Anbragt artikel Jasmin Linda Lær for livet
Foto: Rita Kuhlmann

Jasmins liv blev ændret for altid, da hun mødte sin mentor: “Alle i mit liv fik penge for at være der – bortset fra Linda”

Jasmins liv har ikke været det samme, siden hun som 11-årig blev introduceret for Linda, der skulle være hendes mentor. Det er otte år siden, og i dag er de – trods 50 års aldersforskel – venner for livet.

Der har været folk fra kommunen i Jasmin Heilmanns liv, så længe hun kan huske.

Psykologer, pædagoger, socialrådgivere, lærere og plejeforældre. Alle har de taget sig af Jasmin Heilmann, fordi det var en del af deres arbejde, de fik penge for det, og ikke fordi de nødvendigvis havde lyst eller en særlig sympati med hende.

Derfor fik hun også et chok, da det gik op for hende, at hendes mentor, den 50 år ældre Linda Eriksen, havde valgt at tage Jasmin Heilmann under sine vinger af ren og skær omsorg for den dengang 11-årige.

Det fortæller Jasmin Heilmann i podcasten ‘Anbragt’, der netop er udkommet her på Heartbeats.

“Jeg har altid vidst, at mine plejeforældre fik penge ind på kontoen hver måned for at have mig. Der har altid været snak om, hvor mange vederlag de fik. Og at de fik ikke lige så mange vederlag for mig som for et andet plejebarn eller omvendt,” fortæller Jasmin Heilmann.

Hun stopper sig selv, holder en pause og fortsætter så:

“Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om de nu også ville have gjort det, hvis der ikke havde været penge involveret. Men de fik jo alle sammen penge for det, og det kan være rigtig hårdt at vide, at man bare er et stykke arbejde, når man er et barn.”

Anbragt artikel Jasmin Linda Lær for livet  Fotograf Rita Kuhlmann

Hun husker især en køretur, hvor hende og hendes plejebror sad i bilen. Jasmin Heilmann har ikke været særlig gammel, da hun overhørte samtalen om de to børn, og at familien fik penge for at have dem.

“De sagde; ‘Jamen I er jo egentlig også en slags arbejde’. Der blev jeg virkelig sur, og det ramte mig virkelig meget. Vi er jo mennesker, hvorfor så kalde os arbejde?” siger Jasmin Heilmann i dag.

Familien jublede

Allerede da hun var få måneder gammel, kom Jasmin Heilmann i aflastning, og som ni-årig blev hun anbragt i en plejefamilie på fuldtid. Hendes biologiske familie jublede. Det gjorde hun også selv, for mor og datter havde kæmpet for at få det til at ske i flere år.

“Min mor er alkoholiker, så siden jeg var helt lille, har jeg haft mange bekymringer. Hun har fra start rigtig gerne ville have mig i fuldtidspleje, så vi var rigtig glade, da det skete. Når hun var fuld, var hun meget højtråbende og rigtig glad, og der skal bare ske noget og fest og farver. Når hun ikke var fuld, var hun meget kærlig og omsorgsfuld, og så skulle vi bare hygge og lave sådan nogle normale ting som mor og datter,” fortæller Jasmin Heilmann.

Det var en kvinde fra kommunen, der introducerede Jasmin Heilmann for ideen om at få en mentor. En voksen, hun kunne bruge et par timer med et par gange om måneden, og som hun kunne tage på udflugter med.

Endnu en person, der nok ville hende det bedste, men som sikkert også fik penge for det, tænkte hun.

Tryg for første gang

Hverken hende eller den pensionerede sygeplejerske Linda Eriksen vidste på det tidspunkt, at mødet skulle udvikle sig til et venskab for livet. Uden betaling.

En ny verden opstod. Sammen med Linda Eriksen kunne Jasmin for første gang være et barn, kræve sin plads og lade sine bekymringer blive derhjemme. Hun følte sig tryg.

