Den svenske multiinstrumentalist Henrik Lindstrand begyndte at spille klaver allerede som 3-årig. I 1998 blev han færdiguddannet fra det rytmiske musikkonservatorium i København. Året efter begyndte han at turnere med Kashmir, som han blev fuldgyldigt medlem af i 2000.
Sideløbende har han haft en karriere som hyppigt benyttet filmkomponist, og har skrevet musikken til bl.a. Anders Morgenthalers ’Ekko’ (2006), Niels Nørløv Hansens ’Klassefesten’ (2011), Ole Christian Madsens ’Steppeulven’ (2014) samt tv-serien ’Greyzone’ (2018). I 2017 solodebuterede han med ’Leken’ indspillet i barndomshjemmet i Sverige med klaver som den eneste lydkilde.
21. juni følger han op med albummet ‘Nattresan’, og i den anledning har vi bedt Henrik Lindstrand om at sætte ord på fem af de plader, der har gjort en stor forskel i hans verden.
1. The Beatles: ’Abbey Road’ (1969)
”Jeg lånte denne plade af min første klaverlærer i en juleferie. Vi havde spillet ’Something’, og hun syntes, jeg skulle kende originalen. Jeg har været omkring 10 år, og jeg husker, hvordan jeg lå foran mine forældres stereoanlæg det meste af julen og blev helt blæst væk. Jeg tror, det er min første totaloplevelse af et album. Følelsen at blive helt opslugt af musik – og glemme alt andet, der foregår. Specielt B-siden kunne jeg høre om og om igen”.
“Jeg tror, det var de vidunderlige melodier og vokalharmonier, der fængede mig. Men der var også noget sprudlende og legesygt over albummet. Jeg prøvede at lære alle sangene på klaver og indspillede min egen version af albummet på kassettebånd. Sådan en svensk, unplugged version som ingen heldigvis har hørt. Min lærer fik aldrig albummet igen”.
2. Wayne Shorter: ’Speak No Evil’ (1966)
”Som teenager begyndte jazzen at fylde mere og mere, og da jeg efter gymnasiet flyttede til en lille landsby udenfor Lund for at gå på en ’folkhögskola’, lyttede jeg stort set kun til jazz og fusion. Når vi ikke øvede os, jammede vi sammen. Det var superintenst. Jazz er jo vildt komplekst med flere regler end klassisk musik for, hvad man må og ikke må spille, selv om det bygger på improvisation. Det var et sprog, der skulle læres, og det var især 60’er jazz, som blev dyrket”.
“’Speak No Evil’ ramte mig lige i smasken på dette tidspunkt. Den her plade er magisk. Indspillet juleaften 1964 med Herbie Hancock på klaver og Elvin Jones på trommer. Der var noget melankolsk og uperfekt i Wayne Shortes’ tenorsax-spil. Som at se lige ind i en skrøbelig sjæl. Selv om det er mange år siden, jeg drømte om at blive jazzpianist, er jeg vildt glad for denne periode, som åbnede døren til så meget fantastisk musik (på nær 80’er-fusion, den dør måtte gerne være forblevet lukket). Når jeg lytter til ’Speak No Evil’ i dag, så føles den stadig frisk og nyskabende, det synes jeg er ret utroligt”.
3. Aretha Franklin: ‘Live at Filmmore West’ (1971)
”Altså Aretha Franklin var jo ikke alene en gudbenådet sangerinde, hun var også en hamrende god pianist. På denne liveplade får man en fornemmelse af dette. Hun må have haft en direkte forbindelse til de højere magter. Pladen skal høres højt og fokuseret, som om man forestiller sig, at man var der i 1971. Sidst under koncerten gæster Ray Charles på nummeret ’Spirit in the Dark’. Hvis man ikke allerede har gåsehud på det tidspunkt, så får man det her”.
“Jeg fandt for nylig ud af, at der ligger klip fra koncerten på YouTube. Tjek dem ud! 60’er og 70’er soul/R&B har været en betydningsfuld del af mit livs soundtrack. Udover Ray og Aretha har artister som Donny Hathaway, Stevie Wonder og Marvin Gaye været vigtige inspirationskilder”.
4. Scott Walker: ’Scott 3’ (1969)
”Jeg blev introduceret til Scott Walker af Jonas Struck og Pernille Rosendahl for mange år siden, da jeg skulle skrive et live strygerarrangement til Swan Lee. Jeg husker, at jeg syntes, det var ret corny langt hen ad vejen, men langsomt blev jeg mere og mere vild med hans univers og har siden været stor fan. ’Scott 3’ har været til stor inspiration for mig i mit arbejde som filmkomponist i måden at tænke orkester på”.
“Første nummer ’It’s Raining Today’ er genialt og viser en kompromisløs artist. Hans croonende vokal ovenpå et tykt lag af dissonante strygere. ’If You Go Away’ er et af de smukkeste numre, jeg kender. Mange af arrangementerne bliver ofte alt for meget, storslåethed og på kanten til kitsch – men hans meget nærværende og lidt mystiske stemme kompenserer for det. Hans senere værker blev gradvist mere og mere avantgardistiske, en dybt fascinerende udvikling for en kunstner. Jeg er også vild med nyere plader som ’Tilt’ og ’The Drift’, selv om de er meget introverte og krævende at lytte til”.
5. Sonic Youth: ’Murray Street’ (2002)
”Efter at jeg begyndte at spille med Kashmir i 1999, blev jeg introduceret for rigtig megen musik, jeg ikke kendte i forvejen. Jeg havde et stort hul i musikhistorien, når det kom til rock, og de følgende år åbnede jeg mere op for alt det, jeg var gået glip af i løbet af mine jazznørdede år. Jeg bad de andre i bandet om at lave lister med yndlingsplader, de syntes, jeg skulle tjekke ud. Vi spenderede så meget tid i tourbussen sammen, hvor der var tid til virkelig at trippe igennem på musik og præsentere hinanden for nye ting. Et af de bands jeg opdagede her, var Sonic Youth. Jeg blev meget betaget af deres lyd. Der var noget med det poetiske og søgende univers kombineret med noget råt, brutalt og umiddelbart. Den æstetik er jeg vild med. ’Murray Street’, som er et relativt sent album, er nok min yndlingsplade med bandet, men jeg synes, de har lavet virkelig mange stærke plader. Et ikonisk band”.
