INTERVIEW MED WILCO
Radio & podcast
menu-close

INTERVIEW MED WILCO

30. oktober 2016 |

I forbindelse med deres koncert i Koncerthuset d. 2. november har vi talt med Wilco medlem John Stirratt

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.

2. November gæster Wilco atter København. Wilco er et band der er kommet helt ind under huden på mig, da jeg først begyndte at kigge hinsides horisonten, af al den musik mine venner lyttede til. Et par intense ugers lytning senere sang jeg med på ’Jesus etc’, ’She’s a Jar’ og ’Misunderstood’ imens min tegnebog blev slankere, på grund af det store bagkatalog der skulle opkøbes. Den grundlæggende ”americana” ånd og et eksperimenternde sound kombineret med Jeff Tweedys rammende tekster var mere end mine teenagedrengehormoner kunne bære, og jeg skråler og danser stadigvæk med, og sidder og lytter som en anden intellektuel, når det virker mere passende. Det er det eneste band, hvis nye udgivelser jeg til stadighed langer penge over disken for. Derfor kildede det også lidt i maven, da jeg fik fornøjelsen at interviewe det eneste overlevende stiftende Wilco medlem – ud over Jeff Tweedy – bassist John Stirratt, som fra sit hotelværelse i Santiago, Chile tog sig tid til at tale med mig.

John: Vi glæder os altid til at komme tilbage til København. Tilbage i de tidlige år, da jeg kom med i ’Uncle Tupelo’ (Wilco forløber), havde vi mere eller mindre base i København. Vi havde en lydmand, som boede ude på Christiania og arbejde på Loppen, så der øvede vi en del. Nogle af mine første minder fra Europa er fra den tid i København, og det er virkelig en tid jeg ser tilbage på med stor fornøjelse, så det er altid dejligt at komme tilbage. Dengang turnerede vi også rundt i Danmark, og det kunne være sjovt snart at komme rundt uden for København igen, for vi er jo altid i København når vi turnerer i Europa.

Andreas: Jeg glæder mig i hvert fald til i kommer til København! I har så mange sideprojekter og andre bands, at det virker lidt som om at Wilco er mere end bare et band. Kan du prøve at beskrive hvad Wilco er efter din mening?

John: Det er svært, men nogle gange siger jeg at det er en slags konsortium, uden at det præcist dækker over hvad vi er, men det er åbenlyst en solid kerne, altså et band. Der er denne her forlængede musikalske familie, både med hele holdet omkring os selvfølgelig, men også i kraft af de her sideprojekter, som knytter en masse familiære bånd på tværs af adskillige bands. Jeff har sit band ’Tweedy’, Glenn Kotche (trommer), Nels Cline (lead guitar) og alle os andre har også vores egne projekter, så det er virkelig vindunderligt, at overalt vi kommer, så er der altid en masse mennesker vi kender. I går i Santiago fx havde vi nogle af Nels Cline’s tidligere bandmedlemmer med, og lige meget hvor i verden vi befinder os, så virker det virkelig som om, at vi er omringet af alle de her mennesker vi spiller med, eller som vi kender på anden vis. Det får verden til at virke meget lille, men på en virkelig god måde. Så når man når en vis alder, og opnår denne her form for forlængede musikalske familie, så er det nok det der mest karakteriserer Wilco – det er en stor musikalsk familie.

Andreas: I har med jeres seneste to albums ’Star Wars’ og nu ’Schmilco’ gået i en lidt anden retning i forhold til tidligere tiders albums. Er det et bevidst valg i tager som gruppe – som musikalsk familie?