“Når min mor var fuld, påtog jeg mig rollen som den lille voksne. Så skulle jeg sørge for, at mor ikke gik et mærkeligt sted hen og ikke drak mere. Måske skulle mor have noget vand. Det, vidste jeg, ville være godt. Jeg havde heller ikke veninder med hjem, for hvad nu hvis hun drak, eller hendes venner også var der. Sådan nogle bekymringer kunne jeg godt have, når jeg sad i skolen og burde koncentrere mig om skoleopgaver, men når jeg var hos Linda og hendes mand, Jens Kristian, kunne jeg slippe alle bekymringerne,” fortæller Jasmin Heilmann.

Anbragt artikel Jasmin Linda Lær for livet  Fotograf Rita Kuhlmann

Det første møde

Linda Eriksen husker tydeligt, første gang Jasmin Heilmann besøgte hende og hendes mand i deres hus:

“Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have en urolig dreng, og så blev jeg matchet med sådan en yndig pige Jeg faldt for hende med det samme, og det gjorde min mand også. Jeg kan huske, at vi havde vores datters gamle dukkehus stående. Jasmin kastede sig over det med det samme og var i sin egen verden i flere timer.”

De to mødtes flere gange om måneden, og når de var sammen, bagte de småkager, gik en tur i skoven eller tog på udflugt.

“Vi havde en aftale om, at mens vi var sammen, skulle vi have det sjovt. Jeg kan ikke huske andet, end at jeg har følt mig tryg i deres selskab. Det var et safe place, og jeg har følt, at jeg kunne snakke med dem om alt,” fortæller Jasmin Heilmann.

Linda Eriksen pressede ikke på for at få Jasmin til at fortælle om sin barndom og opvækst, men lyttede, når hun selv fortalte. Langsomt begyndte Jasmin Heilmann at åbne op for sin mentor.

“Hun spurgte, om vi fik penge for at have hende. “Får du ikke penge for at hente mig?” “Tjener du ikke penge ved at have mig?” Hun havde en følelse af, at alle folk, der var tæt på hende, var det, fordi de fik penge for det. Jeg tror, der gik to-tre år, før hun holdt op med at spørge mig, og det satte mange tanker i gang hos mig. Det er en følelse, ingen børn skal have,” husker Linda Eriksen.

Anbragt artikel Jasmin Linda Lær for livet  Fotograf Rita Kuhlmann

I dag er Jasmin Heilmann 19 år. Hun bor i sin egen lejlighed i Thisted, og kort før sommeren blev hun student. Noget, der blev markeret med en stor fest hjemme hos Linda Eriksens familie. Jasmins familie.

“Jasmin er vores. Hun er en del af familien. Vi kan ikke huske tilværelsen før Jasmin. Vores børnebørn tager det som en selvfølge, at Jasmin også kommer med til fødselsdage og konfirmationer. Vi har sagt til hende, at hun skal regne med, at vi er der, til den dag hun skal giftes,” fortæller Linda Eriksen.

Da Jasmin Heilmann flyttede hjemmefra, var det også Linda Eriksen og hendes mand, der hjalp med at flytte. De taler, hvis ikke på daglig basis, så i hvert fald flere gange om ugen.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Linda og Jens Kristian. Hvis vi begynder at tale om den dag, de ikke er her mere.. Det kan jeg slet ikke holde ud. Bare tanken om det… Da vi talte om det første gang, var det også første gang jeg følte decideret smerte indeni. Jeg kan slet ikke holde tanken ud. De er jo ikke helt unge mere,” siger Jasmin Heilmann.

Anbragt artikel Jasmin Linda Lær for livet  Fotograf Rita Kuhlmann

Jasmin Heilmann er ikke i tvivl om, hvad Linda Eriksen og hendes familie har betydet for hende.

“De har vist mig, hvad ægte familiekærlighed er.”

Men det er langtfra kun hende, der har haft gavn af mentorskabet, der blev til et venskab.

“Det kan godt være, at vi bliver rigtige uenige, men inden vi går fra hinanden, er vi gode venner igen. Vi er venner for livet, for det kan vi slet ikke lade være med at være,” siger Linda Eriksen.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Du kan selv ansøge om at blive mentor her.

Footer graphics