I går kyssede jeg en smuk mand på en røgfyldt bodega på Nørrebro
Radio & podcast
menu-close

Klumme om bøsseskam: I går kyssede jeg en smuk mand på en røgfyldt bodega på Nørrebro

25. april 2019 |

Moussa Mchangama skriver om grundangsten ved som brun mand og bøsse at færdes i det offentlige rum. 'Bøsseskammen' kalder han frygten for 'farlige mænd'. For er man fri, hvis man ikke kan slå til uden forbehold, når nogen siger "kys mig"?

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.

I går var jeg på date. Med en smuk mand, der kom ud af intetheden, og hvis blik jeg bliver ved med at søge. Men inden vi svinger os helt op: Det her er ikke en kærlighedsode til ham. Endnu. Trods alt. I stedet handler det om en følelse, som vores møde i går triggede i mig.

Skam. Dyb, overvældende skam. Skam over ikke at turde og skam over at skamme sig.

”Kys mig,” sagde han og smilede. Vi havde lige talt om mit ret så tydelige ar på næsen, han spurgte ind til det, min evige visuelle påmindelse om, at jeg ikke kan huske, hvad der skete den nat; om jeg virkelig blev slået ned og af hvem på vej hjem fra en middag. Jeg var ikke engang særlig fuld (og skammer mig over, at jeg skal redegøre for det overhovedet). Hele aftenen står tydeligt i min hukommelse, men det eneste jeg husker fra det sker, er at blive prikket på ryggen på Istedgade. Og derefter at banke på hos mine naboer med blod i hovedet. Selv små sår bløder meget. Og stikker dybt. Tvivlen gør også. Var det et overfald? Var det en hadforbrydelse? Fik nogen eller noget mig ’bare’ til at falde og gokke hovedet ind i noget? Jeg ved det ikke.

Men hvad jeg ved er, at jeg siden starten af 2017 har haft en grundangst, som jeg ikke kendte til som ung. En opmærksomhed på mine omgivelser, en konstant analyseren af, om jeg er sikker, og om jeg kan trække vejret frit og slappe af. Opmærksomheden på mine omgivelser har altid været en del af mig. Som både brun og bøsse er gaden og verden ikke altid det rareste sted. Det er noget, de fleste minoritetsmennesker kan nikke genkendende til. Og det er opslidende. Men mistroen mod andre, forventningen om krænkelse. Den var ny.

LÆS OGSÅ: Det klinger hult at uddele en LGBT-pris til statsministeren

Jeg kunne ikke kysse ham. Ikke der midt på bodegaen på Nørrebro, siddende i fuldt lys i baren. Det har jeg ellers prøvet før på andre af byens brune værtshuse eller offentlige steder gennem tiden. Jeg sagde det højt og smagte på den erkendelse; lige her føler jeg mig udsat, lad os vente. Måske fordi vi begge er brune? Måske på grund af den foregående snak?

Og så skammede jeg mig. Fordi jeg for første gang i mit liv talte højt om at sige fra, ikke følte mig tryg, ikke bare turde sige ’fuck it’ og snave ham i gulvet, ligesom de to på heterodate der sad bag os og nærmest var ved at lave en baby. Hvad kunne der ske? Og hvad ville der ske? Ville det ’bare’ være stirrende blikke, dumsmarte bemærkninger eller noget mere aggressivt? Skulle vi løbe derfra for dernæst at føle os udsatte sammen i den store verden? Ville verden bare fortsætte som normalt og ingen fortrække en mine?

Jeg har aldrig nogensinde (og det er ret væsentligt at understrege) skammet mig over min seksualitet i sig selv, at være til mænd tog jeg ret tidligt fuldt ejerskab over – i mere eller mindre offentlig grad som ung. Men det har været en del af stort set alle relationer, jeg har været i og kender til, at man ubevidst trækker hænderne til sig der midt på gaden, når farlige mænd går forbi. At man overvejer, om man kan kysse frit og smile og grine og le ligesom alle andre. Eller om man lige skal klappe hesten og vente, til man sidder sikkert i sin bil eller sikkert på sin sofa for nedrullede gardiner.

Så mange af mine venner har dybere ar på sjælen end jeg. De har fået regulære tæsk, er blevet overfaldet, har mødt knive. Jeg ved, at jeg er en af de heldige. Hvor ironisk det end lyder. Og jeg ved, at jeg er både privilegeret og magtfuld nok til at kunne forhandle min egen position i de fleste sociale arenaer. Mange er ikke så heldige. Slet ikke. Så i går forhandlede jeg med mig selv og min analyse af mine omgivelser.

Og kyssede ham, fanden tage det, midt på en røgfyldt bodega på Nørrebro. Længe og med et smil på læben. Verden gik ikke i stå, og vi gik ikke i stykker. Ikke denne gang. Så nu kysser vi igen en anden dag, tror jeg. Jeg har i hvert fald lyst til at prøve igen.

Foto: Ida Hermansen

Moussa Mchangama

Kulturformidler og modeekspert. Moussa skriver om krydsfeltet mellem mode, køn, identitet, kultur og forbrug og rådgiver virksomheder om bæredygtighed og kommunikation via rådgivningsvirksomheden In Futurum.