John: Ja, men det starter alt sammen med Jeff i forhold til retning og arbejdsproces på det givne album. Den her periode for mig, startede nok med Jeffs soloalbum ’Sukirae’, som han skrev imens hans kone kæmpede med kræft. Det kom ovenpå at vi lige var færdige med ’The Whole Love’ og turneen efterfølgende, hvor vi jo bare gjorde det vi gør bedst, og spillede i den stil vi plejer, hvor  det der skete med hans kone fordrede en ændring i Jeffs sangskrivning. Han havde en utroligt fertil og identitetsrig periode, hvor han brugte en del tid sammen med vores lydingeniør Tom Schick i vores studie ’The Loft’ i Chicago. I den periode skrev Jeff også mange af numrene til ’Star Wars’, så det er virkelig fra denne her periode hvor Jeff udviklede den retning som bandet har bevæget sig- og befinder sig i nu. Mange af de sange her stammer i virkeligheden tilbage fra demooptagelser, som Jeff har optaget med sin søn Spencer eller sammen med Glenn Kotche i denne periode, og så er bandet kommet ind sidenhen og har erstattet den gamle instrumentering. Nogle numre blev kreeret som ensemble, men meget er Jeffs oprindelige arrangement som kommer til udtryk på ’Schmilco’. Essensen af dette er Jeffs kontrol af det øjeblik han befandt sig i, men også en radikal ændring af vores arbejdsproces. Som band kan man hurtigt blive fanget i en bestemt måde at arbejde på, så jeg var vildt begejstret, da jeg først hørte ’Star Wars’ materialet og det var en drøm at arbejde med. Jeg er ret pjattet med det her korte format vi dyrker på ’Star Wars’ og ’Schmilco’, især i den tid vi lever i. Det er lidt som at spole tiden tilbage til dengang albums var korte og kom ud noget oftere. Det er meget af den musik alle i bandet har vokset op med og som vi på sin vis har forsøgt at gøre efter over det seneste års tid.

Andreas: jeg synes også dette her ”cheap thrill” udtryk ses i jeres nye albumcovers. Det er sådan simpelt og mindre filosoferende end tidligere albumcovers.

John: I CD æraen handlede det alt sammen om ”grand statements”. Det var store armbevægelser og hele sammenhængende plader. Man kunne ikke udgive noget uden at det også var et stort sammenhængende projekt med et sammenhængende budskab. Det er også en type album som vi har gjort os meget i, men det er et helt andet udtryk, og man kan ikke spore en udvikling på samme måde. Tænk på bands som The Beatles og The Kinks, som i deres mest produktive år sendte tre albums på gaden om året, hvor man virkelig kan tage og føle på den udvikling der foregår i bandet i real time. At komme væk fra den der indgroede grandiositet er en god ting.

Andreas: Men det må også være en helt anden oplevelse som band at udvikle et nummer til ’Yankee Hotel Foxtrot’, ’Sky Blue Sky’ og så til det nye?

John: Hvert album har helt sikkert sin egen historie i forhold til hvordan det hele kommer i stand. Til ’Star Wars’ og ’Schmilco’ har Jeffs tilgang i høj grad været præget af et upoleret udtryk, med sådan en tilnærmelsesvis glam rock stil til ’Star Wars’ og så ud af denne her lidt forunderlige akustiske stil på ’Schmilco’. Tilfælles for de to er, at de er blevet optaget virkelig hurtigt, uden at tænke alt for meget over hvad vi gjorde, hvilket er et cool afsæt fra det mere polerede og den mere gennemtænkte måde at arbejde på, som vi har brugt på tidligere albums.

Andreas: Som det eneste overlevende medlem fra Uncle Tupelo samt den oprindelige Wilco konstellation, hvordan har din rolle og rollerne i bandet udviklet sig?

John: Det er sjovt, jeg tror jeg kunne snakke en hel dag om det her, men det er også svært, for der er så mange forskellige faser i bandet, men da den nuværende konstellation blev sat sammen i 2005-6 så klikkede det med alt det talent som vi hver især bidrager med. Imens har jeg holdt mig til. Sørget for at være til hver session, bidrage til gruppen og i det hele taget holdt mig som en aktiv del af bandet over flere forskellige konstellationer. De sidste 11 år har så næsten genskrevet Wilcos historie i og med at vi er så sammentømret en gruppe nu, hvor alle kommer godt ud af det med hinanden. Det er en meget gavmild gruppe, og jeg sørger bare for at være en del af den.

Andreas: Kommer vi til at høre flere John Stirratt sange på kommende Wilco plader?

John: Ha! Nej, det tror jeg ikke. Jeff har ligesom taget teten på sangskrivningsfronten allerede tilbage ved vores første album (A.M.). Det er nok også derfor at Pat Sansone (keys og guitar) og jeg startede ’Autumn Defense’, så jeg kan få dyrket min egen sangskrivning. Nu er det et stykke tid siden vi har lavet noget sidst, på grund af vores back to back albums, men normalt spiller og optager vi, når vi har pause fra Wilco. Men der er også grænser for hvor meget arbejde jeg kan lægge i sideprojekter når vi ikke turneer. Jeg har en datter, så mit ydmyge sangskriveri er begrænset til når der er en længere pause. Så ’It’s Just that Simple’ kommer nok til at være det eneste John Stirratt nummer du kommer til at kunne finde på en Wilco plade.

