INTERVIEW MED KØBENHAVNSK BASEREDE PRODUCER KRISWONTWO
Radio & podcast
menu-close

INTERVIEW MED KØBENHAVNSK BASEREDE PRODUCER KRISWONTWO

16. september 2016 |

En musiker der er godt i gang med at slå sit navn fast internationalt er den Københavnsk-baserede producer Kriswontwo. Sidste år udgav han debutalbummet Ceremoni på Los Angeles-selskabet SomeOthaship. Læs Interviewet her.

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.

I øjeblikket skorter det ikke på danske musiktalenter med internationalt format. Det gælder ikke mindst inden for genrer som hiphop og soul og de senere år har navne som Quadron, Nanna B og Phillip Owusu bevist at Danmark sagtens kan være med når det gælder stilarter der længe var forbeholdt lande som USA og England.

En musiker der ligeledes er godt i gang med at slå sit navn fast internationalt er den Københavnsk-baserede producer Kriswontwo. Sidste år udgav han debutalbummet Ceremoni på Los Angeles selskabet SomeOthaship. Connect som ejes af sangeren og musikeren Georgia Anne Muldrow og hendes mand, rapperen Dudley Perkins. Parret nyder stor respekt i branchen for deres innovative tilgang til hiphop, funk og soul og de har blandt andet arbejdet sammen med anerkendte navne som Madlib, Mos Def og Sa-Ra Creative Partners.

Ceremoni bød på en imonerende gæsteliste der strakte sig fra den engelske soul-legende Omar til amerikanske rap-undergrundshelte som Skyzoo og MED til danske soultalenter som Nanna B og Liv Lykke. Og at dømme efter pladens fine modtagelse ser fremtiden ganske lys ud for Kriswontwo. Han er i øjeblikket aktuel med et remix af soulsangeren Bobby Bovells single “Love Love”.

Jeg mødte Kriswontwo i hans studie i Københavns Nordvest-kvarter til en snak om hans musikalske filosofi, hvordan det er at arbejde med sine forbilleder og hvem han drømmer om at få i studiet i fremtiden.

Hvor længe har du lavet musik?

Jeg begyndte at tjekke rigtig meget hiphop ud, da jeg var omkring 14-15.år. På et tidspunkt fandt jeg så et lydprogram på nettet som jeg downloadede og læste lidt om sampling og så havde jeg en masse mp3er fra biblioteket som jeg kunne klippe i. Jeg tror det første beat jeg lavede var hvor jeg choppede noget Radiohead op eller noget i den stil.

Hvad var ideen bag dit debutalbum Ceremoni ?

Jeg havde lavet et par projekter hvor jeg havde arbejdet med en enkelt artist over en hel udgivelse hvilket godt kan være ret krævende, så jeg ville gerne prøve at lave noget hvor jeg kun lavede et enkelt nummer med hver artist. Det viste sig at være ret fedt, for så kan man virkelig gå i dybden med hvert enkelt track. Og når man har sådan nogle korte mål, så sker der bare nogle fede ting.

Hvordan opstod forbindelsen til Georgia Anne Muldrow og Someothaship Connect?

Jeg kender hendes mand Dudley Perkins som også er en superfed rapper og poet. Jeg startede med at være kæmpe fan af dem begge og nørdede især Georgias musik rigtig meget. Så jeg endte med at skríve til dem da jeg stadig gik i gymnasiet og sende dem noget musik. På et tidspunkt svarede de så og vi holdt kontakten ved lige. Jeg vidste ikke om de rent faktisk hørte det jeg sendte, men på et tidspunkt skrev Dudley til mig skrev på Facebook og spurgte om vi snart skulle lave noget seriøst arbejde.Så foreslog han om ikke jeg skulle lave en rap-Ep for Georgia. Og jeg tænkte bare “helt sikkert! Og så kørte det bare.

Samtidig havde jeg snakket med folkene fra Redbull om noget mulig støtte. De havde et artistprogram hvor de hjalp med støtte på forskellig vis, så de sagde, at hvis jeg f.eks ville derover og møde hende og arbejde sammen med hende så kunne de give turen.

Hvordan var oplevelserne derovre?

