Foto: Rita Kuhlmann

Herlige Svend og Annika Aakjær er klar med ny podcast om venskab: Her svarer de på 89 spørgsmål om, hvem de er

Sebastian Lynggaard og Annika Aakjær har altid haft flest venner af det modsatte køn, men de har undret sig over kønnenes gruppedynamikker. Selv har de lært hinanden at kende, efter at Annika Aakjær havde læst Sebastian Lynggaards bog ‘Mandsforræder’ og skrev til ham. Nu har de lavet den nye podcast ‘Venskabt’, og i den anledning har vi stillet dem 89 spørgsmål om, hvem de egentlig er.

Hvornår står du op?

Annika: “Senere end planlagt.”

Sebastian: “Klokken 10 er jeg i hvert fald ude af sengen.”

Hvad er din livret?

Annika: “Færøske fiskefrikadeller”

Sebastian: “Beluga bolognese”

Hvor handler du ind?

Annika: “I hadenetto”

Sebastian: “Føtex”

Hvad er du bedst til?

Annika: “At give gaver. Det er jeg meget god til.”

Sebastian: “Jeg er ekstremt middelmådig til alt, undtagen bowling, som jeg er ekstremt dårlig til.”

Har du søskende?

Annika: “Nej.”

Sebastian: “Jeg har to søstre.”

Hvad er din største last?

Annika: “At jeg er dårlig til at administrere min tid.”

Sebastian: “Nikotintyggegummi. Jeg elsker det.”

Den mest definerende musiker i dit liv?

Annika: “Jewel.”

Sebastian: “Rufus Wainwright.”

Hvilken tandpasta bruger du?

Annika: “En, min roommate har efterladt. Tror, den er fra Rema1000”

Sebastian: “Zendium. Det er meget vigtigt for mig.”

Hvad ville du være som barn?

Annika: “Jeg ville leve af at optræde.”

Sebastian: “Jeg ville være tankpasser.”

Rodehoved eller Marie Kondo?

Annika: “Rodehoved.”

Sebastian: “Også mig.”

Yndlingssko?

Annika: “Puma RS. Jeg har 14, og jeg har slidt dem op.”

Sebastian: “Mine On sko. De føles som en god krammer til mine fusser. Du skal tænke på, at jeg i mange år har været typen, der har gået i dyrt fodtøj, som samtidig var ubehagelige.”

Hvad er den seneste bog du har læst?

Annika: “Blondinens Betragtninger af Helle Thorning Schmidt.”

Sebastian: “All About Love af Bell Hooks.”

Hvad er den bedste julegave, du har fået?

Annika: “En slagboremaskine fra Dewalt som min ekskæreste gav mig.”

Sebastian: “En basketballbane, altså en kuv, som min far så monterede.”

Hvor er dit happy place på internettet?

Annika: “Jeg har ikke fundet et endnu.”

Sebastian: “Writing Prompts, som er et subreddit med anslag til bøger, som folk skriver.”

Hvilken computer har du?

Annika: “Øh, Macbook Air.”

Sebastian: “Macbook Air med virus.”

Hvad er din skærmtid?

Annika: “5 timer og 10 minutter. Men jeg køber en Nokia nu.”

Sebastian: “Det får du mig ikke til at fortælle. Hvor ser man det? Okay så, mit gennemsnit er på 5 timer og 44 minutter. Hvad skal jeg gøre?”

Hvilken avis læser du?

Annika: “Egentlig Politiken, men jeg har droppet det.”

Sebastian: “Jeg læser Weekendavisen ud fra en betragtning om at blive udfordret.”

Hvor bor du?

Annika: “Jeg har hemmelig adresse”

Sebastian: “Vesterbro.”

Hvad er dit hadedyr?

Annika: “Melmøl.”

Sebastian: “Mennesker.”

Hvad laver din far?

Sebastian: “Ej, men det ved jeg jo ikke, og det er for sent at spørge nu. Noget med computer.”

