Hip hop, trap & urban
Radio & podcast
menu-close

3 anbefalinger: Hip hop, trap & urban

29. juni 2018 |

Radiovært Fie Neergaard giver tre anbefalinger til, hvad du bare ikke må gå glip af.

Fie Neergaard sender hver evig eneste mandag radio fra Heartbeats studie i NoHo, når hun sender Fies Finest. Hver mandag giver Fie byens bedste update indenfor det nyeste musik fra trap, rap og hiphoppens verden. Fie er utroligt dedikeret og når hun ikke har en aktuel gæst eller rapper på besøg, giver hun dig den ultimative musikalske guide, hvis du også elsker storbysmusik og streetvibes.

Fies Finest er altid fyldt med gossip, de nye hits og vilde (!) historier om 2018s svar på ægte rockstars. Programmet på Roskilde Festival 2018 er også fyldt med disse rockstjerner, og selvfølgelig skal Fie også selv ned og nyde nogle af disse stjerner når de gæster dyrskuepladsen.

Herunder kan du lytte til alle afsnit af Fies Finest på iTunes

Herunder kan du læse om Fies største anbefalinger til årets program:

Roskilde har gennem årene gået fra at være den rendyrkede rockfestival, den igennem festivalens første årtiers levetid fik slået sig fast som, til at være en vidtspændende festival.

En af de genrer der trods modstand fra visse publikummer, er blevet gjort mere og mere plads til i programmet, er hiphoppen. Siden Snoop Dogg i 2005 demonstrerede, at hiphoppen bestemt havde en plads på festivalens største scene, er genremodpolen til festivalrocken blevet vægtet tungere.

I år har Roskilde igen i år begået et program med solide navne i den tidstypiske genre. De har satset på stærke navne, der allerede har slået deres navn fast på internationale scener, såsom Joey Bada$$, Vince Staples, 6LACK og Danny Brown.

De har dermed også forbigået muligheden for at booke lyden af vores tid netop nu, og den yngre generation, der skal tegne fremtiden, nemlig den såkaldte – og vidtspændende Soundcloud-rap, som de ellers sporede sig ind på sidste år med bookingen Lil Uzi Vert, der endte med at blive erstattet af Playboi Carti. Bookingen af den druggy XO-affilierede Belly er det tætteste, vi kommer på genren i år.

Genren, som man også finder på den danske scene, kunne med sin rowdy energi have klædt Roskilde Festivals store og små scener. Ikke desto mindre er der stadig interessante bookinger på årets program, og mest af alt er talent og underholdningsværdi garanteret.

  • Stefflon Don 

Hun begyndte at rumstere i undergrunden for nogle år tilbage med bidrag til numre af Section Boyz og Big Tobz – i 2016 kom mixtapet ’Real Ting’, der blandede særlig dancehall og grime. Siden har hun sammen med French Montana hittet på pop-baskeren ’Hurtin’ Me’, og Stefflon Don er godt på vej til at være en superstjerne i hjemlandet England. Senest er hun blevet co-signet af selveste Cardi B og har vundet en plads i XXL Magazines ikoniske Freshman Class. Det er derfor et vaskeægte superstjernefrø, man kan opleve på årets festival, og undertegnede kan fra egne erfaringer garantere, at det bliver fuld af attitude, rim og bevægelse.

  • MHD

Sidste år lagde bannerføreren for Afro-Trap vejen forbi Store Vega, og det skulle efter sigende være en oplevelse man godt kan ærgre sig over, at være gået glip af. Heldigvis kan man råde bod på det og deltage i den højtpulsende omgang det bliver, når en afart af afrobeat, noget som de danske rappere herhjemme i den grad har taget til sig, og netop nu strømmer ud af din radio, og tung trap, er klar til at forvandle festivalpladsen til en kæmpe gadefest. Og så er det egentlig ikke så vigtigt, om man kan rappe med på de franske rim eller ej.

  • Stormzy

Okay, indrømmet, muligvis ikke den mest opfindsomme anbefaling, men jeg kan på ingen måde understrege nok, hvor meget det er værd at dukke op til en Stormzy-koncert. Om man er til Stormzys stilsikre grimelyd eller ej, så er man garanteret en overlegent dygtig rapper, der mens han fejlfrit leverer sine rim, sprøjter energi udover sit publikum, så der ikke er nogen anden mulighed end at give samme energi igen. Det beviste han i 2016 på Roskilde Festival, og igen sidste år i Store Vega, og jeg vil gerne sætte en masse pund på, at han gentager succesen igen i år. Hvis du er i tvivl, så hvordan det areal, du lige om lidt skal betræde, blev revet op for to år siden.

Du kan lytte her til Fies Finest hvor der fokuseres på årets festivaler

Fie Neergaard sender Fies Finest hver mandag på Heartbeats Radio kl. 18-20.

Redaktionen