Jeg bliver så træt, når fokus altid ender på økonomi i stedet for vores udpinte klima
Radio & podcast
menu-close

Le Gammeltoft: Jeg bliver så træt, når fokus altid ender på økonomi i stedet for vores udpinte klima

28. maj 2015 |

Hvordan skal vi dog trænge igennem til de griske, magtfulde mennesker, der bogstaveligt talt ødelægger det for os andre?

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.

Foto: NASA/ Unsplash

Jeg stødte forleden på overskriften ‘Elbiler vil koste staten milliarder’, og så blev jeg træt. Så træt, at jeg havde lyst til at gå tilbage i seng – klokken 10 om formiddagen. For det kan fanme ikke passe, at vi stadig er dér? Der hvor økonomien stadig er vigtigere end vores fremtid – og endnu vigtigere vores børns?

Det er et faktum, at vi er i alvorlige problemer. Det er ikke bare noget nogle få fortæller os. Alle eksperter er enige. Vi har behandlet jorden så elendigt, at vi en dag står tilbage uden et sted at bo – ikke dig og mig, men hele menneskeheden.

Sandheden er endda, at vi er alt for sent på den. De fleste eksperter siger, at hvis vi skulle have ”reddet jorden”, så skulle vi have foretaget store ændringer for mange år siden. At det nærmest er for sent nu. Det er så angstprovokerende.

Jeg bliver ikke særlig let bange. For andet end højder. Og måske lastbiler, der kører for hurtigt forbi min datter på gaden. Men hele klimaproblematikken gør mig ærligt enormt angst. Både fordi det er ude af mine hænder, og fordi det er så uforståeligt, at der sidder mennesker derude, der går mere op i bundlinjen end i vores fremtid. Og ikke bare mennesker, men hele regeringer. Hvad er det for nogle griske, tåbelige mennesker? Bliver de aldrig bange? Eller tror de, at de med deres millioner kan købe sig til evigt liv og et sted at bo?

Da jeg satte mig ned for at skrive dette indlæg faldt jeg over en side, hvor man kan se udviklingen over tid – både for indlandsisens forsvinden, havene der stiger, C02 niveauet og den globale temperatur. Jeg har haft ondt i maven lige siden. Et skræmmende og oplysende site.

Det undrer mig, om politikere og regeringsmagter slet ikke har samme bekymringer? Bliver de ikke bange for deres børnebørns fremtid? Får de ikke et sug i maven, når de ser dommedagsfilm om stormfloder eller læser nyhedsartikler om mudderskred og jordskælv?

Hvordan kan det lade sig gøre, at man efter så mange års oplysning på området stadig kæmper mod faktum? Det undrer mig, at vi skal diskutere lovgivning på så mange områder, der virker vanvittigt irrelevante, når politikerne kunne gøre noget aktivt for vores klima? Og medierne?! Jeg er ærligt ligeglad med, om Løkke har tre eller ti jakkesæt – hvis han blot gør noget fornuftigt i dem. Eller om Helles mand er til det ene eller det andet, så længe de to står sammen om en fornuftig klimapolitik.

Vi er i Danmark heldigvis slet ikke så langt bagud som andre lande. Vi ved at stormagterne USA, Kina og Rusland er de store syndere. Derfor virker det måske endnu mere håbløst. De er så langt væk. De er så anderledes – og vigtigst af alt, så fokuserede på penge og magt.

For et års tid siden mødte Leonardo DiCaprio op for at tale om klimaforandringer for FN. Han bliver kaldt ”a United Nations Messenger of Peace”. Han siger undervejs ‘This disaster has grown beyond the choices that individuals make. This is now about our industries, and governments…’ Men det er efterhånden tydeligt, at samtlige Hollywoodstjerner, eksperter, videnskabsfolk, økonomier, journalister, musikere, læger, husmødre eller bekymrede indbyggere kunne stille sig op og bede til at de, der har magten, gør noget fornuftigt med den.

Til december afholdes der endnu et topmøde, denne gang i Paris. Her skal alle verdens ledere komme frem til en aftale om, hvordan de skal nå målet om at holde den globale opvarmning under 2 grader. Men der er nærmest givet op på forhånd. De deltagende lande skal blot senest til september meddele FN, hvor meget de har tænkt sig at begrænse deres udledninger, og de tal kommer til at være grundlaget for den kommende aftale. Som den erfarne norske klimaforhandler Christina Voigt er citeret for i Politiken, så skal man ikke skrue forventningerne for højt op:

»Hvis man sidder derude og venter på, at alt bliver løst med denne aftale, så bliver man skuffet. Aftalen bliver jo dybest set det, som landene selv beslutter at byde ind med«, siger hun.

Spørgsmålet er, om jeg holder op med at blive træt? Og om man kan gøre noget for at mindske angsten. Hvordan skal vi dog trænge igennem til de griske, magtfulde mennesker, der bogstaveligt talt ødelægger det for os andre? Og hvordan skal vi dog hjælpe med at redde klimaet? Hjælper det at droppe sin hårspray, at sortere affald, at spise mindre kød og holde fokus på genbrug og deleøkonomi? Eller er det i det helt store billede kun Putin, Obama og Xi Jinping, der kan hjælpe?

Hvad gør du?

Le Gammeltoft

DJ, radiovært, iværksætter og CEO for Heartbeats.dk. Uddannet cand.mag. i engelsk og moderne kultur og kulturformidling.