Jeg er på vej til et modtagercenter i Sønderjylland for at hente min ukrainske familie, der er flygtet fra krigen i Ukraine. Egentlig tænker jeg, at det er en hurtig smuttur fra København til den dansk-tyske grænse på et par timer. Humøret er højt i bilen, og jeg hører høj musik og drikker cola, men jeg aner ikke, hvad der venter mig.
Da krigen i Ukraine startede, nægtede min familie at flygte. Det tog et par uger at overtale dem om at flygte til Danmark. De ville blive hjemme i Ukraine, da de håbede på, at krigen ville gå i sig selv, ligesom resten af verden gjorde.
Min ukrainske familie består af min bedstemor, tante, fætter og onkel. Min onkel måtte blive hjemme i Ukraine. De bor tæt på den ukrainske hovedstad Kijev i den mindre provinsby Zjytomyr. En by, hvor jeg selv blev døbt i den lokale russisk-ortodokse kirke, og en by som jeg har besøgt utallige gange i løbet af mit liv. I byen blev den verdensberømte kosmonaut Sergej Koroljov født, og derfor ligger der et kosmonautmuseum i en grå betonbygning fyldt med sovjetisk rumudstyr. Alt fra til rummad til reservedele fra sovjetiske ’Sojuz’-rumskibe.
I Zjytomyr startede alle mine barndomsdrømme. Alt fra at blive kosmonaut til journalist. Som barn begyndte min journalistdrøm med en undren over, hvorfor Ukraine var så forskellig fra Danmark. Hvorfor stod Lenin midt i det hele? Og hvem var han overhovedet?
Da jeg var barn i starten af 00’erne, var byen stadig mærket af den sovjetiske arv. Der stod kæmpe Lenin-statuer af rød granit i byens centrum, hammer og sejl-symboler på mange af byens offentlige bygninger, og brødet og smørret købte vi i små lokale kiosker med glasdiske, hvor der stod midaldrende kvinder med hvide kokkehuer og betjente kunderne. Det var lige, som man forestiller sig, det var i Sovjetunionen. I dag er der supermarkeder på alle gadehjørner, og Lenin-statuen er revet ned. På hans plads står et tårnhøjt ukrainsk flag, der flagrer kraftfuldt i luften. Nu vil russerne rive flaget ned og ”afnazificere” byen, og det har tvunget min familie på flugt.
Jeg når ned til den dansk-tyske grænse i de tidlige aftentimer, hvor jeg spændt venter på min families ankomst. De krydser grænsen, og vi bliver sammen eskorteret af politiet til det nærmeste modtagecenter, hvor de skal registreres. Her står et 30 meter langt orange plastiktelt fyldt med politimænd og andre ukrainske flygtninge. Teltet er proppet med mørkeblå luftmadrasser med soveposer ovenpå, som skal forestille at være senge, og på asfalten ligger hundredvis af grå flyttetæpper. Ved siden af står et bord med puslespil i plastikposer med manglende brikker og slidte bamser rundt omkring, som åbenbart skal løfte stemningen i lejren.
LÆS OGSÅ:
I det orange plastiktelt venter vi tre timer, indtil vi kommer ind i en rød 200 meter lang fængselsagtig bygning fra 1960’erne med lange smalle gange, hvor der hænger portrætter af Dronning Margrethe og prins Henrik på væggene og PH-lamper i loftet. Klokken er ved at blive midnat, og min 79-årige bedstemors ansigt ser opgivende ud ligesom alle de andres. Med en vred stemme siger hun på ukrainsk: ”Hvordan ville I have det, hvis der var missiler, der fløj lige over hovedet på jer” ud i teltet, mens en frivillig prøver at forklare hende, at Danmark står i en presset situation. Min bedstemor er nummer 49 i køen. Resten af familien udover min bedstemor, der kun har ukrainsk indenrigspas, får lov til at tage videre til København, fordi de har biometriske pas.
Senere på natten overhører jeg to ældre mænd tale om deres to ugers lange rejse fra Donbas- regionen. De havde hørt om, at Danmark var det bedste land at flygte til. Ventetiden er lang, og jeg lægger mig ned på en luftmadras uden at kunne sove, indtil klokken bliver to om natten, hvor jeg i desperation begynder at græde. Der kommer en politimand forbi, og jeg rejser mig og skælder ham ud. Han kigger på mig, og med en helt rolig stemme siger han ”Vil du tale med politilederen?”, og jeg nikker angstfyldt. Politilederen træder ind og fortæller mig, at han ikke kan gøre noget, men han tilbyder os et rum, hvor vi kan hvile os. Jeg kan se på ham, at han selv er berørt af situationen.
Af politilederen bliver vi fulgt op i, hvad der ligner en fængselscelle med en tyk trædør og tre kolde luftmadrasser. Radiatoren er skruet helt ned på nul. På døren hænger to lamper. En grøn og en rød. Han lukker døren efter os, og lampen lyser nu rødt. Her får vi lov til at være i ro. Åbenbart et privilegie på modtagecentret. Jeg krammer min bedstemor og putter hende, indtil jeg kan høre, hun er faldet i søvn, men angsten holder mig vågen.
Vi bliver vækket klokken fem af en politimand, der banker hårdt på døren og råber: ”Nummer 49”, og vi bliver eskorteret videre til næste post, hvor min bedstemor får et stempel i passet. De andre flygtninge nikker taknemmeligt og takker sagsbehandleren, men jeg går tavs ud, og vi sætter kursen mod København, hvor vi er fremme efter 16 timers ventetid. Jeg havde håbet på, at humøret ville være lige så højt på hjemvejen, som det var derned, men stemningen er trykket.
Jeg er glad for, at min familie nu er i sikkerhed. Jeg håber, at de næste uger eller måneder bliver bedre som de første 24 timer, og at min familie kommer til at opleve det Danmark, som jeg selv kender og elsker.