Annika: “Min far er død.”

Hvad laver du en regnvejrsdag?

Annika: “Det samme som en sommerdag. Ser film.”

Sebastian: “Drikker kaffe og spiller computer, North Guard.”

Hvad er der altid i dit køleskab?

Annika: “Noget, der er for gammelt.”

Sebastian: “Tomt. Og kapers.”

Hvad er den bedste film du har set?

Annika: “Ratatouille.”

Sebastian: “Finding Forrester.”

Hvornår føler du dig gammel?

Annika: “Når jeg ser studenter.”

Sebastian: “Om sommeren, fordi alle ser unge og glade ud, og jeg er så gammel og sur.”

Hvilken kaffe bestiller du på en café?

Annika: “Americano med havremælk”

Sebastian: “Samme.”

Hvordan laver du kaffe hjemme?

Annika: “Filter med havremælk”

Sebastian: “Instant med havremælk.”

Hvad er din fitness-rutine?

Annika: “Jeg kan lide at løbe.”

Sebastian: “Jeg kan godt lide crossfit.”

Hvem talte du senest i telefon med?

Annika: “Nanna Kalinka Bjerke.”

Sebastian: “Min kæreste.”

Hvad har I lavet i sommeren?

Annika: ”Spillet.”

Sebastian: “Ikke noget, for jeg har ikke nogen penge.”

Hvad stemmer du?

Annika: “Guitar.”

Sebastian: “Jeg stemmer SF.”

Hvilken drink bestiller du?

Annika: “Aperol Spritz.”

Sebastian: “Jeg hader drinks.”

Hvornår ryger du en cigaret?

Annika: “Jeg har aldrig røget, fordi jeg har astma.”

Sebastian: “Det gør jeg ikke. Jeg er ikke faldet i efter 5,5 år.”

Hvad var din seneste google-søgning?

Annika: “Jeg har googlet mall ved en fejl, tror jeg. Vist fordi jeg skulle finde min mail.”

Sebastian: “Dig.”

Hvilke sneakers holder du mest af at eje?

Annika: “Mine Puma-sko, de helt hvide.”

Sebastian: “Samme.”

Hvad er din yndlings spicy mad?

Annika: “Mexicansk.”

Sebastian: “Mapo tofu, Dong Juan laver den bedste i København.”

Hvilken serie ser du?

Annika: “Seinfeld.”

Sebastian: “Black Mirror.”

Hvor får man de bedste jeans?

Annika: “Jeg har været ude af jeans-gamet længe.”

Sebastian: “Det ved jeg simpelthen ikke.”

Hvad er din hobby?

Annika: “Jeg laver en Seinfeld-podcast.”

Sebastian: “Den her podcast vi laver.”

Hvor stor er din lejlighed?

Annika: “Den er nok 70 kvadratmeter.”

Sebastian: “58 kvadratmeter.”

Hvilken app gør dit liv lettere?

Annika: “GPS’en.”

Sebastian: “MobilePay.”

Hvilken pizza bestiller du?

Annika: “Hawaii.”

Sebastian: “Margharita med chili.”

Hvilken cykel har du?

Annika: “En sølv en.”

Sebastian: “Raleigh”

Hvilken forfatter har betydet mest for dig?

Annika: “H.C. Andersen.”

Sebastian: ”Søren Ulrik Thomsen.”

Hvem er din favorit kunstner?

Annika: “Tilde Gynderup.”

Sebastian: “Gudrun Hasle.”

Hvilken farve har dit køkken?

Annika: “Grøn og fersken. “

Sebastian: “Hvidt, tror jeg. Det er så grimt. “

Hvad er din favorit chokolade?

Annika: “Marabou med mandel og rosin, og så bare i fryseren, og så direkte ind i munden. Det er syyyygt lækkert.”

Sebastian: “Mini Muh.”

Hvilken sport er bedst?