Det var superfedt. Jeg var derovre i cirka to uger og jeg var så heldig at jeg også nåede at få lidt tid alene og kunne tage rundt og mødes med en masse kunstnere og jamme lidt i nogle studier og den slags. Georgia er en kæmpe legende i Los Angeles og alle fra Erykah Badu til George Clinton elsker hende. Så det åbnede en masse døre når de hørte man kendte hende.

Men Ep’en endte med at gå så godt at de sagde at næste gang jeg havde noget musik så skulle jeg sende det over og så kunne det være de ville udgive det. Så da tænkte jeg, at nu skulle jeg se at få lavet et album for her var der en mulighed for at få det udgivet.

Hvad er det der er så fedt ved dem og deres pladeselskab?

Det er helt klart at de er helt på deres egen kørebane. De prøver slet ikke at leve op til noget ideal på nogen måde. De prøver slet ikke at please radioværterne ved at lave numre med de rigtige emner, den rigtige længde, de rigtig instrumenter. De gør kun deres egen ting og de har totalt deres egen lyd. Og det de snakker om er bare på et helt andet niveau end resten af hiphop-gamet.

Det er det der fangede mig helt tilbage. Og så er Georgia bare den vildeste sanger. Og i den måde hun laver beats på har hun bare en flavor hvor man kan høre at det er hende der har lavet det. Og er det ikke det der er meningen? At man skal finde sin egen måde at gøre tingene på.

Hvilke andre typer musik har ellers inspireret dig?

Mine forældre har altid spillet meget forskellig slags musik. Min mor er kristen, så jeg er blevet hevet med i kirke tidligt hvor jeg har hørt masser af gospel og kirkemusik mens jeg voksede op. Kirk Franklin og den slags. Samtidig har min far altid elsket jazz og soul. Så jeg har f.eks også hørt rigtig meget Miles Davis, Stevie Wonder, Pat Metheny og Weather Report.

Men hiphop er også virkelig stort. Det var det der ligesom inspirerede mig til selv at ville lave musik.

Og der er det alt fra Black Star til Pharoahe Monch til The Roots. Specielt sådan noget som Soulquarians-bevægelsen dengang den var der. Det er noget af det vildeste.

 

Du har en imponerende gæsteliste på Ceremoni. Var det nogle artister du bevidst ønskede at arbejde sammen med eller var det lidt tilfældigt det lige blev dem?

Det var en blanding. Noget af det var helt tilfældigt. F.eks var der et track med Omar som jo er en engelsk soul-legende. Jonas Rendbo, som jeg deler studie med, var i studiet med Omar for at indspille et omkvæd til en dansk artist. Artisten endte så med at være tre timer forsinket, så mens vi ventede spurgte jeg bare om jeg måtte spille noget musik for ham. Og så følte han bare tracket og begyndte at skrive til det uden jeg overhovedet havde spurgt ham om det var noget han ville være med på. Så på et tidspunkt hopper han ind vokalboksen og indspiller til det. Så da artisten endelig kom, så var han færdig. Det var sindssygt han bare gjorde det fordi han følte det og synes det var fedt.

Hvorimod f.eks de danske kunstere som Nanna B, Billow og Liv Lykke var nogen jeg bare virkelig gerne ville arbejde sammen med.

Har du nogen artister på ønskelisten fremover?

Jeg har haft nogle sindssyge måneder, hvor jeg har haft kontakt til nogle artister jeg virkelig gerne vil arbejde sammen med. F.eks fik jeg en video tilsendt fra en amerikansk rapper og sanger der hedder Jallal. Han har åbenbart fået beat fra en PR/manager fyr som jeg arbejdede sammen med for et par år siden.

Så sendte Jallal mig en video hvor han sad og jammede med Mos Def over det beat. Senere fandt jeg ud af Jallal er Mos Defs warm up act på hele hans amerikanske turne. Han havde lavet et nummer til beatet og nu arbejdede han lige på remixet med Mos Def eller Yasiin Bey som han jo hedder nu. Så det er bare for vildt. Det er ikke kommet ud, men Mos Def ville bare være den ypperste for mig at arbejde sammen med. Men ellers en artist som Lalah Hathaway eller Jill Scott ville også være for vildt.

 

Foretrækker du at være fysisk i studiet med folk eller at samarbejdet foregår over internettet?

