfylde. Uden at jeg behøver tilpasse det billede jeg videregiver min datter. Hun kan vokse op, til at blive den hun vil og til at lave det hun vil. Ikke alle er så heldige.

Jeg er fra en generation, der har fået lov at opleve kvinder som selvstændige, kloge, dygtige, omsorgsfulde væsener, der måtte og kunne gøre, som de ville. Jeg er vokset op med mange forbilleder omkring mig. Både ude i samfundet og helt tæt på. Min mor har hele mit liv været selvstændig, og har arbejdet samtidig med hun var mor til to. En arbejdsom, empatisk kvinde, der dygtiggjorde sig og brugte sin stemme. Hun er over almindelig pensionistalder og arbejder stadig. Jeg er blevet inspireret fra barnsben. Ikke alle har været så heldige.

Når folk har spurgt mig, hvordan det er at være kvinde i en mandsdomineret branche, har jeg overrasket kunne svare, at det har jeg ikke tænkt over. For jeg laver ikke det jeg laver på grund af eller på trods af, at jeg er kvinde. Ikke er så heldige.

Danske kvinder er heldige. Vi er følsomme, stærke, smukke væsener, der nu har mulighed for at skabe det liv vi drømmer om. Derudover får vi lov at bære og være mødre til vores børn, elske vores mænd og blive respekteret for alle vores talenter. Ikke alle kvinder i verden er så heldige.

Læs alle talerne fra 100-års fejringen og bidrag med din egen tale på www.facebook.com/KaereGrundlov. Se også det store fejringsshow på DR1 Grundlovsdag d. 5. juni.

100aaret_Rosette_red_onBlue_PANTONE kopi

Le Gammeltoft

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.