Det kaldes solastalgi. Den melankoli der opstår, når et sted, der ligger ens hjerte nært, forandres for altid af klimaforandringerne. Lige da jeg har sat mig til tasterne for at skrive denne klumme, ringer Postnord på døren. Jeg åbner, men venter med at pakke pakken op.
I nullerne arrangerede nogen fra P3 en eller anden festival, der skulle vise, at vi kunne køre alt uden strøm. Jeg har selv stået til klimamarcher, sorteret affald, lagt flykvoter på mig selv og i perioder forsøgt mig med udelukkende plantebaseret mad.
Men ved du hvad? Jeg føler bare, det er noget, vi leger. Jeg har ondt af alle os almindelige borgere, der gennem tiden har forsøgt igen og igen at lægge klima-restriktioner ned over vores eget liv, fordi vi ved, at der må gøres noget. Det mærker vi intuitivt. Men vores intuition modsvares af politikernes hockeystavsanalogier, idéløse debatter og lange rapporter, og så går det lidt i sig selv igen.
De fleste af os har forsøgt i større eller mindre grad at handle, så vi måske kunne sove tryggere om natten. Men vi kan hverken føle, se eller få vished for effekten af vores umage. Vores umage drukner i nye rapporter, der forudsiger verdens undergang. Og vores frygt dulmes af halvambitiøse klimamål, der nok alligevel ikke kan nås. Men vi fik lidt fred på vejen, for der var jo lavet en eller anden aftale. Var der ikke?
Selv maser jeg en grøntsagsbøf, så ofte jeg kan, men de dage hvor det går hurtigt, står jeg alligevel og steger et eller andet dyr, mens jeg forsøger at distrahere mig selv fra den blodige saft, der sivende minder mig om, hvor maden kommer fra, og hvad det koster for klimaet at sende den hen på min stegepande. Min egen klimaadfærd minder mig om dem, der holder hvid januar for så at drikke løs resten af året. Den eneste, jeg snyder, er mig selv.
Vi har vel alle forsøgt at finde rundt i tal og forudsigelser angående klimaet. Jeg kan huske at sidde ved et slidt brunbejdset børnebord i skolen og høre om drivhuseffekten. Jeg boede nær ved Botanisk Have, og synes derfor sagtens, jeg forstod logikken. Det lød flot og farligt. Som barn af 80’erne har jeg fået klimaproblematikken ind, fra da jeg begyndte at kunne læse. Vi er blevet undervist i den, men problemet er, at vi ikke har haft noget sted at gøre af den information.
Verden har ikke været indrettet på en måde, så vi kunne omsætte vores klimaviden til noget. Informationerne omkring klimaets krise har ikke fulgtes med muligheder for at agere, hvilket har en uheldig mental virkning på rigtig mange af os. Vi bliver konfliktsky eller apatiske, tænker at det må nogle andre klare. Men man håndterer kriser langt bedre, hvis man har handlemuligheder og klare mål.
Når der er tale om akutte sultkatastrofer, kan vi donere penge. Når der er tale om asylpolitik, kan vi stemme ud fra overbevisning. Når der er corona, kan vi heppe på vaccinen og hylde vores sundhedsvæsen. Men hvor går vi hen med den information, vi har fået om vores snarlige undergang? Vi kan stemme mere eller mindre grønt, og sidste Folketingsvalg var jo et såkaldt klimavalg, men oprøret fra toppen udebliver. Klimaministeren siger, at alle alarmlamper bør bimle og bamle. Men hvad betyder det? De har bimlet og bamlet i flere år. Det, i sig selv, løser jo intet.
I alt for mange år har vi stået alene med tal, temperaturer og billeder af isbjerge, der smelter. Hensygnende koralrev, udmagrede isbjørne og truslen om voldsommere og voldsommere vejr. Jeg husker først gang, jeg så en kro i Danmark oversvømmet. Dystopi på Morten Korchsk.
Og nu, efter at FN har udgivet en samlet rapport om klimaets tilstand, får vi vished. Den tungeste vished hidtil. Men igen er der intet modsvar politisk. Der bliver ikke koordineret skabt et akut råderum for handling. Jeg er nogenlunde med på det politiske arbejde og processerne. Men min pointe er, at dette kræver oprør. Et oprør fra toppen.
Jeg ser kun oprør fra siderne, fra de unge, fra organisationerne og græsrødderne, men intet oprør fra dem med magt. Intet oprør fra dem der kunne koordinere en fælles indsats.
Men vi skal ledes oppefra. For planetens skyld. Men også for sammenhængskraftens og socialitetens skyld. Så længe der ikke er strenge og homogene kvoter, så længe alt mere eller mindre er op til privat fortolkning og samvittighed, så splittes ikke kun planeten ad, det gør vores fællesskab også. For det slår skår i kærligheden til hinanden, når vi bliver uenige om, hvordan vi skal handle i respekt for naturen.
Så politikere, forén jer. Vi har set det før. Luk landet ned! Indkald til nationalt klimakrisemøde! Kom med en plan og fortæl os, hvad vi skal gøre. Læg CO2-kvoter på os alle, så vi ved, hvad vi kan være bekendt, og hvornår vi har gjort vores bedste.
Hold pressemøder og informér os om jeres strategi, så vi ved, at der findes en retning. Tilsidesæt alt og rul en vej ud for at lede os videre fra dette kaotiske og mørke sted.
Lige nu er vi nemlig ladt alene. Med en sorg der er for stor at bære. Solastalgia! Vi ved intuitivt, at det sted, vi kommer fra og hører til, smelter og brænder op. Vi mister troen på en fremtid. Og vi mister samtidig tiltroen til og respekten for hinanden i dette privatiserede opgør for vores fælles overlevelse.
Jeg pakker æsken fra Postnord op. Det er en ny affaldssorteringsspand. Jorden går under, mens jeg sorterer affald som en gal.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