Annika: “Damehåndbold dengang med Anja Andersen.”

Sebastian: “Fodbold.”

Hvilket ur har du på?

Annika: “Et, jeg har købt i lufthavnen i München.”

Sebastian: “Ole Mathiesen.”

Hvilket spil tager du i sommerhuset?

Annika: Matador. “Jeg elsker Matador, fordi jeg altid vinder.”

Sebastian: “Camel Cup, et væddeløbsspil med kameler.”

Hvad er din drømmebil?

Annika: “Jeg har en heftig drøm om at få en volkswagen Golf 2 cabriolet på diesel.”

Sebastian: “Den nye Volvo.”

Er du på TikTok?

Annika: “Nej.”

Sebastian: “Nej.”

Ryger du pot?

Annika: “Jeg faldt i gryden som barn.”

Sebastian: “Jeg vil gerne.”

Har du et iPhone-cover?

Annika: “Ja. Og en børneholder bagpå.”

Sebastian: “Ja, et lyseblåt.”

Hvilken sodavand drikker du?

Annika: “Sportscola fra Hancock.“

Sebastian: “Danskvand, som jeg blander med æblemost”

Hvilket blad/magasin læser du?

Annika: “Intet. Sidst jeg købte et, var der et interview med mig selv i.”

Sebastian: “Alt fra Aller.”

Hvilken feriedestination vender du tilbage til?

Annika: “New York.”

Sebastian: “Jeg har aldrig været et sted to gange, men vil gerne til USA igen.”

Hvilken podcast lytter du til?

Annika: “Conan O’Brien needs a friend.”

Sebastian: ‘The rest is politics’, to garvede politiske rådgivere fra England, fordi de snakker så lækkert engelsk.

Hvilken filmkarakter har du følt størst samhørighed med?

Annika: “Rotten fra Ratatouille og ham fra Alene Hjemme.”

Sebastian: “Aragorn. Da jeg gik ud af biografen som dreng, så jeg mig selv i glasset og kunne se mit lange hår og tænkte, at det så ud som om jeg var Aragorn. Det glemmer jeg aldrig.”

Hvor er din yndlingsskjorte fra?

Annika: “Genfødt.”

Sebastian: “Another Aspect.”

Hvilken olivenolie køber du?

Sebastian: “Ej, stop nu. Jeg har jo en rigtig dyr flaske, som jeg hælder en billig en over i.”

Annika: “Jeg har købt en virkelig god olie med hjem fra Toscana.”

Hvad er den bedste kage i verden?

Annika: “Jeg er ikke så meget til kage.”

Sebastian: “Et svin af en cheesecake.”

Hvad er din favorit café?

Annika: “Den, der hedder Kaffebarn på Amager.”

Sebastian: “Dyrehaven.”

Hvad er dit stjernetegn?

Annika: “Krebs.”

Sebastian: “Skorpion.”

Hvilken stol sidder du på?

Annika: “Nogle gamle fra 70’erne.”

Sebastian: “Jeg har lige solgt min bil og købt to havestole til min altan.“

Hvad er dit mål for 2023?

Annika: “Jeg vil gerne prøve ikke at drikke kaffe i en periode.”

Sebastian: “At skrive en bog.”

Hvordan hører du musik derhjemme?

Annika: “På mit stereoanlæg.”

Sebastian: “I én AirPod, fordi den anden er gået i stykker.”

Hvilken hjemmeside bør flere kende til?

Annika: “www.skerdernogetiaarhusiaften.dk”

Sebastian: “www.hvorforflagerbussen.dk”

Yndlingssnack?

Annika: “Agurk og rød peber i stave med hummus. Eller madheroin, som er et rundstykke med smør og så et ordentligt lag Nutella og banan ovenpå.”

Sebastian: “Varme gifler fra Pågen med smør på. Du putter dem i ovnen eller i en rister og putter smør på. Det er sindssygt.”

