Hvad nu, hvis alting ikke bliver bedre?
Radio & podcast
menu-close

Fjernsyn for dig: Hvad nu, hvis alting ikke bliver bedre?

31. maj 2019 |

I den nye, realistiske BBC serie 'Years and Years' følger vi en familie fra 2019 til 2035. Spoiler alert: Det er en noget dyster fremtid, hvor den genvalgte præsident Donald Trump bl.a. affyrer atommisiller mod en kunstig kinesisk ø.

Cand.Scient.Pol. Normkritisk kulturentusiast med forkærlighed for politik og popkultur. Kontakt: mads@heartbeats.dk

Artiklen er skrevet på baggrund af de to første afsnit i serien. Advarsel: Nogle dele af handlingen afsløres her.

Da briterne gik til stemmeurerne tilbage i 2016, var mange overbeviste om, at de selvfølgelig ville blive i EU. Det ville de ikke. Nå, men i det mindste ville det hele blive meget bedre, når demokraternes Hillary Clinton senere samme år slog den republikanske Donald Trump og blev USAs første kvindelige præsident. Så slap man i det mindste for at følge den massive dækning af Trump og alle hans kontroversielle udtalelser. Det skete heller ikke.

Hvad nu, hvis alting ikke bliver bedre? Hvis de nationalistiske strømninger med franske Mari Le Pen, ungarske Viktor Orbán, italienske Matteo Salvini og britiske Nigel Farage i spidsen bare bliver stærkere og lykkes med at splitte Europa. Hvis præsident Donald Trump bliver genvalgt i 2020 og intensiverer sin toldkrig mod Kina samt sin hårde politik overfor immigranter og forskellige minoritetsgrupper. Samtidigt med, at han fortsætter sin kærlighedsromance til forskellige inhumane diktatorer, imens kærligheden til tidligere, europæiske allierede pludselig er mindre udtalt. Hvis den aggressive russiske udenrigspolitik bare fortsætter og fortsat forsøger at underminere vestlige demokratier. Hvis politikernes tøven overfor klimaforandringerne skaber så voldsomme konsekvenser for kloden, at antallet af flygtninge bare stiger eksplosivt. Hvad nu, hvis det hele bare bliver værre og ikke bedre?

Det spørgsmål rejser den nye britiske serie på seks afsnit ’Years and Years’ – ikke at forveksle med det britiske band Years & Years.

I don’t give a fuck

I den nye realistiske BBC-serie, ‘Years and Years’, følger vi post-Brexit den britiske familie Lyons fra Manchester i perioden 2019 til 2034. Det er en hektisk tid, hvor bl.a. præsident Trump bliver genvalgt og hans indflydelse fortsætter langt ind i vicepræsident Mike Pences egen præsidentperiode. Til gengæld er Angela Merkel død. Ukrainske flygtninge rejser til Storbritannien i hobetal for at undgå russisk totur og i sidste ende udrensning. Mennesker kan være ’transhumane’ og blive uploadet i en cloud. De teknologiske muligheder gør også, at man kan have filtre på i virkeligheden og ikke bare på Instagram og Snapchat, samtidigt med at robotter kan udføre seksuelle ydelser.

Serien begynder med, at Emma Thompson i rollen som den karismatiske Vivienne Rook, der senere danner et ekstremt højreorienteret populistisk parti, siger: I don’t give a fuck om Israel-Palæstina-konflikten på landsdækkende tv. Det bliver starten på en ret atypisk og bizar politisk karriere.

Da handelskrigen blev varm

Lyons-familien består af de fire søskende finansrådgiveren Stephen (Rory Kinnear), Daniel (Russell Tovey), der arbejder som ’housing officer’ og hjælper med at huse flygtninge, Rosie (Ruth Madeley), der er en livlig single mor, som sidder i kørestol pga. spina bifida, den politiske aktivist Edith (Jessica Hynes) og deres politisk ukorrekte bedstemor, Muriel (Anne Reid).

De har alle deres at se til. Da den amerikanske handelskrig med Kina bliver varm, og Donald Trump sender atommissiler mod den kunstige, kinesiske ø ‘Hong Sha Dao’, udsættes Edith for radioaktiv stråling, da hun som aktivist befinder sig alt for tæt på øen.

‘Transhuman’ og sexrobotter

Daniel har derimod metaltrætte, ægteskabelige problemer, og han opdager, at hans mand Ralph (Dino Fetscher) er lidt for tilbøjelig til at dyrke og tro på konspirationsteorier og fake news. Daniel møder den langhårede, ukrainske homoseksuelle flygtning Viktor (Maxim Baldry), og sød musik opstår. Da USA sender missilet mod den kinesiske ø, er Storbritannien i krigsberedskab og sirener lyder. Det får Daniel til at forlade Ralph og være sammen med Viktor.

Stephens kone Celeste (T’Nia Miller) har et meget anstrengt forhold til Muriel og hendes mange uheldige udtalelser. Deres ældste datter er transhuman og har et inderligt ønske om at blive digital og blive uploadet til en cloud. Derudover får de også deres at se til, da de løber ind i store økonomiske problemer.

Rosies første date med en single-far tager en drejning, da hun finder ud af, at han dyrker sex med sin robot. Samtidigt er Rosie ret så begejstret for Vivienne Rook. Skønt hun ofte prøver at distancere sig, kan hun ikke skjule sin begejstring, da Vivienne vinder det lokale sæde til parlamentet, og Rosie får en selfie med hende.

Lidt for virkeligt

Selvom serien strækker sig over flere år, flyver tiden afsted. Man sidder som seer fuldstændig fastlåst bag skærmen, når sirenerne lyder, og de meget realistiske skrækscenarier bliver til virkelighed. Fortællingen om, at alt faktisk kan blive værre, er skræmmende og dybt betagende på samme tid. Især det realistiske plot gør, at serien nogle gange bliver lidt for virkelig. Det her er ikke bare endnu en dommedagshistorie. Det kunne faktisk blive til virkelighed. Og det er det, der gør serien så interessant og relevant i 2019 – året serien selv starter i. At den giver et bud på, hvad der ville kunne ske. Den tvinger os til at forholde os til en fremtid, der kunne blive til virkelighed. På den måde bliver serien et slags wakeup-call, uden at den bliver prædikende. Derudover er Emma Thompson fuldstændig sublim som den populistiske partileder Vivienne Rook. Hun er så åbenlyst velvalgt, at man næsten undrer sig over, det ikke er sket tidligere.

Det kan godt være, alt bare bliver værre fra nu. Men hvis man har brug for god underholdning, mens man bare venter på jordens undergang, er Years and Years et oplagt valgt. Har du derimod et mere optimistisk livssyn og en grundlæggende tro på fremtiden, kan den meget velskrevne serien også sagtens anbefales. Men forbered dig på nogle lidt dystre forudsigelser om fremtiden.

Serien kan ses på HBO Nordic.

Foto: BBC

Mads Høyer Hansen

Cand.Scient.Pol. Normkritisk kulturentusiast med forkærlighed for politik og popkultur. Kontakt: mads@heartbeats.dk