Andreas: Når i spiller koncerter, så spiller i altid en ret stor variation af nye og gamle numre, nogle gange spiller i endda numre helt tilbage fra Uncle Tupelo tiden. Du går på scenen og spiller sange som du potentielt har spillet i snart 25 år, så er der nogle numre du ikke ser frem til at spille?

John: Der er meget få sange som jeg ikke ser frem til lige så meget som andre sange. Fordi vi har været i gang så længe som vi har, er der naturligt et utroligt stort repertoire at trække på. Vi prøver så vidt muligt at holde kontakten med vores gamle albums og spiller i så vid udstrækning muligt hele vores bagkatalog. For nogle år siden lavede vi et 4-5 dages koncert event i Chicago, hvor vi spillede hele vores bagkatalog over de dage. Jeg har jo været med fra starten og derfor også til optagelsen af hver og en af de sange, men resten af bandet var nødt til at lære en hel masse materiale, som de aldrig havde spillet før. Det var virkelig en måde for bandet at komme rigtig i dybden med hele bagkataloget. Selvom vi altid spiller en masse af vores gamle materiale, så har vores nuværende line-up opnået et fuldkomment greb om hele bagkataloget på grund af de fem dage i Chicago, og det betyder at vi kan variere vores sætliste en del fra koncert til koncert. Nu er vi udkommet med to ny plader, alene i år, så der er hele tiden nyt materiale at trække på, derfor bliver det aldrig kedeligt eller påtaget når vi hiver vores gamle numre frem, fordi vi sørger for at holde dem i gang løbende.

Andreas: Har du et eller flere øjeblikke med Wilco hvor du har fået en oplevelse af, at tingene er gået op i en højere enhed, jeg har ikke lyst til at sige religiøst, men et transcenderende øjeblik måske?

Jeg har det her ene øjeblik, da vi indspillede ’Sunken Treasure’ til ’Being There’, men også ’Jesus, etc.’, hvor vi rammer sidste tone af sangen og så kan man bare mærke at man har lavet noget helt specielt. Jeg husker det føltes som om, at hele processen i studiet var gået virkelig hurtigt, og at al min viden om hvad der var gået forinden forsvandt med den sidste tones klang. Man kan vel godt tale om et slags ophøjet øjeblik – det var i hvert fald en meget særlig oplevelse det er helt sikkert. Optagelsen af ’Sky Blue Sky’ er også et særligt minde, idet det var første album med den nuværende line-up, og det var bare en hurtig, organisk og smuk proces.

Andreas: Jeg har lidt denne her forestilling om, at enten så har man aldrig hørt om Wilco eller også følger man dem religiøst (i hvert fald i Danmark). Jeg har ikke noget statistisk bevis for min påstand, men oplever i jeres fans lidt på samme måde?

John: Jeg tror allerede at det var ret tidligt, at vi fornemmede denne her meget intense stemning der var omkring bandet. Som vi har udviklet os og musikken har udviklet sig, så har det her meget dedikerede fanfølge fulgt med. Jeg tror måske det er fordi, at den slags sangskrivning som Jeff laver, og den type musik vi laver, kræver en vis mængde deltagelse. Det er ikke let tilgængelige rock/pop sange, som du lige smider på i baggrunden og så kan alle nynne med, det kan godt tage noget tid at komme ind under huden på vores sange, og derfor tror jeg ikke vi har så mange forbipasserende fans, men i stedet er vi mere tiltrækkende for folk der dedikerer sig en del tid til musikken. Jeg synes også generelt at Jeff har givet, og bliver ved med at give vores fans noget at være henrykte over og glæde sig til. Det plejer også at hedde sig i bandet, at selvom vi ikke længere spillede, så ville det her voksende fanmiljø stadigvæk være der – det er i hvert en meget stærk fanbase vi har det er helt sikkert, og vi er virkelig glade for dem.

Andreas: Jeg ved ikke om du kan huske det her, men sidste gang i gav koncert i København i Falkoner Salen, var der en fyr der råbte ”rock you Tweedy”, hvilket Jeff fik hørt som et ”fuck you Tweedy”. Senere på aftenen gav Jeff så tilbage af samme mønt med et velplaceret ”rock you Copenhagen”.

John: Ha ha, ja ham kan jeg godt huske, ”the fuck you guy”, jeg håber han kommer tilbage d. 2. november, men det ville undre mig andet, den slags fans er svære at holde væk.

Wilco giver koncert d. 2. november i Koncerthuset i København

Andreas Saxild

Podcast-redaktør på Heartbeats.dk.