Heartbeats » Livsstil » Tech » Instagram og Facebook fortæller dig, hvor mange timer du har brugt hos dem

Instagram og Facebook fortæller dig, hvor mange timer du har brugt hos dem

3. august 2018 | Søren Vestergaard Thiesen

Instagram og Facebook fortæller dig, hvor mange timer du har brugt hos dem

Foto: Luke van Zyl/Unsplash

Lad os lave et tankeeksperiment. Hvor mange timer tror du, du bruger på Facebook eller Instagram?

Godt så.

Nu tager vi de timer – eller dage – og prøver dem mod virkeligheden. Facebook – som også ejer Instagram – har netop annonceret, at du nu både kan se dit gennemsnitlige tidsforbrug på siderne og sætte en begrænsning på, hvis du skulle få lyst til det. Det skriver BBC.

Det nye tids-værktøj kommer i kølvandet på flere kritiske røster, der er bekymret for sociale mediers påvirkning på vores mentale helbred.

Kilde: Facebook

Tilbage i december anerkendte Facebook selv i en blogpost, at ”passivt forbrug af information” kan føre til ringere mental velvære, og at løsningen kan være at engagere sig og interagere mere med andre på platformene.

”Facebook river samfundet fra hinanden”
Mere klar i spyttet er en tidligere Facebook-vicepræsident for brugervækst, der beskylder det sociale medie for at rive selve samfundet fra hinanden. Ifølge ham udnytter Facebook ”en svaghed i den menneskelige psykologi (…) Vi har skabt en kortsigtet, dopamin-drevet feedback, der løber i ring. Det ødelægger, hvordan samfundet virker.”

Og selv om man ikke er lige så bombastisk i sine holdninger, er der stadig flere, der ikke er overbevist af Facebooks nye tiltag.

Grant Blank fra Oxford Universitys Internet Institute siger til BBC, at ”det virker for mig som om, at de er mere interesseret i at holde folk så meget på Facebook som muligt, uden at de virker uansvarlige overfor dem, som bliver stressede af konstante notifikationer.”

Han efterlader dog en lille dør åben for den positive effekt.

”De her ting er gode præventive tiltag, men de kommer ikke til at ændre noget for bestandigt.”