Nogle gange kan det være et minus og andre gange et plus at mødes face to face. Nogle gange kan det være at det sætter en stopper for kreativiteten elller at man måske mister fokus på musikken. Man tænker måske på hvordan den anden ser ud, hvilket tøj de har på osv. Men f.eks med Georgia i Los Angeles var det virkelig fedt. Det var fedt at kunne sidde i studiet og snakke om teksterne og komme med feedback til hvad hun lavede. Selvom jeg for det meste bare sagde “fuck, hvor er det fedt”.

Hvad er din mening om hiphop/urban scenen generelt i øjeblikket?

I Danmark synes jeg vi har været et lidt bedre sted. Jeg synes meget det virker som om folk i øjeblikket virkelig bare prøver at få et radiohit. Folk prøver lidt at passe ind i en boks for at gøre danskerne glade. I stedet for at gøre sig selv glade. Jeg kan også godt forstå at folk gerne vil tjene penge, men for mig handler det bare så meget om musikken at jeg sgu egentlig hellere bare vil lave det jeg synes er fedt og så må radioen komme og spørge om de må spille musikken på et eller andet tidspunkt. Der er nok mange der ville sige at det er uansvarligt og useriøst, men på den anden side så er radioen der jo for at spille musikken og ikke omvendt. Det er så meget federe at grave i dybden og finde sin egen identitet.

Men jeg synes også at der er nogle virkelig fede artister herhjemme, så det er ikke fordi jeg skal kritisere så meget. F.eks sådan en som Felix De Luca som er en supertalentfuld rapper. Og en sanger som Phillip Ouwsu som nok er en af mine yndlingssangere overhovedet herhjemme. Men der er så også nogle af dem som er mega talentfulde der er taget til udlandet. F.eks Quadron. Robin Hannibal er den vildeste jo.

Og i USA sker der også mange fede ting. F.eks sådan en som Kendrick Lamar som jo er en af de vildeste rappere nogensinde. Det er fedt at vi lever i en tid hvor han er der. Og det at ham og en person som J.Cole også kan være populære og sælge mange plader med den musik de laver. Så det er en tid med mange kontraster.

Er det hårdt at lave den type musik som du gør herhjemme? Danmark har jo ikke så veludviklet en scene for den slags som mange andre steder.

Helt sikkert, Men jeg har følt det var hårdere tidligere end det er nu. Man får hår på brystet. Og så vælger man bare hvor man har lyst til at bruge sin tid. De her mennesker er måske ikke så vilde med det, så skal man måske heller ikke forsøge at få alle til at lytte. F.eks med Georgias Ep som er noget soulet, skævt hiphop. Det spillede Gillles Peterson fra BBC Radio, men det er jo ikke blevet spillet på et eneste show i Danmark selvom der selvfølgelig er nogle der støtter det.

Men så synes jeg heller ikke man skal brokke sig mere over det. Så må man bare lære sit publikum at kende. Og fejre det når der er en japansk dj der fyrer op for det på sin blog. Og så ellers tage på arbejde dagen efter og ingen næsten ved at man laver musik. Men det er også fedt for så kan man ligesom holde fokus på hvad der er vigtigt.

Fortæl lidt om dit aktuelle remix af Bobby Bovell.

Jeg har kendt Bobby mange år. Han var præst i den kirke jeg voksede op i og så er han søn af Dennis Bovell som er en legendarisk, engelsk producer som har arbejdet sammen med alle fra Fela Kuti til Sade. Han har altid været med sin far on the road, hvor han satte ham til at lave lyd som helt lille. Han har så ikke valgt at gå musikkens vej, men musikken er også en kæmpe del af kirken. Så han har turneret verden fordi han er bare den sejeste præst som er mega fed til at synge og spille guitar. Og nu er han ligesom kommet tilbage til musikken. Det her er så remixet af første single “Love Love” fra hans kommende album. Hans far er også med på nummeret.

 

Hvad kan vi forvente fra dig i den nærmeste fremtid?                 

Der er et nyt album på trapperne og Someotha Ship har sagt at når der er et nyt album klar så er de også klar. Men jeg ved ikke lige præcist hvornår det bliver. Jeg tager det stille og roligt.

 

 

 

Fabian Hansen

Fabian Hansen er DJ og musikjournalist. Han har desuden en alsidig musikbranche-erfaring fra arbejde på pladeselskab.