Hvor er din mulepose fra?

Annika: “Pico pizza.”

Sebastian: “Ung Kræft.”

Hvem er den største stud/babe?

Annika: “Jeg kan virkelig godt lide Ewan McGregor og Denzel Washington.”

Sebastian: “Brook Shields.”

Hvilken festival er den bedste?

Annika: “København under Roskilde Festival.”

Sebastian: “Jeg hader festivaler.”

Hvad er dit favoritsted i byen?

Annika: “Christianshavns Volde.”

Sebastian: “Min stue, jeg kommer jo ikke så meget ud.”

Hvilket produkt bruger du til kroppen?

Annika: “Magnesium salt.”

Sebastian: “En kropssæbe.”

Hvordan starter din morgenrutine?

Annika: “Jeg laver en kop kaffe, og så skriver jeg tre sider i hånden og hører P8 Jazz. Det tager tre kvarter.”

Sebastian: “Jeg står ud af sengen, samtidig med at jeg siger godmorgen til min kæreste og går ud for at tisse.”

Hvilken slags handsker bruger du?

Annika: “Luffer.”

Sebastian: “Jeg har nogle i imiteret skind, som jeg har fået af min moster.”

Hvor er dine solbriller fra?

Annika: “En souvenirbutik i Berlin.”

Sebastian: “Flatlist.”

Den bedste bollemusik?

Annika: “Alt, der er ikke er ‘Grace’ med Jeff Buckley, fordi jeg har dårlige minder fra mine 20’ere.”

Sebastian: “The xx”

Hvad er din største frygt?

Annika: “At gå med min hund, og så slipper hun fri og bliver kørt ned.”

Sebastian: “At ødelægge livet for nogle andre.”

Hvordan går det med at affaldssortere?

Annika: “Det går godt, og jeg hader det.””

Sebastian: “Det kunne gå bedre. Der er potentiale.”

Hvilken emoji bruger du mest?

Annika: “Den der smiley med åbne hænder.”

Sebastian: “Håndtrykket.”

Hvad er den bedste beslutning du har truffet?

Annika: “Jeg var ikke ret gammel, da jeg besluttede mig for aldrig at ville sammenligne mig selv med andre, og aldrig være misundelig på nogen.”

Sebastian: “Det er så irriterende et svar, men det har ændret mig at være mere fysisk aktiv.”

Hvad er dit kink?

Annika: “Ikke at blive spurgt om sådan noget.”

Sebastian: “Jeg er meget utilfreds med at snakke om sex.”

Det bedste nyhedsbrev?

Annika: “Jeg sletter alt, hvad jeg får uden at læse det.”

Sebastian: “Zetlands daglige.”

Din favorit bydel?

Annika: “De der gader omkring Christmas Møller Plads på Amager, som er bygget af hollandske tilflyttere.”

Sebastian: “Vesterbro.”

Hvornår spiser du ketchup?

Annika: “Jeg spiser meget af en, der hedder Smedens Ketchup.”

Sebastian: “Altid. Og altid Heinz.”

Den bedste koncert du har set?

Annika: “Rufus Wainwrights jubilæumskoncert i Koncerthuset.”

Sebastian: “Kristian Leth på Musik i Lejet i 2017.”

Hvilken mælk drikker du?

Annika: “Havremælk.”

Sebastian: “Havremælk, meget.”

Dit bedste livsråd?

Annika: “Man må aldrig have så ondt af sig selv, at det går ud over andre.”

Sebastian: “Der var en stor vægt, der røg af mine skuldre, da min mor sagde, at alle har dårlige dage.”

89. Dit livs største fortrydelse?

Sebastian: “Jeg ved godt, hvad det er, men det ødelægger hele min tilværelse, hvis jeg siger det.”

Annika: “At jeg ikke flyttede til USA, da jeg var 18 og prøvede at komme med i SNL. Det var faktisk min drøm.”

Find mere om
Footer graphics